For 30 år siden, bidrog Norge med uformelle rammer, hvor palæstinensere og israelere for første gang nærmede sig hinanden. Disse afgørende møder er kendt som Oslo fredsprocessen fra 1993-95. For at videreføre denne, skal der nu en ny proces igang, uformelle “borgemøder”, hvor et bredt udsnit af jøder og muslimer mødes og taler sammen. Atter er der brug for støtte udefra, fra Europa, til borger- og dialogmøder, der kan føre til den ønskede to-statsløsning.
Uden en sådan uformel proces vil ethvert ønske om en to-statsløsning på den palæstinensiske-israelske konflikt svare til at sige, man ønsker sig en lækker bil, men om den overhovedet har en motor og kan køre er en anden sag.
Selve forslaget om en to-statsløsning, hvor rigtigt det end lyder, kan først blive til et reelt forslag med en motor, der kan trække læsset. Og lige nu, ja faktisk siden Oslo-fredsprocessen kuldsejlede, er der brug for en motor i form af forsoning og gensidig accept af hinanden.
Det vil være en naturlig forsættelse af Oslo-fredsprocessen.
Borgermøder, hvor de to parter, almindelige palæstinensere og israelere (ikke deres ledere), mødes direkte og ser hinanden i øjnene, er det manglende led til at mindske afstanden og øge tilliden mellem de to parter. Det vil være en naturlig forsættelse af Oslo-fredsprocessen.
EU må fortsætte bestræbelserne på at skabe en to-statsløsning på trods af israelsk modstand, sagde EU’s udenrigspolitiske chef Josep Borrell tidligere på ugen. Men uden at forsone sig først og anerkende hinandens fortid og fremtid i området, er en to-statsløsning blot en behagelig tanke, et modeord man slynger ud, uden at tage konkret stilling til, hvad det dækker over og kræver.
Dårlige udsigter
Lige nu er ønsket om en to-statsløsning derfor desværre kun et fromt ønske, der ikke har gode udsigter til at gå i opfyldelse.
Kort fortalt skal man tale om og forlige sig med en historie og region, som har skabt uendelig meget smerte for de to parter, med 3500 års jødisk historie og 1300 års arabisk tilstedeværelse i området (jøderne indvandrede år 1400 før hvor tidsregning, araberne godt 2000 år senere, i 700-tallet).
Fronterne er trukket skarpt op. Ingen af parterne vil give sig og søge at leve med hinanden. I stedet står de to sider skarpt på deres og udelukker og ser bort fra hinandens pointer.
På den ene side står Israel på, hvad de mener er deres historiske ret, og ser jødernes genindvandring fra 1882-1948 som en ”tilbagevenden”. Her sluttede man sig til den allerede eksisterende jødiske befolkning i området, som i 1882 ganske vist var en minoritet på 20-25.000 mennesker, men udgjorde halvdelen af Jerusalems indbyggere.
Palæstinenserne ser stik modsat på det. De taler om, at jøderne har “besat” hele landet – From the River to the Sea, fra Jordan floden til Middelhavet – og skal se at pakke deres kufferter og skrubbe af. De ser deres store smerte, som Israel desværre ignorer, igennem et filter rundet af særligt tre store begivenheder: Deres ulykkelige flygtningesituation siden Nakba i 1948, besættelsen af Vestbredden i 1967 og den seneste krig i Gaza.
Tiden er inde til at frigøre sig fra politikerne
De to perspektiver og narrativer kolliderer, og alt for længe har man ikke kunnet mødes, fordi man har overladt alle forhandlinger til politikere og ledere. De har takket for tilliden ved at manipulere sandheder, pege fingre ad hinanden og holdt konfrontationer i live frem for at søge forsoning og lede efter en fællesnævner, fælles menneskelige og kulturelle behov for en fredelig fremtid.
For virkelig at være troværdige for de to involverede parter, palæstinenserne og israelerne, skal rigtige løsninger komme fra borgerne selv, græsrødderne
Man har vist en blind tillid til politikernes løsninger og deres logik. Tiden er inde til at frigøre sig fra politikerne, som handler hen over hovedet på og uden at rådføre sig med offentligheden, borgerne.
Deres løsninger er dog ikke de eneste, der tænkes kan. For virkelig at være troværdige for de to involverede parter, palæstinenserne og israelerne, skal rigtige løsninger komme fra borgerne selv, græsrødderne, bottom-up, og tage udgangspunkt i den kulturelle verden, parterne lever i. Og det er Mellemøsten og ikke New York, Washington, Paris eller en anden vestlig hovedstad.
Tiden er inde til at lade palæstinensere og jøder tale “direkte” sammen i “borgerforsamlinger”, fx via det kulturelt betydningsgivende og troværdige sulha-princip (arabisk for forsoning, borgermøde) uden indblanding fra politikere og meningsdannere fra den ene og anden side. D vil ofte blot gøre ting værre og sætte folk op imod hinanden.
Elefanten i rummet
Den nuværende konflikt udstiller også grænserne for en løsning af konflikten inden for rammerne af Israels partipolitik, hvor de forskellige israelske partier gang på gang har ignoreret elefanten i rummet, palæstinenserne.
Palæstinenserne har også lidt under at være en brik i de omkringliggende arabiske landes magtpolitik, som ikke har gjort nævneværdigt for dem.
Uden politikernes indblanding kan jøder og palæstinensere begynde at lære hinanden at kende som virkelige mennesker og opdage, at de har mere til fælles, end der skiller dem ad.
Sulha er en traditionel arabisk form for konfliktløsning, der er almindelig i palæstinensiske og beduinske samfund, og som også giver rigtig god mening i fredselskende jøders ører. Sulha inkorporerer fire fælles elementer (tilgivelse, forsoning, ritualer og ære) for at opbygge en varig løsning mellem modstridende parter.
Som stifterne af organisationen Combatants for Peace, palæstinensiske Sulaiman Khatib og israelske Avner Wishnitzer, der lektor i mellemøstlig og afrikansk historie, at “opbygge en fredskultur”.
Netanyahus exit og almindelige reformer vil ikke løse den israelsk-palæstinensiske konflikt, uden en gennemgribende mellemfolkelig forsoning og fredsproces
At skabe en fredskultur er et omfattende projekt og indebærer “rehumanisering”, en gennemgribende proces, hvor man omgør årtiers undertrykkelse, vold og dehumanisering af modparten. Fredssøgende palæstinensere og israelere i dette projekt kæmper en ikkevoldelig kamp mod den israelske besættelse af Vestbredden og det had, der er vokset frem på begge sider. Dette er desværre ofte frembragt af manipulerende ledere fra de to lejre. Men det, der heldigvis binder parterne sammen, er den kulturelle mellemøstlige fællesnævner, fælles værdier og begreber.
Hverken Netanyahu eller Gantz
For at realisere dette skal Benjamin Netanyahu og hans ekstremt højreorienterede regering, som spænder ben for enhver fredelig løsning, naturligvis ud. Han gør uhyggelig skade på Israel, dets renomme i verden, og på Gazas og Vestbreddens befolkninger.
Men Netanyahus exit og almindelige reformer vil ikke løse den israelsk-palæstinensiske konflikt, uden en gennemgribende mellemfolkelig forsoning og fredsproces. Denne proces kan munde ud i en rigtig to-statsløsning.
Indtil videre skal man være enige om at sætte en sådan proces i gang for at opnå en to-statsløsning. Og denne proces er Benny Gantz, en tidligere general som af mange anses som en sandsynlig kandidat til at overtage efter Netanyahu, ikke den rette til at sætte i gang.
En sådan proces kan kun startes af civilsamfundet, ikke det partipolitiske system, som i mange år har underprioriteret kultur, dialog og sameksistens – et problem ved zionismen, som allerede Martin Buber identificerede for 80 år siden.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Bernhard Bierlich har en PhD i socialantropologi fra Cambridge University, med speciale i Vestafrika og det østlige Caribien. Han har undervist i sociologi og antropologi ved flere israelske universiteter i 17 år.
