Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Indlægget er et blogindlæg og er derfor udelukkende udtryk for skribentens egen holdning.
Balram Kumar arbejdede med at vedligeholde mobilmaster i den indiske delstat Gujarat, næsten 2.000 kilometer fra hans hjemby i Bihars Khagadia-distriktet i den anden ende af landet.
Da den indiske premierminister Narendra Modi tonede frem på nationalt tv i marts 2020 for at erklære en 21-dages lockdown på grund af stigende tilfælde af Covid-19 – ’der vil være et totalt forbud mod at komme ud af jeres hjem’, befalede han – var Kumar langt fra noget, han ville kalde hjem.
Motiveret af sin familie begyndte Kumar at rejse den lange tur hjem til fods. Efter 400 kilometer blev han, en ven og flere andre hjulpet af politiet op på taget af en lastbil, der kunne tage dem den næste strækning. Men i Rajasthan mistede chaufføren kontrollen, drønede ind i et træ og dræbte Kumar og hans ven.
Ingen af dem nåede tilbage til deres familier.
Barske realiteter ved moderne mobilitet
Med nedlukningen – der blev sat i kraft efter kun fire timers varsel – oplevede Indien en masseudvandring fra alle større byer, hvor mere end 100 millioner migranter bor og arbejder. Da restriktionerne blev gennemført, havde de ingen steder at bo og intet at tjene, og millioner af mennesker blev sendt ud på anstrengende rejser til fods mod deres landsbyer og hjem.
Tekstil- og diamantbyen Surat i staten Gurajat, hvor Kumar også arbejdede, gennemlevede protester, optøjer og massiv frustration hos de mere end syv millioner daglige lønarbejdere, der blev efterladt i en ekstremt usikker situation med nedlukkede fabrikker. De fleste lukkede på grund af regeringens direktiver, men mange også fordi nordlige multinationale selskaber havde annulleret deres ordrer.
De fleste af migrantarbejderne havde mad til en eller to dage og ringe udsigt til at forbedre deres situation. Men de fik ikke lov til at bevæge sig med myndighedernes restriktioner.
Begge gruppers skæbne viser de barske realiteter ved moderne mobilitet og de politiske forhold, der styrer den. Nogle blev tvunget til at rejse, og nogle blev tvunget til at blive, men begge grupper stod i en ekstremt prekær situation.
Tabt vækst og ødelagte forsyningslinjer i Afrika
Da Covid-19-krisen var på sit højeste befandt en tredjedel af verdens befolkning eller mere end 2,5 milliarder mennesker sig i en eller anden form for lockdown. De indiske restriktioner var blandt de strengeste i forsøget på at holde 1,3 milliarder indere under kontrol.
For nogle var den tilsyneladende velvilje til at følge restriktionerne et billede på stærke sociale kontrakter. Landsfader- eller landsmoderlignende politikere styrede offentligheden gennem krisen og trodsede Thatcher-påstande om, at ”der ikke er noget, der hedder samfund”. For andre blev lockdowns set som voldsomme indgreb, der forårsagede psykisk stress, stigninger i vold mod kvinder og et katastrofalt tab af indkomst for milliarder af mennesker.
I det globale syd kiggede man ikke mindst ind i en fremtid med tabt vækst, ødelagte forsyningskæder, lukkede grænser og vestlig vaccinekolonialisme.
Egne sårbarheder
På trods af videnskabelige og politiske forsøg på at konstruere fortællinger om sikkerhed, tryghed og kontrol, var svaret på Covid-19-krisen det største sociale, politiske og økonomiske eksperiment, vi har set i vores levetid.
Sammenholdt med lignende kriser, som klimaforandringerne, ser vi tydeligt i dag, hvordan kriser og exceptionelle nødsituationer på samme tid retfærdiggør og tilskynder til politiske eksperimenter, når vi skal navigere i ukendte situationer. Og mens Covid-19’s planetariske natur understreger sammenhængen mellem globalt forbundne liv, så har reaktionen på den langt henad vejen været præget af national isolationisme, fremmedhad og uligheder.
Det er der i virkeligheden ikke de store overraskelser i. Ethvert samfund producerer sine egne sårbarheder, som samfund altid har gjort det gennem historien.
Hvad end vi kigger tilbage eller frem, er det svært at undslippe følelsen af, at politikeres, regeringers, og vores allesammens manglende vilje til at håndtere globale kriser og udfordringer – på tværs af sundhed, klima, eller ulighed – katapulterer os ind i en ny tidsalder præget af eksperimenternes politik. Med udsigter der er præget af lige dele ulighed og usikkerhed.
Eksperimentelle fremtider
Formen på og krydsningerne mellem de kriser, vi er vidne til i dag, er med til at kaste os ud i en fremtid præget af uvidenhed og eksperimentel politik. Spørg bare FN, der i midten af september udgav dette års Human Development Report og satte fokus på et nyt ”uncertainty complex” – altså et uvidenhedskompleks, drevet af kriser som Covid-19.
Alene responsen på pandemien står som vor tids største politiske eksperiment. Et eksperiment i ekstrem hurtig udvikling af vacciner, i nye former for global regeringsførelse og samarbejde, og ikke mindst et eksperiment hvor samfund over hele kloden har gennemgået massive forandringer på kort tid.
Lignende former for eksperimentel politik ser vi i forsøget på at håndtere andre kriser.
I vores forsøg på at adressere klimaforandringerne baserer vi os i stor stil på det, der kan kaldes geoengineering. Det kan for eksempel være i form af såkaldte negative emissionsteknologier. Altså teknologier, der er i stand til at hive CO2 ud af atmosfæren. De teknologier eksisterer endnu ikke, men vi har alligevel givet ansvaret for næsten en tredjedel af de CO2-reduktioner, der er nødvendige for at nå Paris-aftalens mål.
I bund og grund er der tale om former for teknologisk klimamanipulering – fra at begrave kuldioxid i jorden til at etablere skyggelignende plader i rummet mellem jorden og solen – der forsøger at ændre et komplekst system, vi faktisk ved overraskende lidt om: det globale klima. Vi ved også forsvindende lidt om, hvordan disse teknologier overhovedet skal se ud, og om de kan implementeres i den skala, der er brug for.
Hybris-teknologier
De samme usikkerheder og eksperimentelle tiltag er på spil i det moderne humanitære arbejde. Her eksperimenterer organisationer i stor stil med nye radikale teknologier såsom blockchain, hvis konsekvenser vi først begynder at forstå i takt med, at de implementeres.
Det kender vi fra storstilede projekter i dag, hvor hundredtusindvis af flygtninge i fx Jordan bliver registreret med deres biometriske kendetegn, og så kan gå ned i lokale supermarkeder og købe de ting, de har brug for. Når de kommer op til kassen, får de scannet deres øjne, computeren finder deres profil i systemet, og pengene trækkes på deres ’nødhjælpskonto’ på en privat blockchain. Ingen kreditkort, ingen mad-vouchers, ingen banker.
Humanitære aktører har tydeligvis vendt sig mod nye og i nogle tilfælde uprøvede tilgange og teknologier, dels på grund af et voksende pres på dem for at gøre mere med færre ressourcer, og dels på grund af et voksende mantra om at branchen må ‘innovere sig selv’ gennem dataficering og digitalisering.
Som en konsekvens har næsten alle humanitære organisationer nu innovations- og teknologiafdelinger, der udelukkende arbejder med at eksperimentere med nye teknologier og innovative tilgange til det humanitære arbejde.
Udfordringen her er, at mange af disse teknologier ender med at have den modsatte effekt af den tiltænkte. I stedet for at sætte folk fri, fungerer de som redskaber til at organisere og styre befolkninger på flugt og i nød. Når migranter i græske flygtningelejre får kreditkort, som udelukkende kan bruges til at skaffe nødhjælp indenfor visse fysiske grænser (altså lejrene), så hjælper man ikke bare flygtningene, men forsøger også effektivt at fastholde dem inden for lejrenes grænser.
Ekstrem ulighed er perfekte forhold for eksperimenter
De eksperimentelle tiltag gælder i virkeligheden ikke kun de humanitære organisationer, men i stigende grad hele udviklingsbranchen.
Private fonde som Bill og Melinda Gates Foundation eksperimenterer med nye teknologier og radikale forandringer når de tester nye toiletter eller kondomer eller forsøger at ændre sociale normer i fattige samfund. Løsninger der kommer fra eksperimenter, som forsøger at reducere en ellers rodet og kompleks verden til simple (gerne matematiske) formler.
Farmaceutiske virksomheder har også for længst flyttet eksperimenter med nye lægemidler til ’emerging markets’, der tilbyder rigeligt med menneskelige forsøgspersoner. På grund af ulige og ubrugelige sundhedssystemer er de villige til at deltage i kliniske forsøg for at nedkæmpe sygdomme, som de ofte ikke har råd til behandling selv.
Disse praksisser er basalt set med til at stabilisere eksperimenter som en hverdagsting, nødvendiggjort af den absurde ulighed, vi kan observere imellem og indenfor lande.
Eksperimenter som politisk praksis
Endeligt ser vi såkaldte randomista-økonomer udføre randomiserede kontrollerede forsøg og lignende metoder hentet fra naturvidenskaberne for at eksperimentere med løsninger på sociale problemer. De er på samme måde som de private fonde drevet af ønsket om at reducere en ellers kompleks virkelighed til tal og formler.
I dag tilhører selve det eksperimentelle altså ikke udelukkende videnskaben, men i stigende grad det politiske liv. Men hvilke konsekvenser har det? For hvem? Og er det umuligt at undgå i fremtiden?
Med ’eksperimenter’ mener jeg ikke lukkede og kontrollerede laboratorieforsøg, men derimod eksperimenter som en politisk praksis, der handler om at navigere i situationer med udtalt usikkerhed og uvidenhed.
Her, på kanten af hvad vi ved og ikke ved, handler hvert politisk træk om at vove sig ud i det ukendte. Der hvor konsekvenser og retninger kan være slørede af forskellige årsager.
Det er vigtigt at forstå, at eksperimenternes politik kun er en tilgang, en metode. Eksperimentelle former for politik repræsenterer også et sæt værdier, om hvordan vi indretter samfundet, og hvem der skal være med til at bestemme retningen for det.
Kosovo, Rwanda og ulighedens politik
Sammensmeltning af værdier og eksperimentel politik gør sig eksempelvis gældende, når økonomer fra Verdensbanken kører randomiserede forsøg for at finde den mest effektive måde til at tvinge udlejere til at betale for vand i Nairobis slumkvarterer.
I sådanne tilfælde kan man ikke isolere det videnskabelige eksperiment, hvor tusindvis af udsatte mennesker får afskåret deres livsvigtige adgang til vand, fra det dybt politiske forhold, at den viden, der produceres nemt kan ende med at legitimere sådanne metoder fremover, og i andre lande og kontekster.
Det samme kunne siges om dybt eksperimentelle politiske tiltag fra dansk side, som eksternaliseringen af asylsystemer til Rwanda eller fængsler til Kosovo. Begge initiativer har en ekstremt høj grad af eksperimentalitet i sig – vi kan ikke fuldt ud gennemskue hvordan det vil kunne fungere og med hvilke konsekvenser, og det betyder med al sandsynlighed at det vil gå ud over nogen. Og det er ikke dem, der laver og udfører politikken.
Problemet med eksperimentel politik, som vi ser det udfolde sig i disse år, er, at det alt for let bliver en eksklusionens eller ulighedens politik.
Åben laboratoriet
I stedet for at være inddragende, deltagende eller inspirere til frigørelse, er det en form for politik, der ofte er med til at opretholde ulige magtforhold, og som er meget tydelig i spørgsmålet, om hvem der skal høres, og hvem der ikke skal høres i jagten på politiske løsninger.
Nogle ville måske mene, at man kan forhindre de ulige virkninger af fremtidens eksperimentelle politik ved at udvise forsigtighed overfor sårbare grupper. Der tror jeg vi må gå mere grundlæggende til værks og i stedet forsøge at omkonfigurere nuværende politiske eksperimentelle praksisser baseret på værdier om demokratisering og inklusion.
Det betyder, at dem der mærker konsekvenserne, også i stigende grad inddrages i de politiske processer, der leder til løsninger.
Vi forstår med al tydelighed i dag, at laboratoriet – det mest klassiske sted, når vi tænker på eksperimenter – ikke er et lukket rum, hvor viden kan isoleres fra samfundet. Tværtimod er det et sted, hvor viden og samfund mødes og samskabes.
På samme måde må politik ikke ses som et isoleret rum, der kun betrædes af politikere. Politik former vores samfund på godt og ondt, og derfor bør alle have mulighed for at træde ind i det rum og påvirke det. Ikke mindst i takt med, at vi træder ind i en fremtid, der i stigende grad er præget af ulighed og uvidenhed, og dermed med sikkerhed sender os ud i mere af eksperimenternes politik.
Adam Moe Fejerskovs bog The Global Lab lanceres 13 oktober på Kunsthal Charlottenborg i København, og du kan tilmelde dig gratis her.
