I denne artikel kommer du til at lære et nyt ord: Hibakusha. Det er oprindeligt japansk og dækker over personer, der blev påvirket af en bombe – en atombombe. Altså en af de to atombomber, som USA smed over de to japanske storbyer, Hiroshima og Nagasaki, i slutningen af anden verdenskrig.
De to bomber udgør det, verden indtil videre har oplevet af ’atomkrig’. Men den amerikanske forsker Roberts Jacobs argumenterer for, at der i virkeligheden også udspillede sig en mere stille atomkrig under hele den kolde krig fra slutningen af Anden Verdenskrig i 1945 til Berlinmurens fald i 1989.
Det var ikke en krig i gængs forstand, men derimod de mange prøvesprængninger af atombomber, som de fem gamle atommagter, USA, Sovjetunionen, Frankrig, Storbritannien og Kina udførte i de næsten 45 år, den kolde krig stod på.
Der blev udført omkring 2.000 atomprøvesprængninger. USA topper listen med flere end 1.000, mens Sovjetunionen foretog godt 700, Frankrig godt 200 og Storbritannien og Kina hver knap 50.
”Statistisk set blev der sprængt en atombombe omkring hver 8. dag fra 1950 og frem til den kolde krigs afslutning,” fortæller Robert Jacobs da Globalnyt møder ham i København.
Han er professor ved Hiroshima Peace Institute, som er en del af universitetet i Hiroshima. Han har i årtier beskæftiget sig med konsekvenserne af prøvesprængninger af kernevåben.
Samlet set er millioner blevet berørt at atomprøvesprængninger, og dem betragter han som globale hibakusha. Det er også titlen på en bog, som han udgav i 2022.
Nedfaldet er et våben i sig selv
Under den kolde krig var Sovjetunionen og USA hele tiden på vagt overfor hinanden, og lagde derfor planer for en eventuel kommende storkrig.
”Kernevåbnene skulle rettes mod modpartens våben for at sætte dem ud af spillet. Det var planen. Men efter at eksplosionerne havde ødelagt modpartens våben, ville nedfaldet dræbe befolkningen. Det var også med i planen. Så nedfald har altid været et centralt aspekt i brugen af disse våben.”
”Men når nedfaldsskyerne fra prøvesprængningerne omsluttede folk, blev det ikke betragtet som et angreb, for det var jo ikke en krigshandling. Men jeg betragter det som et angreb, for det bruger den ene del af våbnenes virkning nøjagtig som det var planlagt til brug under en krig, og det udsatte mennesker for stråling. Hvis man tæller alle de mennesker sammen, så handler det om millioner over hele verden. Det er derfor, jeg argumenterer for, at den kolde krig var en begrænset atomkrig mod afgrænsede befolkninger.”
”Det var en atomkrig mod befolkningerne på blandt andet Marshalløerne, i Kasakhstan og i Fransk Polynesien.”
Prøvesprængningerne blev forlagt til områder, hvor der ikke var så mange mennesker. Og de mennesker, som var der, havde ikke noget særligt at skulle have sagt. Det var for eksempel oprindelige folk i kolonier og marginaliserede i udkanten af landene.
Storbritannien begyndte med at teste sine kernevåben i Australien. Men da briterne ville teste en brintbombe – som meget kort fortalt er en meget kraftig atombombe – blev det for meget for australierne, og de bad regeringen i London om at finde et andet sted.
Det andet sted blev det, der i dag er stillehavsnationen Kiribati. Befolkningen i Kiribati havde ikke samme mulighed for at sige fra som australierne, så her var der ingen problemer for briterne. Senere brugte USA også Kiribati til nogle af sine prøvesprængninger.
USA begyndte sine prøvesprængninger i ørkenen i Nevada i den vestlige del af USA, og det var her langt de fleste prøvesprængninger blev foretaget. Men de kraftigste blev foretaget i Stillehavet – på Kiribati og Marshall-øerne, forklarer Jacobs. Ligesom briterne foretog amerikanerne sine brintbombe-afprøvninger på øerne i Stillehavet. Det betyder at det meste af nedfaldet fra brintbomberne faldt i stillehavsregionen.
Fra 1963 foregik alle de amerikanske prøvesprængninger under jorden, mens Frankrig og Sovjetunionen fortsatte med prøvesprængninger i atmosfæren indtil 1980.
Frankrig testede i Algeriet og Fransk Polynesien. Kina foretog sine prøvesprængninger i landets vestlige del, som er beboet af den muslimske uigur-befolkning. Sovjetunionen testede primært i Kasakhstan, men udførte dog sine afprøvninger af brintbomber i landets arktiske egne.
Radioaktive partikler i maden
”Nedfaldet fra prøvesprængningerne havde store konsekvenser. Mange blev syge, mange blev fordrevet, og mange kan stadig ikke bo i det, der engang var deres hjem, fordi det er for forurenet. Andre bor i stærkt forurenede områder,” lyder det fra Robert Jacobs.
Atom-forureningen er i sig selv usynlig, men Marshalløerne har en meget konkret og synlig påmindelse om den. Det er en stor betonbeholder på øen Runit, som indeholder efterladenskaberne fra nogle af de 67 prøvesprængninger, som USA foretog på øerne. Beholderen har dog ikke været videre effektiv, for det meste af indholdet er angiveligt sivet ud i havet.
De helbredsmæssige konsekvenser er blandt andet forskellige former for kræft, hjertesygdomme og forstyrrelser af immunsystemet. Men at trække en direkte linje mellem atomprøvesprængningerne og sygdommene er svært, siger Robert Jacobs.
”Vores model for at måle skade fra stråling stammer fra undersøgelser i Hiroshima og Nagasaki, og de ser kun på ekstern eksponering for stråling. Undersøgelserne så på mennesker, der fik et kæmpe dosis stråling på én gang. Men modellen siger ikke noget om, hvad det betyder at spise grøntsager, fisk og frugter, som indeholder radioaktive partikler. Og det er sådan, de berørte bliver eksponeret i dag.”
”Det er jo nemt at sige til folk, at deres sygdomme nok skyldes deres livsstil, men svært for dem at bevise, at det skyldes små partikler, som de har fået ind med maden.”
Der bliver ikke gjort ret meget for at hjælpe de berørte, mener han.
Frankrig har et program til at kompensere folk, der har været udsat for stråling i forbindelse med prøvesprængningerne. Men ifølge Jacobs er langt de fleste af midlerne gået til franske soldater, der deltog i prøvesprængningerne.
USA har betalt en vis kompensation til Marshalløerne, men ifølge Jacobs er det ikke meget, som er nået ud til de egentligt berørte. Amerikanerne anser problemet for løst, men Marshalløernes regering forsøger fortsat at få USA til at betale mere i kompensation.
Der er også mere kuriøse konsekvenser af den atomare forurening, som er blevet spredt i vores omgivelser siden Anden Verdenskrig. For eksempel kan man bruge det til at opdage forfalskede malerier. For hvis der eksempelvis dukker et van Gogh-maleri op, som man ikke er sikker på ægtheden af, så kan man undersøge, om der er spor af stråling i lærredets fibre. Er der det, så betyder det, at maleriet er fremstillet efter 1945 og dermed er en forfalskning.
Lemfældig omgang med atomvåben
”Siden 1945 har vi har en lemfældig omgang med atomvåben, bare ikke direkte mod mennesker, men det er nogle steder frygteligt forurenet. Og det har også spredt forurening over hele verden,” siger Robert Jacos hen mod slutningen af vores samtale, der foregår på Dansk Institut for International Studier, hvor han samme dag giver et oplæg om sin forskning.
”Det er vigtigt for folk at forstå, at vores test af atomvåben udsatte millioner af mennesker for stråling og forårsagede alle mulige former for sygdom og tidlig dødelighed hos mange mennesker i mange dele af verden.”
”Noget af det, som nok vil overraske folk er, at så mange mennesker blev udsat for stråling uden at de fik det at vide. Jeg synes, det er chokerende, at folk blev behandlet på den måde og bare overladt til sig selv, og at landene som stod for atomprøvesprængningerne grundlæggende ikke påtager sig noget reelt ansvar for den skade, de har forårsaget.”
