Det er ikke mange år siden, at Isabel Bramsen blev mødt med skepsis, når hun fortalte militær- og sikkerhedsforskere, at hun beskæftiger sig med freds- og konfliktforskning. ”Hvordan kan man forske i fred? Hvis alt er godt, hvad er der så at studere?” var en almindelig reaktion.
”Men det er ikke en attitude, jeg møder mere,” lyder det fra hende i den seneste episode af podcasten Højtryk.
Hun har siden studietiden beskæftiget sig med freds- og konfliktforskning, og i dag er hun lektor og leder af freds- og konfliktstudier ved Lunds Universitet i Sverige og mægler ved Center for Konfliktløsning i Danmark. Tidligere i april blev hun tildelt Brødrene Hartmanns Fonds diplompris for sin forskning.
Læs også: Hæderspriser til fremtrædende fredsforskere
Fredsforskningen i Danmark fik et dyk, da Copenhagen Peace Research Institute, COPRI, blev lukket i 2001, og siden har forskningsområdet ikke fået så meget politisk og økonomisk opmærksomhed. Men det er muligvis ved at ændre sig, for flere politikere er positivt indstillet over for det, lyder det fra hende.
Det uddyber hun i podcasten, hvor hun også giver en hurtig introduktion til freds- og konfliktforskning, forklarer, hvad det er freds- og konfliktforskning kan, som militær- og sikkerhedsforskning ikke kan. Og så forklarer hun, hvad der skal til for at skabe de bedste rammer og muligheder for fredsforhandlinger. Det er blandt andet noget med formen på forhandlingsbordet, strategisk placerede pauser, den rette forplejning og den perfekte gæsteliste.