Trine Pertou Mach er medlem af Folketinget og udenrigs- og udviklingsordfører for Enhedslisten
Ruslands fuldskala-invasion af Ukraine har radikalt forandret trusselsbilledet og betingelserne for politik og politiske institutioner i Europa. Alene af den grund var der behov for at genbesøge den strategi, som den socialdemokratiske et-parti-regering lancerede i starten af 2022.
Men det globale perspektiv tilsiger også en nytænkning, der bygger på en klarere politisk erkendelse af, at stregerne på den internationale politiske spilleplade er ved at blive forandret. USA’s hegemoni er under nedbrydning og vesten kan ikke længere agere, som om man er er den eneste sherif i byen. Det er ikke en normativ betragtning, men en virkelighed man nødvendigvis må forholde sig til.
Hvad der er på vej, er endnu ikke til at konkludere på. Det er ikke en tilbagevenden til den bipolare verdensorden, som vi kender det fra den kolde krig og endnu ikke en egentlig multipolær verdensorden, hvor flere stormagter afbalancerer hinanden; dertil er USA’s indflydelse stadig for stor. Men bevægelsen er klar i retning af sidstnævnte.
Regeringens udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi 2023 har både lyspunkter og bekymringspunkter. Men diskussionen af strategien bør starte et andet sted.
Nemlig ved spørgsmålet om – eller svaret på – hvad Danmarks udenrigspolitiske mål er, og hvad man gerne vil opnå.
I virkeligheden er det et naturligt sted at starte, når man laver en strategi; det giver langtidsholdbare anvisninger til retning og valg undervejs og til, hvordan man opnår sine mål. Regeringens politiske mål med udenrigspolitikken fortaber sig lidt. Og derfor kan der også læses ret forskellige prioriteter ind i dokumentet.
Vi skal navigere efter politiske mål
Jeg har respekt for Lars Løkke Rasmussens (M) ambition om at tage udgangspunkt i verden, som den er, og ikke som vi/man ønsker, den skal være. Det er på sin vis en både ret banal og en ret central ambition.
Men lige så vigtigt er det jo, at politik gør mere end at konstatere verden. Politik er, med den tidligere svenske statsminister Olof Palmes ord, at ville. Politik er at forandre eller som minimum have viljen til at forandre. Det er formentlig de færreste, der er gået ind i politik for at konstatere verden.
Så mens udenrigspolitikken klogeligt skal tage udgangspunkt i, hvordan virkelighedens verden er, så skal politikken formes til at arbejde for udvikling i retning af, den verden, vi ønsker.
Når strategien indledningsvist konstaterer det rimeligt åbenlyse, at ”vi må forholde os til verden, som den faktisk er: Usikker, uforudsigelig og kompliceret. Til tider brutal”. Og når den konstaterer, at Ukraine-krigen har ændret sikkerhedspolitikkens spilleplade. At den globale strategiske konkurrence er skærpet, At klimakrisen er dette århundredes største udfordring, og kort berører global fattigdom (men ikke ulighed). Ja så rejser det jo det mere grundlæggende spørgsmål – hvad vil man gøre ved det. Hvad er så de udenrigspolitiske mål?
Her savnes der simpelthen strategiske mål for den udenrigspolitiske ageren. Mål, der flugter med vores værdier og interesser. Hvis ellers målene er bredt forankret politisk, kan det sikre en langsigtet stabil udenrigspolitisk kurs. Ikke en dårlig ting at stræbe efter.
Mine bud på politiske mål med potentiale til at favne bredt politisk, vil være:
Forsvar for og styrkelse af folkeretten, FN og internationale institutioner: Den FN-forankrede regelbaserede verdensorden, international ret og internationale institutioner er under pres med Ruslands angreb på Ukraine. Den har længe været udfordret men ikke desto mindre været den herskende. Når konstateringen er, at verden bevæger sig i retning af noget multipolært med flere stormagter, hver med stærke interesser i større indflydelse (og modvilje mod vestlig/amerikansk dominans) – så er et mål om at sikre en global overligger, eller ramme, af folkeret, multilateralisme, international ret og institutioner, centralt.
Beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og demokrati: FN’s menneskerettighedserklæring har 75 års jubilæum i år. En erklæring, der blev til på et mørkt og brutalt bagtæppe af verdenskrige, krigsforbrydelser, holocaust og millioner af tabte menneskeliv. Menneskerettighedserklæringen er i min bog noget af det fineste og mest afgørende, der politisk er frembragt. Der er er en uomgængelig pligt og fordring at fastholde dens universalitet, dens styrke for menneskeheden. For uden rettigheder, ingen frihed, ingen værdige liv, intet bolværk mod barbari.
Fred og afspænding: En verden uden krige har lange udsigter og måske et meget idealistisk mål. Men et mål må det være, så der politisk også stræbes efter forebyggelse af konflikter, gensidig sikkerhed og en sikkerhedspolitik, der er mere end forsvarspolitik.
Imødegå klimakrisen: Bortset fra et atomragnarok er klimakrisen i dag den største trussel mod menneskeheden. Vores velfærd, for nu at bruge et ord der er genkendeligt for embedsfolk og politikere, afhænger af vores evne til at holde de globale temperaturstigninger nede og vende katastrofekursen.
Opgør med ekstrem fattigdom og ulighed og virkeliggørelse af FN’s verdensmål: Verdens ressourcer er ekstremt ulige fordelt, både mellem lande og internt i lande. Hvis alle mennesker skal være frie, skal der gøres op med den ekstreme fattigdom og FN’s verdensmål realiseres.
Fri udveksling af varer, tjenester og viden, med respekt for nationale særinteresser og bæredygtighed: Danmark er som en lille økonomi dybt afhængig af international handel og det er i vores interesse at sikre åben og fair handel mellem lande. Men vi skal også være åbne over for at lande for at udvikle sig, kan føre politik, der i perioder beskytter deres hjemmemarkeder. Og med erkendelse af de planetære grænser, skal klima- og naturbeskyttelse indtænkes i handelspolitikken.
Med ovenstående mål havde Danmark eksempelvis ikke gået med USA i en ulovlig angrebskrig i Irak eller finansieret modtagelse af ukrainske flygtninge med udviklingsbistanden. Og man havde for længst fundet additionelle midler til klimafinansiering.
En verden i forandring
Der har været sagt længe, at de tektoniske plader forskubber sig i internationale forhold. Men nu er revnerne blevet så store, at det ikke længere er politisk muligt at styre uden om dem. Det globale Syd udfordrer Vestens dominans igennem blandt andet BRIKS, der ikke er en formel organisation men et formaliseret samarbejde mellem Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika. Samarbejdet er ved etablere parallelle økonomiske institutioner til IMF og Verdensbanken, etablere et internationalt intrabank-system som SWIFT og udfordrer dollaren som den globale valuta, muligvis ved at etablere en egentlig BRIKS valutakurv, der kan afløse dollaren i internationale transaktioner. Samtidig er BRIKS-landene ved at udvide samarbejdet til en lang række store økonomier i det globale Syd, og flere lande har anmodet om at være en del af BRIKS-samarbejdet.
I det lys er der en stigende konkurrence mellem Vesten ( i mangel af bedre term) og det globale Syd, anført af Kina og Indien i BRIKS. I denne globale konkurrence er en stor gruppe lande, hvis eliter har interesser i begge lejre eller et ønske om at balancere Vesten i forhold til Kina/BRIKS.
Det betyder også, at man fra vestlig side ikke længere kan agere over for politiske ledere, som man tidligere har gjort og strategiens pejlemærke om øget ligeværdig dialog og partnerskaber med lande overalt på kloden skal også læses på denne baggrund. At den pragmatiske idealisme ikke bare handler om at skabe adgang for mere dansk eksport men også, at Danmark, med vores lange historik som donorland, skal ud og vinde hearts and minds blandt landene i det globale Syd for at holde dem på det vestlige hold.
Det er her, ovenstående politiske mål kommer ind; de bygger på værdier, der kan favne bredt og på tværs af kontinenter. De ligeværdige partnerskaber skal i sig selv bidrage til at forandre verden og flytte den et bedre sted hen for klodens milliarder af mennesker. Så målene er afgørende, når der skal leveres på de ligeværdige partnerskaber – hvis de skal fremme ligeværd.
Lad mig til sidst derfor komme med et par opfordringer, der med afsæt i verden, som den er, også vil bringe den et bedre sted hen. For vores egen skyld og for den globale sikkerheds og retfærdigheds skyld:
Der kan nævnes en lang række, så lad disse tjene til inspiration og en begyndelse. Det centrale er at ville forandre og bidrage til, at verden bliver et bedre sted, med mindre usikkerhed og mindre brutalitet, og med mere sikkerhed, bæredygtighed og retfærdighed.
Der er faktisk en konkret ambition i strategien: At ’gentænke den internationale finansielle arkitektur, når det gælder de multilaterale udviklingsbanker med videre, så den også i fremtiden kan bidrage til at håndtere klimakrisen, gældskrisen og de globale fattigdomsproblemer’. Det har reelt potentiale til at rykke ved store uligheder.
Videre i det spor skal der ses på, hvem der egentlig er involverede, når der træffes beslutninger med betydning for millioner af mennesker i det globale syd. Hvem er med til at træffe beslutningerne? Hvor ligger magten?
Når det gælder det vigtige arbejde med internationale skatteregler, bør det være dansk politik, at de internationale regler støtter udviklingslandenes ressourcemobilisering, og at arbejdet omkring internationale skatteregler forankres i FN-regi, så udviklingslandene er med ved bordet. Det ligger også i en resolution fra FN sidste år.
Endelig, med afsæt i konstateringen af klimakrisen som dette århundredes største krise, bør det være en utvetydig målsætning at levere den klimafinansiering, vi er forpligtede til. Og at sikre, at fonden for Loss and Damage realiseres og fyldes op.
Det vil vise det globale Syd, at vi mener det med ligeværdighed, at princippet har konsekvenser i forhold til den politiske og økonomiske magt i den virkelige verden, der lige nu har kurs mod klimakatastrofe, konflikt og ustabilitet.