Tid: 22/11/2023 14:00 til 22/11/2023 17:00

Sted: Vartov, Farvergade 27, 1463 København K

Arrangør: Dansk Kulturinstitut

Kultur i krigens skygge: Introduktion til kulturarbejde i “det nye Europa”

Lige nu raser der ikke kun en kamp om territorier, men en kamp om nationers ret til at have sin egen identitet og historie. Kort sagt retten til at have sin kultur.

Siden annekteringen af Krim i 2014 og ikke mindst siden fuldskalainvasionen af Ukraine i 2022 har flere tidligere sovjetstater oplevet en trussel mod deres kulturelle arv og identitet.

I Ukraine har kulturen været et decideret mål. Museer, teatre, historiske bygninger, kirker, monumenter er blevet bombet og berøvet. Strategien om at ramme Ukraines kultur(historie) er tydelig.

I Georgien, Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Moldova er tendensen den samme. Det frie civilsamfund og kulturliv kæmper lige nu en kamp for at etablere sig og få friere rammer.

Og her kan Danmark spille en rolle.

Dansk Kulturinstitut har i de seneste år været aktive i regionen gennem bl.a. Den Ny Demokratifond og Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus. Her har vi oplevet stor interesse og ønske om at samarbejde mere med Danmark på kulturfronten.

Derfor inviterer vi nu alle interesserede til en eftermiddag, hvor vi deler ud af vores erfaringer og viden om at arbejde i regionen. Vi kommer ind på, hvilken rolle kunsten og kulturen spiller i en krigstid og præsenterer vores nye kulturnetværk, der har til formål at styrke samarbejde og udveksling mellem kulturorganisationer i EU’s østlige nabolande og Danmark.

Hvad får man ud af arrangementet?
– Viden og indsigt i, hvad der er på spil i kultursektoren i EU’s østlige nabolande, som tæller Armenien, Aserbajdsjan, Belarus, Georgien, Moldova og Ukraine
– Mulighed for at indgå i et nyetableret kulturelt netværk, som skal styrke kulturudveksling og samarbejde mellem Danmark og de østlige nabolande
– Information om Den Ny Demokratifonds puljer, som lanceres i starten af det nye år.

Program
– Oplæg: ”Kultur i krigens skygge” – en beretning fra Ukraine v. Julie Arnfred Bojesen, leder af Det Ukrainsk-Danske Ungdomshus i Kyiv
– Oplæg: ”Hvordan styrker man det frie kulturliv i en konfliktzone?” – få et indblik i Den Ny Demokratifonds arbejde v. Jane Klementieva Holm, regional programleder
– Filmvisning: Mindestudier i Armenien – en Dansk Kulturinstitut case
– Præsentation af nyt kulturnetværk og puljer
– Netværk

OBS!
Det er gratis og åbent for alle interesseret, men tilmelding er påkrævet grundet forplejning.

Tilmeld dig her:
https://www.formpl.us/form/5730252851118080

Arrangementet er støttet af Grundtvigsk Forum.