Ole Therkildsen er emeritusforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i bæredygtig udvikling og regeringsførelse. Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Klimakrisen er reel og truer mennesker, levevilkår og natur over hele verden. For at holde den globale temperaturændring under 1,5 eller 2 grader skal udslip af drivhusgasser reduceres drastisk – og hurtigt.
”Muligheden for at sikre en leveværdig og bæredygtig fremtid for alle svinder hurtigt,” som FN’s klimapanel, Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), konkluderer krystalklart i sin nyeste synteserapport fra marts 2023.
Fattige landes situation er dog helt anderledes end rige landes. Vi er nemlig ikke i samme båd, som generalsekretæren ellers ynder at sige.
Global opvarmning skyldes rige landes udledning. Fattigere lande bidrager stort set ikke til den. Kun 0,4 procent af det årlige globale CO2-udslip kommer fra lavindkomstlandene. Lavere mellem-indkomstlandene står for i alt 13 procent. Til gengæld bor næsten halvdelen af verdens samlede befolkning i de lande.
Derimod vil den globale opvarmning ramme levevilkår i fattige lande særligt hårdt. Deres befolkninger mangler også desperat adgang til mere energi for at reducere fattigdom og skabe udvikling (uddannelse, jobs, sundhed, osv.). Fattige landes strategier og energisystemer skal derfor tilpasses både den globale opvarmning og egne udviklingsmål.
Denne argumentation er en stor interdisciplinær gruppe af hovedsageligt afrikanske forskere enige om. De konkluderede for nylig, at grøn energi vil dominere i Afrika på længere sigt, men at vejene dertil er uvisse og forskellige fra land til land. Forskellene i landenes udgangspunkter og udviklingsmål er store.
Hvilken blanding af vedvarende og fossil energi, som på længere sigt bedst fører til bæredygtig udvikling for det enkelte land, er ofte et meget usikkert spørgsmål. Men ét er sikkert: ”One size does not fit all.”
Derfor er den ophedede diskussion i rige lande for eller imod fossilt brændsel i fattige lande forfejlet. De bør forme egne energigrønne strategier baseret på kontekst-specifik relevant evidens (hvis den findes) for at nå verdensmålene.
Men de kendsgerninger fejes ofte under gulvtæppet i det globale Nord, som prioriteter kampen mod global opvarmning højest. I årtier har rige lande også domineret fattige landes energivalg – senest med et forøget pres for en hurtig grøn omstilling.
For eksempel har Danmark (med støtte fra flere hjemlige NGO’er) og en række andre rige lande stoppet finansiering af fossil energi i ’udlandet’. Politikken er desværre, som jeg tidligere har argumenteret for, et eklatant eksempel på grøn kolonialisme pakket ind i hykleri og gode hensigter.
To autoritative stemmer
Men hvad siger IPCC om ’one size fits all´ og om, at ´vi er alle i samme båd´? Panelet opfattes af mange som en autoritativ og normsættende kilde til viden om klodens klima og om tiltag for at begrænse global opvarmning.
Svaret har jeg søgt i IPCCs seneste rapporter, der afslutter flere års arbejde. De opsummerer, hvad panelet nu ved om global opvarmning, hvad der bør gøres for at stoppe den og afbøde dens virkninger, og om hvorvidt både klima- og udviklingsmål kan opfyldes. Jeg har nærlæst synteserapportens 36 sider for beslutningstagere. Den sammenfatter hovedkonklusionerne i den 2000 sider lange rapport fra arbejdsgruppe #3, som jeg har nærlæst dele af.
Hvad António Guterres, FNs generalsekretær, mener om bekæmpelse af global opvarmning baseret på disse IPCC rapporter, har jeg også læst. Som talsperson for verdens lande er han en indflydelsesrig stemme i klimadebatterne, og i anledning af tidligere IPCC-publikationer har han blandt andet sagt, at de var ”skammelige”, og at politiske ledere løj.
Min læsning fokuserer på to spørgsmål, der tager udgangspunkt i den kendsgerning, at fattige lande bidrager meget lidt til den globale opvarmning og har stort behov for at bruge mere energi for at udrydde fattigdom og forbedre levevilkår: Hvad siger Guterres og IPCC om fattige landes rolle(r) i bekæmpelse af global opvarmning? Hvordan afvejes disse landes indsats for at reducere udslip af drivhusgasser overfor opnåelse af de andre Verdensmål?
Nærlæsningen viser, at Guterres og IPCC er enige om, at klimakrisen er reel og truer mennesker, levevilkår og natur over hele verden. Men en samlet læsning af IPCC-rapporterne giver ikke belæg for Guterres budskab om, at vi alle er i samme båd, og at ’one size fits all.’
IPCC’s argumenter mod disse påstande fremgår dog ikke klart og konsistent af synteserapporten for beslutningstagere. De er godt gemt væk i IPCC’s lange rapport – men de er der.
Fattige landes rolle i klimakampen
Ifølge Guterres er den nye IPCC-rapport ”et rungende råb om at sætte gang i en massiv klimaindsats i alle lande, i enhver sektor og over enhver tidshorisont.”
Hans musketér-ed for klimaet er: Alle for en; en for alle. Hvert kilo CO2-udslip tæller. Det samme slås fast i nogle steder i IPCCs lange synteserapport og af en dansk forsker tilknyttet IPCC: Menneskeheden er i samme båd, og vi må alle yde en massiv indsats, ellers synker vi allesammen. (I parentes bemærket er udsagnet naturvidenskabeligt korrekt, men ét ekstra kilo CO2 vil forbedre den fattiges levevilkår langt mere end mit og dit, kære læser).
Guterres siger ligeledes, at klimaindsatsen ”må startes ved, at alle involverede parter øjeblikkeligt trykker på ’fast-forward’ knappen … for at nå dette mål inden 2050, i overensstemmelse med princippet om fælles men differentieret ansvar og kapaciteter som følge af forskellige nationale omstændigheder.” Dette følger logisk af generalsekretærens første udsagn: Da vi alle er i samme båd, må også fattige lande lægge sig i selen for at begrænse deres CO2-udslip med de midler, de nu engang har.
Det bemærkelsesværdige er, at hverken Guterres udtalelser – eller ”Hovedoverskrifterne” i IPCC’s synteserapport – indeholder eksplicitte vurderinger af fattige landes situation overhovedet. Der tænkes udelukkende generelt og globalt.
IPCC’s lange synteserapport advarer dog også om, at selv om der på globalt plan er mange muligheder for at reducere udslip, så kan potentialerne og omkostningerne i ”specifikke sammenhænge og regioner afvige meget fra de anførte estimater.” Oversat til klart dansk: selvom prisfaldet på elektricitet fra sol og vind generelt er stort – og mange steder er den billigste løsning – er der også mange undtagelser.
Derfor tilføjer IPCC, at ”øget finansiel støtte fra udviklede lande og andre kilder til udviklingslandene er en kritisk faktor for at fremme udledningsreduktion og klimatilpasning og adressere uligheder i adgangen til finansiering, inklusive dets omkostninger og betingelser.” Denne forudsætning bygger desværre på kviksand. Rige lande svigter igen og igen højtidelige løfter om at give klimapenge til fattige lande.
Man skal væk fra hovedoverskrifterne og om på side 86 i den lange IPCC-rapport for at finde mere nuancerede (om end indirekte) vurderinger af fattige landes situation og muligheder.
”Målet om global nul-udledning af… drivhusgasser kan opnås, selv hvis nogle sektorer og regioner forbliver netto-udledere, forudsat at andre [sektorer og regioner] opnår nul-udledninger af drivhusgasser.”
Det betyder på menneskesprog, at det globale mål om nul-udslip for alle lande altså ikke gælder fattige lande – forudsat at rigere lande overholder deres forpligtigelser. Desværre er dette vigtige budskab godt gemt væk i IPCCs lange rapport.
Klimaopvarmning vs. Verdensmål
Guterres er i sin udtalelse fuldkommen fokuseret på klimaopvarmning og skriver intet om hverken udvikling/verdensmål eller bekæmpelse af fattigdom. De emner bliver til gengæld hyppigt nævnt i synteserapporten:
”Hurtigere og retfærdig handling på udledningsreduktion og tilpasning er kritisk for bæredygtig udvikling … Disse tiltag har flere synergier end kompromisser (’trade-offs’ i rapporten, red.) med Verdensmålene. Synergier og kompromisser afhænger af kontekst og implementeringsskala.”
IPCC-rapportens mere detaljerede forklaringer af disse dilemmaer forfalder dog til tungt formulerede og kryptiske rundgange:
”Kompromisser kan evalueres og minimeres ved at fremme kapacitetsopbygning, finansiering, regeringsførelse, teknologioverførsel, investeringer, udvikling, kontekst-specifik kønsbalance og andre overvejelser om social retfærdighed med meningsfuld deltagelse af indfødte folk, lokalsamfund og sårbare befolkninger.”
Ja, tak. Hvem kan være uenige i det? Forfatterne tilføjer da også, at der er ”høj sikkerhed” for dette tågede udsagn. Igen skal man langt ind i IPCC-rapporterne, før et andet budskab toner frem:
”Konteksten for klimahandling må være bæredygtig udvikling, lighed og udryddelse af fattigdom… Hensyn til reduktion af drivhusgas og til udvikling må integreres… men der er store uenigheder om, hvad denne balance indebærer i praksis, hvordan trivsel måles, hvilke mål der skal sættes, og de tiltag der skal bruges for at nå målene… Dertil kommer, at lande er enormt forskellige med hensyn til udviklingssituationer – et forhold, som påvirker deres kapaciteter, målsætninger, prioriteter og tilgange til at opnå bæredygtighed.”
IPCC’s udsagn om, at der er flere synergier end kompromisser i afvejningen af klimatiltag mod andre Verdensmål, er altså varm luft ifølge IPCC selv. Påstanden gælder (måske) på et abstrakt globalt niveau, men en konkret afvejning giver mest mening på nationalt niveau, fordi udfaldet af afvejningen netop afhænger af den konkrete kontekst.
Heldigvis er der blandt citaterne én god og klar nyhed: ”Udryddelse af ekstrem fattigdom, energifattigdom og opnåelse af værdige levestandarder i lande/regioner med lave udslip, der søger at opnå verdensmålene, kan opnås på kort sigt uden en signifikant vækst i de globale udslip.”
IPCC-rapporterne: En gør-det-selv-manual?
Guterres er ikke i tvivl: ”Dagens IPCC-rapport er en gør-det-selv-manual for at afmontere klima-tidsbomben.”
I min læsning af IPCC-rapporterne er der ringe belæg for denne påstand. Formuleringerne i synteserapporten er overordnede og konsensus-prægede. Fattige landes særlige situation fortaber sig i generaliseringer. Vigtige løsningsforslag skal der ledes godt og grundigt efter i IPCC’s lange rapport – men også disse er for skematiske.
At føre IPCC’s anvisninger ud i livet i et fattigt land kræver derfor mere tillid til regeringers og befolkningers kapaciteter, politiske muligheder og improvisationer, end selv IKEA har til sine kunders snedkerevner. Derfor tager Guterres grundigt fejl.
For rapporterne bærer tydeligt præg af, at mange af verdens regeringer – flere påvirket af kød-, kul- og andre lobbyinteresser – har kigget forfatterne til rapporterne over skuldrene. Det har heller ikke gjort formuleringerne klarere, at rapporterne er skrevet af tilsammen 780 forfattere, som skulle tage stilling til 198.000 kommentarer på tidligere udkast, og som indeholder 60.000 citater. Indsatsen er imponerende, men som de mange citater her gerne skulle vise, har arbejdet også ført til, at rapporterne er fyldt med generelle anvisninger og opremsninger af de (ofte) mange faktorer, der kan tænkes at have indflydelse på reduktionsmål eller klimatilpasning. Mange kokke fordærver maden, også i IPCC.
Dertil kommer, at der gennem hele den 2000 sider lange rapport gøres opmærksom på vigtige problemer, vi endnu ikke ved nok om. Mange kapitler afsluttes for eksempel med et afsnit om ’Knowledge gaps’.
Alligevel er IPCC’s globale budskab temmelig klart: Vedvarende økonomisk vækst er mulig (også i rige lande), men det er bydende nødvendigt med en transformation til grøn kapitalisme. Revolutionære omvæltninger og nulvækst er ikke på menuen. ”Transformation” – et nøglebegreb i rapporterne – lyder mere spiseligt, selv om IPCC gør det klart, at meget store ændringer i befolkningers levevis, regeringsførelse og energipolitikker er nødvendige, hvis den globale opvarmning skal holdes under 1,5/2 grader.
Men hvordan transformationerne helt konkret skal ske i de enkelte lande, giver IPCC rapporterne ikke noget klart svar på. Med de enorme uligheder og forskelle i kontekst mellem rige og fattige lande (og grupper) er dette også umuligt.
Guterres tager derfor fejl: Nærlæsning af IPCC-rapporterne viser, at der ikke er belæg for klimatiltag baseret på ”one size fits all” for rige og fattige lande. Vi er netop ikke i samme båd. At denne centrale erkendelse gælder på tværs af sektorer og lande har folk i udviklingsbranchen lært alt for langsomt. Det har klimaaktivister og regeringer – især i rige vestlige lande – desværre ikke. Den danske regering er ovenikøbet foregangsland i denne fejltagelse.
At bruge mange penge – egne eller bistand – på at begrænse fattige landes CO2-udslip blot for at begrænse global opvarmning giver ikke meget mening, hverken for dem selv eller for den globale opvarmning. Penge (og mange af dem) til klimatilpasning og udvikling er, hvad fattige lande har desperat brug for.
