Colombia har haft en lang og blodig væbnet konflikt – over 60 år med flere end 8 millioner ofre, de fleste internt fordrevne, men også flere hundrede tusinder dræbte og forsvundne. Efter flere års forhandlinger blev der i november 2016 indgået en fredsaftale med den daværende regering under ledelse af Juan Manuel Santos (der modtog Nobels Fredspris) og FARC, den største guerillagruppe i landet.
Men halvandet år efter kom præsident Iván Duque fra det ekstremt højreorienterede parti Centro Demócratico, der i bund og grund var uenig i forhandlingerne med FARC, til magten og store del af den omfattende fredsaftale blev lagt på is. FARC blev afvæbnet og demobiliseret.
Ikke mindre end 13.000 tidligere FARC-guerillasoldater havde lagt våbnene allerede få måneder efter indgåelse af aftalen. Der var også nedsat en fredsdomstol og en sandhedskommission med det formål at få sandheden om de mange overgreb for dagens lys, dømme de skyldige og give ofrene erstatning. På trods af modstand fra Duque-regeringen, der betragtede alle tidligere FARC som forbrydere, som skulle dømmes ved landets almindelige domstole, er der på dette felt gjort betydelige fremskridt.
Gennemførelse af en jordreform var et nøgleelement i fredsaftalen, men blev aldrig iværksat. Samtidig fortsatte de væbnede sammenstød grundet eksistensen af en række andre væbnede grupper, om end mindre intenst end førhen. Ifølge FN er der i de seneste seks år blevet dræbt omkring 350 tidligere FARC-guerillasoldater og 1.200 sociale ledere, herunder ledere af oprindelige folk og menneskerettighedsorganisationer (Indepaz, Instituto de Estudios para el Desarrollo y la Paz, 11 noviembre, 2022). Bag de fortsatte drab ligger ikke mindst jordkonflikter og konflikter relaterede til minedrift og også narkotikaproduktion.
Henimod total fred
Petro taler om ”total fred”, hvormed han mener opfyldelse af den allerede eksisterende fredsaftale i alle dens aspekter med FARC. Derudover er det hensigten at slutte fred med alle stadig eksisterende væbnede grupper. Og der er mange med vidt forskellig baggrund og formål.
Den Nationale Befrielseshær (ELN – Ejército de Liberación Nacional), aktuelt den største guerillagruppe, der har eksisteret i de seneste 60 år, og flere dissidentgrupper fra FARC, der var uenige i fredsaftalen eller gennemførelsen af den. Hertil kommer forskellige paramilitære grupper, som traditionelt er finansieret af større jordejere og forsvarer deres interesser. Og endelig men ikke mindst de mange narkokarteller, som producerer og udsmugler kokain hovedsageligt til USA (ofte via Mexico) og Europa. Man regner med, at Colombia står for op mod to tredjedele af verdens samlede kokainproduktion.
Mange af de nævnte væbnede grupper har i årtier hærget forskellige dele af landet. I det seneste årti har flere og flere af dem skabt et bagland i Venezuela (de to lande har en over 2000 km lang grænse), hvor de har udviklet samarbejde med dele af regimet, der uden tvivl profiterer af kokainhandelen. Langt de fleste væbnede grupper er efterhånden involveret i kokainhandelen som en måde at finansiere deres aktiviteter.
Petro-regeringen har allerede kontakt med ELN med sigte på at genopstarte fredsforhandlingerne, som var blevet afbrudt af den forrige regering. Der er langtfra klart hvad ELN vil stille som krav. Det er nu planlagt at de egentlige forhandlinger med ELN vil starte en af de kommende dage med Norge, Cuba og Venezuela som såkaldte garantilande, der støtter forhandlingerne. Norge var allerede garant for forhandlingerne mellem FARC og regeringen og har en langt og vigtigt engagement for fred i Colombia. Og det er vigtigt at have Venezuela med for at forhindre, at det fortsat fungerer som bagland for flere af de væbnede grupper.
Der har også været kontakt mellem den ny regering og de forskellige FARC dissidentgrupper og med narkokartellerne og de paramilitære grupper.
Det skabes ikke endelig fred fra den ene dag til den anden i Colombia. Det er nødvendigvis en lang og kompleks proces, hvor der er mange og stærke interesser på spil, som det ikke mindst er tilfældet med narkokartellerne, ikke blot i Colombia men også blandt de mexicanske karteller, der ofte står over de colombianske grupper og kontrollerer narkohandelen.
Hertil kommer nødvendigheden af, at den colombianske stat rent faktisk er til stede i de dele af landet, som fortsat er hærget af vold. Mange områder, hvor der i årevis har været voldelige sammenstød, er en slags ingenmandsland, hvor statens tilstedeværelse er meget ringe, og de væbnede grupper er de lokale herrer. Det er et problem, som FN’s Sikkerhedsråd, der hvert kvartal har fredsprocessen i Colombia på dagsordenen, har påpeget gang på gang.
Det er lykkedes Petro at få en rammeaftale godkendt af kongressen med tilslutning fra langt de fleste politiske grupperinger, hvilket afspejler Petros pragmatiske tilgang og søgen efter brede aftaler.
Også på internationalt plan støtter man klart op om ”total fred”. For nylig var det Emmanuel Macron, der under det årlige fredsforum i Paris efter møde med Petro gav udtryk for klar støtte til fredsprocessen og eventuelt vil arrangere en international donorkonference til støtte af fredsprocessen.
Jordreform
Bag de mange års konflikt ligger mere strukturelle årsager, som man ikke løser med et snuptag, herunder ikke mindst den meget ulige jordfordeling. Også derfor er en jordreform det første kapitel i fredsaftalen med FARC, der først og fremmest havde støtte blandt de fattige bønder.
Colombia har den mest ulige fordeling af jorden i regionen. I Colombia kontrollerer én procent af jordejerne 80 procent af al jorden, og en stor del af de fattige bønder har mindre jord (ja, mange er uden jord), end der er afsat til hver ko i det ekstensive kvægbrug.
Det var derfor en stor sejr for den ny regering, da der for nogle uger siden blev indgået en aftale med sammenslutningen af store kvægbrugere om køb af 3 millioner hektar til småbønderne. En af udfordringerne er, hvordan og til hvilken pris denne jord vil blive opkøbt. Men aftalen er en vigtig milesten i den lange vej mod fred. Fra forskellig side har der været kritik af, at man skal betale jordejerne for den jord, som kvægavlerne i mange tilfælde har tilegnet sig på ulovlig vis.
Det er også Petros hensigt at dele af jordfonden skal tildeles kokabønderne, der ofte er blandt de fattigste bønder i afsidesliggende områder af landet. Ifølge fredsaftalen skal disse kokabønder med økonomisk støtte fra staten overgå til lovlige afgrøder, og infrastrukturen skal forbedres, så de nemmere kan afsætte afgrøderne. Den forrige regering har haft en anden tilgang til kokaproduktionen ved med tvang at fjerne kokaplanterne, men det har ikke givet resultater, da kokabønderne ingen alternativer har haft.
Faktisk forholder det sig sådan, at på trods af de mange forsøg på at reducere kokainproduktionen er Colombia fortsat verdens største kokainproducent med cirka to tredjedele af den samlede produktion, der endda har været voksende de senere år. Petro har for nylig fremført, at man skal anlægge en helhedsvinkel på kokainproblematikken, som ikke blot kan anskues ud fra produktion og udbud, men at man nødvendigvis må gøre en indsats for at reducere efterspørgsel og forbrug. Men der er ingen nem løsning på problemet på kort sigt, også fordi der er mange, stærke økonomiske interesser på spil. Og så har han gentagne gange fremført, at man skal afkriminalisere koka og kokain, for på den måde at bekæmpe eller reducere den megen vold relateret til produktion og handel med kokain. En melding, som forventet ikke har fået stor tilslutning internationalt.
Større lighed via skattereform
Social og økonomisk ulighed er udtalt i Colombia. Ifølge OECD er Colombia det mest ulige land i organisationen og sammen med Brasilien det mest ulige i Latinamerika, når man taler om indkomstulighed. Det blev yderligere forværret under Corona.
Det vil Petro gøre op med. Få uger efter han tiltrådte, præsenterede finansminister José Antonio Ocampo et forslag om en progressiv skattereform til kongressen. Efter mange diskussioner og bred konsultation med forskellige interessegrupper vedtog kongressen for nylig en skattereform, der pålægger de højeste indkomster højere skat. Og som søger at bidrage til en mere ligelig fordeling af indkomsterne efter mange års neoliberal økonomisk politik, der har bidraget til den ulige indkomst- og formuefordeling og forringet adgang til uddannelse og sundhed for den fattige del af befolkningen.
Reformen fjerner mange skattefritagelser for de øverste indkomster, indfører skat på store formuer og pålægger skat på de ekstra indkomster især i oliesektoren, som de store prisstigninger har skabt. Hertil kommer en ekstra indsats mod udbredt skattesvindel. Skattereformen vil genere større indtægter, der muliggør flere investeringer i de sociale sektorer.
Reformen har naturligt nok skabt modstand blandt dele af privatsektoren, men det er ikke desto mindre lykkedes regeringen efter lange forhandlinger at opnå bred enighed i kongressen.
På internationalt plan har reformen opnået bred anerkendelse, blandt andet fra nobelprismodtager i økonomi Joseph Stiglitz, der gennem mange år har kritiseret økonomiske reformer af neoliberal karakter, der har skabt større ulighed, ikke mindst i Latinamerika. Og under det nylige årsmøde i IMF blev reformen rost af IMF, der ellers traditionelt har bakket op om den neoliberale økonomiske politik.
Reform af hæren
Hæren har i mange år været overdimensioneret og havde først og fremmest det formål at bekæmpe de forskellige guerillagrupper og kokainproduktion og -eksport. Colombia har i årtier været et yderst militariseret samfund med en hær, der har nydt godt af mange privilegier. Som vel og mærke gennem mange år har været ansvarlige for mange og voldsomme brud på menneskerettighederne uden at blive stillet til ansvar for overgrebene.
Et eksempel er de såkaldte ”falsos positivos”, hvor hæren i en årrække lokkede unge fra slumkvartererne i byerne med tilbud om beskæftigelse, men endte med at dræbe dem og iklæde dem FARC-uniformer for dermed at oppuste antal af dræbte FARC-guerillasoldater. Sandhedskommissionen har skønnet at der var tale om over 4.000 unge, der blev dræbt under disse omstændigheder.
Nu har regeringen taget en række initiativer til reform af hæren. Ledelsen af hæren er blevet udskiftet
. Der er nu lagt op til at man effektivt vil skære forbindelserne mellem hæren og de paramilitære grupper. Man taler om at hæren fremover også skal gøre civil tjeneste og for eksempel bidrage til beskyttelse af naturen.
Politiet vil blive adskilt fra hæren – herunder det berygtede oprørspoliti.
Hertil kommer en række andre temaer, der har figureret højt på Petros dagsorden, herunder ikke mindst miljøspørgsmålet og især beskyttelsen af Amazonområdet, der udgør omkring en tredjedel af Colombia. I mange år har dette område været under stadig angreb af ny minedrift, især guldminer, ekspansion af kvægbruget og ikke mindst soyaproduktion. Der er nu lagt op til en stor indsats for at beskytte Amazonas. Petro har appelleret til udenlandske donorer om at støtte denne proces.
For nylig har Colombia genoptaget normale forbindelser til Venezuela, og Petro har været på besøg i Venezuela, hvor han blandt andet har stillet sig til rådighed som mægler ved genoptagelse af forhandlingerne mellem regeringen og oppositionen, samtidig med at Venezuela er blandt garantilandene i forhandlingerne mellem ELN og den colombianske regering.
Vicepræsident Francia Márquez er afro-colombianer, første gang dette mindretal har adgang til en så vigtig post. Hun bliver nu leder af et nyskabt ligestillingsministerium, der ud over ligestilling mellem kønnene skal promovere de oprindelige folks og afroamerikanernes stilling i samfundet, for eksempel ved at fremme deres rettighed til jord.
Hvad er perspektiverne?
Den ny regering under Petro har taget mange nye initiativer de første måneder – der er tale om et ganske radikalt politisk skift på mange områder. Udfordringer og problemerne i det colombianske samfund er mange, som det naturligvis ikke er muligt at løse fra den ene dag til den anden. De store jordejere og dele af privatsektoren er blandt de mest indædte modstandere af reformerne. Men Petro har fra starten søgt at skabe en bred alliance med politiske partier, blandt andet det liberale parti og også det konservative parti, der som udgangspunkt var modstander af Petros regering. Flere af disse partier har nu medlemmer af regeringen. Og de store reformer, som skattereformen og vejen til total fred, er nu forhandlet med et bredt politisk flertal.
Men Petro har også travlt – for i Colombia sidder en præsident kun fire år ved magten og kan ikke genvælges. Foreløbig står han relativt godt i meningsmålingerne, langt bedre end hans forgænger gjorde på samme tidspunkt. Men der er heller ingen tvivl om at han kan tabe en del af denne opbakning, hvis inflationen fortsætter og priserne på dagligvarer stiger.
Mogens Pedersen er tidligere ambassadør i Bolivia og senest i Colombia.
