Den somaliske diaspora mobiliserer sig på ny for klimakrisens ofre

Det har ikke fyldt meget i vestlige medier, at Afrikas Horn er ramt af den værste tørke i 40 år. 40 år!

Omkring halvdelen af Somalias og Somalilands befolkning har akut behov for fødevarehjælp, og selvom der er mad at købe på de lokale markeder, er priserne på korn og madolie steget så kraftigt efter Ruslands invasion af Ukraine, at mange simpelthen ikke længere har råd til at brødføde sig selv og deres familier.

Dertil kommer klimaforandringer, der ligger til grund for, at de sidste fire regnsæsoner har været komplet fejlslagne. Konsekvenserne heraf er kun blevet forstærket af den globale pandemi, som i høj grad har fået donorlandene til at fokusere på nationale bekymringer i stedet for at tænke solidarisk og globalt.

I mellemtiden er mindst en million mennesker blevet internt fordrevne i Somalia, og ifølge UNICEF kan det forventes at 500.000 børn risikerer at dø indenfor den første halvdel af 2023, hvis der ikke ydes en kæmpe indsats.

Men selvom vestlige medier ikke ligefrem har været på overarbejde for at dække katastrofen, så står det anderledes til i det dansk-somaliske diasporamiljø. Her oplever man dagligt at modtage desperate meldinger fra familiemedlemmer med et håb om “at gøre noget”, nu når endnu en katastrofe rammer, selvom de fleste knap nok har rejst sig fra den forrige.

Fire dansk-somaliske diaspora-organisationer er nu gået sammen om et fundraising-event, der skal sætte fokus på klimaforandringernes ofre på Afrikas Horn. Det foregår lørdag 3. december fra kl. 14 i Nørrebrohallen i København. Organisationerne arbejder alle med direkte udviklingsarbejde i Somalia og Somaliland, og de har alle oplevet en intensivering i behovet for akut hjælp.

Det er især “de tre C’er”, Conflict, Climate, Covid, der tilsammen udgør en trussel. Klimaforandringerne skaber lokale konflikter over de ressourcer, der løbende bliver færre af. Det er især tydeligt i Somaliland. Landbrugsproduktionen er nærmest gået i stå på grund af manglende regn. Og da en stor brand tidligere på året brændte, Waheen-madmarked med 2000 stande ned til grunden, blev udbuddet yderligere begrænset.

I Somalia og Somaliland ser man mod diasporaen i den vestlige verden for at få hjælp. Og det er ikke en dårlig strategi. I diasporamiljøerne har der nemlig længe været stærke traditioner for at bidrage økonomisk, når behovet opstår. Man trækker simpelthen på de emotionelle forbindelser, og følelsesmæssige bånd, der opstår og forstærkes under rejser, og som vedligeholdes ved hjælp af digitale værktøjer som WhatsApp.

Forbedring af teknologiske løsninger kombineret med en tørke, som den unge diasporageneration ikke har set mage i deres levetid har bidraget til, at vi i øjeblikket ser diasporaen i Danmark og andre steder mobilisere sig. Mobiliseringen bliver især også frembragt af en stigende bevidsthed omkring klimaforandringernes alvor. Den alvor mærker man især i diasporamiljøet. Konsekvenser tikker bogstavelig talt direkte ind på telefonen fra venner og familier.

Et strålende eksempel på, hvordan diasporaen mobiliserer sig, ser vi når man lykkes med at stable et fundraising-event på benene. Her ser man virkelig diasporaen tage ansvar og vise handlekraft. Og det er vigtigt, for diasporaen har en helt anden adgang til at levere et øjeblikkeligt og ubureaukratisk respons, end den vi ser i de klassiske nødhjælps- og udviklingsorganisationer.

Der er behov for en akut og vedvarende reaktion, og netop det kan diasporaen levere via pengeoverførsler. De kan også bidrage med stor lokalkendskab, som er vigtig til etablering af længerevarende udviklingsprojekter. Og vigtigst af alt har diasporaen en stor vedholdenhed. Diasporaen står til rådighed på en anden og mere familiær måde end de klassiske nødhjælpsorganisationer, og de forsvinder ikke så snart en ny funding-mulighed viser sig, eller en ny katastrofe skal promoveres et nyt sted i verden.

Det bringer os til kernen af det hele: Der er behov for international solidaritet.