For et år siden var sprækkerne i opbakningen til Ukraine små. Nu er billedet et andet

Selv de mest kyndige militæranalytikere måtte se måbende til, da den underlegne ukrainske hær mod alt forventning holdt stand og slog tilbage på de russiske invasionsstyrker i krigens indledende dage.

Med sit ikoniske svar til USA om, at han ikke havde brug for et lift, men for ammunition, cementerede præsiden Zelenskyj billedet af ukrainerne som et stædigt og modstandsdygtigt folk, der var parate til at kæmpe til det sidste for deres land.

I løbet af det kommende år demonstrerede Ukraine igen og igen sine evner og vilje til at vinde sit tabte land tilbage. Men lige så stor håbefuldhed, ukrainernes tidlige sejre affødte, lige så svær ser situationen ud nu ved udgangen af 2023.

Ved årets begyndelse vurderede International Crisis Group, at det vestlige sammenhold om at støtte Ukraine kun viste få sprækker. Det skyldtes en opfattelse i mange europæiske hovedstæder af, at en russisk sejr over Ukraine også ville sætte deres egne lande i fare. Samtidig havde Zelenskyj netop fået bekræftet støtten fra begge partier under sit besøg i Washington DC i december, skrev Crisis Group i sin opgørelse over de ti vigtigste konflikter i det kommende år.

Et år senere må disse sprækker siges at have vokset sig større.

På det europæiske kontinent har den slovakiske premierminister, der tiltrådte sin post i oktober, valgt at indstille landets militære støtte til Ukraine. Ved grænsen til Polen har polske vognmænd den seneste tid protesteret over, hvad de mener er uretfærdige konkurrencefordele til deres ukrainske kollegaer som følge af EU’s tiltag for at give ukrainske vognmænd nemmere adgang til det europæiske marked.

På den anden side af Atlanten er spørgsmålet om støtte til Ukraine på det seneste blevet genstand for større og større konflikt i den amerikanske kongres, hvor højrefløjen i det republikanske parti har modsat sig og forsøgt at opnå store indrømmelser i forhold til USAs grænsesikkerhed i bytte for den fortsatte ukrainebistand. I begyndelsen af december sendte Det Hvide Hus et brev til lederne af Repræsentanternes Hus og Senatet med en advarsel om, at det var ”løbet tør for penge og snart også tid” til at sende flere våben til Ukraine og opfordrede kongressen til hurtigt at godkende ny militær støtte.

Nåede ikke delmålet

Det falder sammen med, at Ukraines modoffensiv i den sydøstlige del af landet ikke førte til det store gennembrud, mange havde håbet på. Kort efter den gik igang i sommer, stod det klart, at Rusland havde lært af sine tidligere fejl og etableret svært befæstede forsvarslinjer, som det kun lykkedes ukrainerne at trænge igennem få steder.

”Moralen i Ukraine er faldende, fordi modoffensiven ikke engang opnåede sit delmål, som var at tage byen Tokmak tilbage. Jeg hørte en ukrainsk militærofficer sige, at det var urealistisk at nå til Krim eller at tage Krim tilbage, men at Tokmak kunne have givet Ukraine mulighed for at vise, at alle anstrengelserne og tabene havde båret frugt,” siger sikkerhedsforsker ved King’s College London Marina Miron til Globalnyt.

Da Crisis Group udarbejdede sit overblik ved årets begyndelse, blev det beskrevet, hvordan situationen var ved at udvikle sig til et dødvande. Samtidig blev et nyt russisk angreb fra Belarus mod Kyiv vurderet som usandsynligt – en forudsigelse, der viste sig at være rigtig.

I stedet fokuserede Rusland på at øge sin kontrol i det østligste Ukraine med sin vinteroffensiv, som endte med mindre territoriale vindinger og kolossale tab af soldater – især omkring byen Bakhmut, hvor den nu afdøde Jevgenij Prigozjins lejesoldater kæmpede side om side med den russiske hær.

Nu er kampene igen centreret i det østlige Ukraine, hvor Marina Miron forventer, at der vil være offensive aktiviteter resten af vinteren omkring byerne Kupjansk, Bakhmut og især Avdijvka:

”Avdijvka har betydning af den grund, at Ukraine har været nødt til at sende forstærkninger dertil. Så selv hvis Rusland ikke lykkes med at tage byen, har det fået Ukraine til at indsætte soldater, der kunne have været brugt andre steder,” siger Marina Miron og tilføjer, at det også er værd at holde øje med Kherson i det sydlige Ukraine, hvor Ukraine har forsøgt at rykke over på den anden side af Dnipro-floden.

Knække ukrainernes vilje

Da Crisis Group udarbejdede sin gennemgang sidste år, hæftede den sig desuden ved den afstraffelseskampagne, Rusland havde iværksat med sine hyppige luftangreb rettet mod ukrainske byer og energifaciliteter. Selvom bombardementerne fik store humanitære konsekvenser og tvang mange ukrainere til at forlade deres hjem, lykkedes det ikke Rusland at knække ukrainernes vilje til at forsvare sig, som er det motiv, analytikere har tillagt Rusland.

Nu står ukrainerne over for endnu en vinter med hyppige luftangreb, og selvom Ukraine på mange måder er bedre forberedt i år og har haft tid til at sikre kraftværker med metalbure og sandsække, har man stadig ikke nået at få repareret alle de skader, der skete på energiinfrastrukturen sidste år.

Hver gang, Putin oplever modgang i krigen, håndterer han det ved at eskalere. På den måde ødelægger han sine egne muligheder for at komme ud af den mere og mere, skrev Crisis Group desuden sidste år.

I marts i år kom der endnu mere på spil for den russiske præsident, da Den Internationale Straffedomstol (ICC) udstedte en arrestordre mod ham og hans børnerettighedskommissær for deportationerne af ukrainske børn. Arrestordren betyder, at Putin ikke kan sætte sine ben i de 123 lande, der har tilsluttet sig Rom-statutten uden at risikere at blive arresteret.

Selvom Putin har tendens til at eskalere, var der ét særligt scenarie, som Crisis Group vurderede som mindre sandsynligt, nemlig anvendelsen af atomvåben. Alligevel kan risikoen ikke afvises fuldstændig, lød det for et år siden.

Nu virker spørgsmålet kun mere fjernt, og selvom Vesten har brudt en lang række tabuer i årets løbet, for eksempel med beslutningen om at sende kampvogne, fylder scenariet med anvendelsen af atomvåben mindre og mindre i den offentlige debat. Det kan der være forskellige forklaringer på, vurderer Marina Miron:

”Rusland er i en bedre position og kan se, at Vesten har svært ved at opretholde samme niveau af støtte. Så det virker ikke som om, der er noget, Vesten kunne donere, der ville afføde brugen af atomvåben, udover NATO-tropper.”

For det andet har flere af Ruslands tiltag, for eksempel aftalen med Belarus om at placere taktiske atomvåben i landet, vist sig at være sabelraslen, påpeger hun. Rusland kan nemlig ikke overskue de mulige konsekvenser af at anvende atomvåben, men vil gerne bruge dem som afskrækkelse.

Ubesvarede spørgsmål

Som situationen ser ud nu, gør Ukraine klogt i at forsøge at holde frontlinjen stabil og undgå russiske fremrykninger, siger Marina Miron.

Hvordan krigen så udvikler sig i det nye år, og om Ukraine formår at iværksætte en ny storstilet offensiv, afhænger af en række faktorer. En af dem er, i hvor høj grad Ukraine får de artillerigranater, det skal bruge. En anden er de mange ubesvarede spørgsmål i forhold til de F-16-fly, Ukraine kan se frem til:

”Hvor mange af dem vil Ukraine få? Det er det første spørgsmål. Det er andet spørgsmål er, hvem der kommer til at bygge den nødvendige infrastruktur til dem. For Ukraine skal bruge flyvebaser, hangarer og ingeniører til at vedligeholde og reparere dem. Ukraine skal også bruge brændstof og selvfølgelig ammunition, som flyene kan bruge. Hvem skal betale for alt det?,” spørger Marina Miron.

Dertil kommer de politiske udviklinger i forskellige lande. Særligt det amerikanske præsidentvalg næste år er blevet fremhævet som en begivenhed, der bliver skelsættende for Ukraine. Men det russiske præsidentvalg til foråret er også interessant, og Marina Miron nævner muligheden for, at Kreml har gemt en række upopulære beslutninger angående krigen, til efter Putin er genvalgt. Det kunne for eksempel være at en ny stor mobilisering af soldater.

I sin opgørelse sidste år skrev Crisis Group, at der ikke var meget, der indikerede, at hverken Ukraine eller Rusland var klar til at give op, og at ingen af parterne gav udtryk for nogen stor appetit på fredsforhandlinger.

Ved udgangen af 2023 fremstår det billede stort set uændret, vurderer Miron:

”Problemet er, at parterne ønsker noget, der er så forskelligt, at jeg ikke tror, det er muligt på nuværende tidspunkt at finde en fællesnævner.”