Det var noget af et familiebillede, Italiens premierminister Giorgia Meloni kunne samle til, da landets stort anlagte Afrika-konference udspillede sig i hjertet af Rom.
I Palazzo Madama tog Meloni imod repræsentanter fra 45 afrikanske lande, mens de sorte diplomatbiler kom rullende ind langs den italienske senatsbygning med statsledere fra blandt andre Tunesien, Senegal, Kenya, Republikken Congo, Zimbabwe og Somalia.
EU-kommissionens forperson Ursula von der Leyen og formand for Det Europæiske Råd Charles Michel dukkede også op.
At Italien skulle være den store vært for stort set samtlige af Afrikas 52 lande, er der nok ikke mange danskere, der havde set komme. Og konferencen har da også knap ramt de danske medier.
Ikke desto mindre er der flere grunde til, at den er bemærkelsesværdig i både et dansk og et europæisk perspektiv. Meloni præsenterede nemlig sin længe ventede Afrika-plan eller i hvert fald skitsen til den, og her var det store slagnummer, at man ville positionere Italien som en “energibro” mellem Afrika og Europa.
Nogle analytikere mener, at Italien ser sit snit til at styrke sin position i Afrika, efter at mange af kontinentets lande i øjeblikket vender de tidligere kolonimagter Frankrig og Tyskland ryggen. For Meloni handler det først og fremmest om migration.
Hvad vi ved om planen
En af dem, der fulgte begivenhederne i Palazzo Madama er ph.d.-studerende på DIIS Alberte Bové Rud, der forsker i italienske højrefløjspolitikere. Hun var som flere andre en kende skuffet over, at Meloni-administrationen ikke er kommet længere ned i detaljerne med den Afrika-plan, hun har teaset for i et års tid.
Planen inkluderer som udgangspunkt 5,5 milliarder euro (41 milliarder kroner) i lån og tilskud, som skal bruges på investeringer i uddannelse, landbrug, vand, sundhed og energi i Afrika.
Hvad angår de her aftaler med de nordafrikanske lande, taler vi om noget, som migrantforskere også peger på, vil være en del af løsningen
Alberte Bové Rud, ph.d-studerende, DIIS
Sidstnævnte er den mest betydningsfulde. For målet er at gøre Italien til et energiknudepunkt for transport af naturgas fra Afrika til resten af Europa, hvor det italienske olie- og gasselskab, Eni, skal spille en nøglerolle. Et mål der også spiller direkte ind i Europas ønske om at være uafhængige af russisk gas.
Det handler om migration
Ifølge Alberte Bové Rud er det dog stadig migration, der er Melonis altoverskyggende dagsorden. Men Afrika-planen, som den bliver fremført, er ifølge hende endnu et tegn på, at Meloni er mere pragmatisk end den hårde antimigrationslinje, hun blev valgt på i 2023.
Blandt andet har Meloni i oktober lavet en aftale med Tunesien om at lukke flere gæstearbejdere ind i landet, mens en gasaftale med Libyen gik igennem i starten af 2023 – begge med en lovning om at hjælpe med at dæmpe migrantstrømmen til gengæld.
“Hvad angår de her aftaler med de nordafrikanske lande, taler vi om noget, som migrantforskere også peger på, vil være en del af løsningen. Det her med at betragte migrationsproblemet som noget, der starter ved den europæiske grænse, det er dømt til at gå galt,” siger Alberte Bové Rud.
Og for at finde løsninger har Meloni vist sig mere villig til at eksperimentere og lave bilaterale aftaler på højt niveau end ikke bare tidligere højrefløjsregeringer, men end italienske regeringer generelt.
For der er ingen tvivl om, siger Alberte Bové Rud, at Afrika-planen handler om den øgede migration, som Meloni har lovet sine landsmænd at sætte en stopper for. Det selvom hendes første år som premierminister blev fulgt af rekordhøjt antal migranter ved den italienske grænse.
Men Melonis regering anerkender i modsætningen til tidligere regeringer, at man skal skabe vækst i de afrikanske lande, hvis man skal dæmpe borgernes trang til at søge mod Europa. Og selvom Melonis Afrika-plan mangler substans, så er det nye, at hun har sat sig selv på spil for at få den udført.
EU´s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
“Jeg oplever en italiensk regering, der risikerer meget ved at gå ud og lancere den her ide,” siger Alberte Bové Rud.
Et tomrum efter Frankrig og Tyskland
At Italien lige nu skulle have særligt gunstige forhold til at gøre sine hoser grønne i de afrikanske lande, mener den italienske professor i internationale forhold på Luiss Universitetet i Rom, Raffaele Marchetti. Over for The Guardian kalder han dette øjeblik for et “vigtigt mulighedsvindue for Italien” på grund af Frankrig og Tysklands svækkede position på det afrikanske kontinent. Et vindue, som landet lige nu prøver at udnytte.
Hun fortæller en historie om Italiens koloniale fortid som noget, der i højere grad er præget af lighed
Alberte Bové Rud, ph.d-studerende, DIIS
“Italien har også en historisk fordel – ja, det var en kolonimagt, men på en mindre og anderledes måde i forhold til andre, og derfor ses det som et land, der er i stand til at skabe et ikke-rovdyrsagtigt forhold,” siger han.
Det er Alberte Bové Rud enig i. Meloni har ligefrem af flere omgange påpeget, at særligt franskmændene har udnyttet afrikanske lande langt ud over deres egentlige kolonitid, og at det har undergravet landenes evne til at komme på fode igen.
“Hun fortæller en historie om Italiens koloniale fortid som noget, der i højere grad er præget af lighed, og det kan man måske stille sig mere kritisk overfor,” siger hun med reference til Italiens blodige fortid som koloniherrer i blandt andet Libyen.
Tilgengæld kan man næppe tale om et tomrum, som Frankrig og Tyskland efterlader sig. Afrika er igen blevet et kontinent, alle stormagter flokkes om, og Italiens Afrika-konference kommer på bagkant af lignende begivenheder i både Rusland, Kina og, ja, Frankrig.
Håber ikke Danmark kigger med
I lighed med den danske regering, taler Meloni også om at skabe en ny relation til Afrika. En relation, der skal bygge på, at begge parter får noget ud af forholdet.
Derfor har hun kaldt Afrika-planen for Mattei-planen opkaldt efter den afdøde stifter af selvsamme Eni – olie- og gasselskabet, som har fået tildelt en vigtig rolle. Men Enrico Mattei er i hjemlandet ikke kun kendt som en dygtig forretningsmand. I 1950’erne skabte han sig også en vis anseelse i udviklingsbranchen, fordi han skubbede på for, at Italien skulle støtte afrikanske lande til at udvinde deres egne naturressourcer og forbedre økonomien.
Man kan sige, at Meloni har prøvet at lancere et Afrika-projekt for Italien i Matteis ånd. Og det er en tilgang, som professor i regeringsførelse og politik i Afrika ved Aarhus Universitet, Anne Mette Kjær, ikke håber Danmark ikke lader sig friste af.
“At have et stort projekt for Afrika, mener jeg ikke er særlig holdbart. Det skal i langt højere grad handle om at prøve at lytte lidt til, hvad de afrikanske lande har af behov og så prøve at bidrage til det. Det er den måde, man bliver en god udviklingspartner på,” siger Anne Mette Kjær, der også er formand for Udviklingspolitisk Råd.
“Vi er ikke tiggere”
Melonis plan gik da heller ikke fri for kritik blandt de afrikanske ledere i Palazzo Madamas udsmykkede sal. Med Meloni ved sin side lod Den Afrikanske Unions kommissionsformand Moussa Faki Mahamat en bemærkning falde.
De afrikanske ledere ville have ønsket, at de var blevet hørt, inden Italien havde præsenteret sin plan
Moussa Faki Mahamat, kommissionsformand, Den Afrikanske Union
“De afrikanske ledere ville have ønsket, at de var blevet hørt, inden Italien havde præsenteret sin plan,” sagde Faki og gjorde opmærksom på, at de afrikanske lande var trætte af at høre om de europæiske landes uindfriede løfter om et nyt, ligeværdigt forhold.
“Afrika vil ikke række ud. Vi er ikke tiggere.”
Det mener Anne Mette Kjær er meget sigende for den europæiske tilgang til Afrika.
“Der har Lars Løkke jo ret, vi har ikke lyttet nok de seneste 20 år. Forhåbentlig bliver den danske Afrika-plan uden alt for mange store ambitiøse mål. Selvfølgelig har Danmark nogle områder, vi skal satse på, men måden vi får allermest kapital og status i Afrika på – og ikke bliver slået i hartkorn med tidligere kolonimagter – er ved ind imellem at tilsidesætte vores egne interesser.”
I hvert fald står det klart, at trods italiensk charmeoffensiv, stiller de afrikanske lande sig ikke tilfredse længere med tomme, europæiske ord. Til det står bejlerne fra blandt andre Rusland, Kina og Tyrkiet
“Jeg vil insistere på behovet for at gå fra ord til handling,” sagde Moussa Faki fra Den Afrikanske Union.
