”Vi var ligesom The Beatles.”
Sådan lyder multikunstneren Rubén Blades’ egne ord om 1970’erne, hvor hans salsaorkester slog igennem. Den 74-årige musiker tilskrives at have reformeret salsa fra udelukkende at handle om eskapisme til at kombinere hoftevuggende rytmer med politisk orienteret indhold.
Han er stadig aktivt turnerende med sin fusion af den mellemamerikanske nueva canción og cubansk nueva trova tilsat latin-jazz og hans helt eget salsakrydderi.
”Han er et helt indlysende samlingspunkt,” siger Fernando Massina, der er dansk bosat argentiner og medskaber af musikfestivalen Sonamos Latinoamérica.
Latinamerikansk filmfestival 2023
Cinemateket slår dørene op for 10. udgave af Latinamerikanske filmfestival. Festivalen kører fra 1. til 30. juni, og arrangørerne lover sang, dans, litteratur, debat, fotoforedrag – og ikke mindst de traditionsrige receptioner med drinks eller et godt glas vin.
Mange af filmene ledsages af forskellige typer arrangementer – debatter, receptioner og introduktioner fra instruktører eller kendere af kultur, politik, historie og tendenser i de latinamerikanske lande.
Festivalen er skabt af Cinemateket og kulturorganisationen Casa Latinoamericana i samarbejde med blandt andet ti landes ambassader.
Globalnyt er partner på festivalen og vi bringer en række artikler, der tager læserne med bag filmlærrederne.
Se festivalens program og bestil billetter på Cinematekets hjemmeside.
”Han bidrager til latino-musikken med holdninger, historie og politik. Jeg har hørt et interview, hvor han fortæller om at ’bryde’ dansemusikkens claves-drevne rytme, så man helt fysisk koncentrerer sig om at lytte – fordi der så åbnes for teksterne. Og han er samtidig en ægte trubadur, en fortæller. Ikke bare egne historier, men regionens, tidens. Og tilføjer tanker om det.”
Navneopråb
I folkemunde bliver Blades’ musik da også betegnet som ’det tænkende menneskes salsa’, og hans sange trækker markante tråde på tværs af kontinentet.
Når Rubén Blades spiller sit hit ’Plastico’, som afsluttes med et navneopråb af de latinamerikanske lande, så hersker der ingen tvivl om, at Bladés’ salsa reelt binder regionen sammen.
”Folk hører navnet på deres land, og så føler de, at de er en del af Latinamerika,” siger Rubén Blades.
Social bevidsthed
Rubén Blades har spillet med i film, der spænder fra dramaer som Spike Lees ’Mo’ Better Blues’ og Robert Redfords ’The Milagro Beanfield War’ til genrefilm som ’Predator 2’ og streaming-serien ’Fear the Walking Dead’.
Med en baggrund som advokat har den samfundsmæssige bevidsthed været en rød tråd gennem hele Rubén Blades’ professionelle virke. Det er måske samme bevidsthed, der ledte til, at han opstillede som præsidentkandidat i Panama i 1994.
”Jeg ser hans politiske karriere som et udtryk for at gerne vil gå fra ord til handling,” siger Fernando Massina.
Selvom Rubén Blades ikke snuppede posten (han fik 17 procent af stemmerne), så var det alligevel starten på en politisk karriere. I 2004 blev han udnævnt som turistminister, hvilket han var frem til 2009.
Med sine blot 74 år er der stadig mange erhverv, Rubén Blades vil kunne nå at mestre. Hvad bliver mon det næste?
Kort om Rubén Blades
- Født 1948 i Panama City.
- Har en juragrad fra Harvard Universitet og Panamas Universitet.
- Har udgivet over 40 albums, bl.a. hits som ’Pedro Navaja’ og ’El Cantante’.
- Albummet ’Siembra’ er det bedst sælgende salsa-album nogensinde.
- Har vundet 11 Grammy-priser og 11 Latin Grammy-priser.
- Har desuden tre nomineringer til Emmy-prisen, tv-branchens Oscars.
Film og latino-fest
Rubén Blades portrætteres i dokumentaren ’Rubén Blades Is Not My Name´, som vises to gange på Latinamerikansk Filmfestival i Cinemateket – den 13. og 22. juni.
Den 13. juni er der musikalsk optakt til filmen i samarbejde med musikfestivalen Sonamos Latinoamérica, og Panamas ambassade byder på drinks.