Det næste år skal Operation Dagsværk samarbejde med Dreamtown og de zimbabwiske partnerorganisationer House of Arts Association og Yellow World om projektet ‘De unges kamp’. Det er blevet besluttet af elever fra gymnasier rundt omkring i hele landet, skriver Operation Dagsværk i en pressemeddelelse.
Formålet med projektet ”De unges kamp” er at forbedre den mentale sundhed og trivsel blandt unge, der lever i Zimbabwes mest udsatte slumområder. Det skal gøres ved at arbejde direkte med de unge aktivister og græsrødder, som har hjemme i slummen.
“At bo i Zimbabwe som ung er virkelig hårdt, især hvis du kommer fra slumområdet. De forhold, vi lever under, bidrager ikke til et godt liv. For de fleste af de unge, der bor i slumsamfund, the struggle is real. De kommer fra husholdninger med lav indkomst, og leveomkostningerne i Zimbabwe er meget høje. På grund af det ender mange unge med at droppe ud af skolen,” siger Casper Chigaema, der er ansat i House of Arts Association, og tidligere selv har benyttet sig af organisationens tilbud til unge.
Bagtæppet er en mental sundhedskrise i Zimbabwe, som især rammer de unge. Mange unge er ramt af angst, depression og selvmordsraten er eksploderende. Særligt i Zimbabwes slumområder står det ilde til. Her oplever de unge diskrimination, politivold og pres på deres muligheder for at ytre sig og forsamle sig frit. Ligesom i resten af verden blev de unges mentale sundhed negativt påvirket af Covid-19 og nedlukningerne.
Kunst og aktivisme som løsning på den mentale sundhedskrise
Årets projekt har tre store mål. For det første vil Operation Dagsværk og partnerne gennemføre et græsrodsakademi for ungdomsorganisationer og klæde dem på til at arbejde med mental sundhed ude i slummen. For det andet vil ungdomsorganisationerne igangsætte sports- og kunstkampagner sammen med dedikerede kunstnere og aktivister, som har til formål at nedbryde tabuer og få sat den mentale sundhed på dagsordenen. Tredje del af projektet skal tilbyde direkte psykologhjælp og støtte til 700 unge med forskellige former for psykisk sårbarhed.
Projektet støtter 15 græsrodsorganisationer, 15 kunstgrupper og fire sportsklubber. Ungegrupperne når gennem deres aktiviteter direkte ud til 12.000 unge, der lever i 12 slumområder på tværs af byerne Harare og Bulawayo.
Projektet fokuserer på kunsten, fordi den både kan virke terapeutisk for den enkelte deltager og på et større niveau. Den giver et frirum til at udtrykke sig på sin egen unikke måde. Samtidig skaber kunst engagerende fællesskaber, der også kan facilitere samtaler om de svære ting i livet. I et undertrykkende styre som i Zimbabwe giver kunsten også de unge muligheder for at handle på dagsordener, som ellers kan være farlige at tilkendegive sine holdninger til.
Mentor, leder af Yellow World, uddyber: ”De unge får lov til at skabe noget cool, som de kan være stolte af. De får et fællesskab med andre. Og de mærker den ’medicin’, som det kan være at lykkes med noget og mærke følelsen af succes.”
På årets Dagsværkdag 20. november vælger tusindvis af danske unge på ungdomsuddannelser og efterskoler i hele Danmark at bruge dagen på at arbejde frem for at gå i skole. De vasker gulv hos private, rydder op på lageret hos virksomheder eller noget helt tredje og giver deres løn til støtte for unge zimbabwere.
De frivillige fra OD skal besøge Zimbabwe to gange i 2024 – og i juni kommer flere af de zimbabwiske samarbejdspartnere fra HAA og YW på besøg i Danmark.