Den dansk-afghanske kvindeblog
Bloggen skrives af dansk-afghanske kvinder på skift. De er alle er med i DAKDIF.
DAKDIF er et uafhængigt, rådgivende organ af kvinder fra den afghanske diaspora i Danmark. Som et initiativ fra den danske ngo Dacaar er formålet at støtte kvinders muligheder for uddannelse, indkomst og lederstillinger med videre i Afghanistan.
Bidragsyderne er:
Tahmina Salik – projektleder I DAKDIF. Kandidat i internationale forhold.
Elaha Salik – Læge
Maryam Sidiqi – Kandidat i internationale forhold
Zohreh Faizi – Advokatfuldmægtig hos Vesterbroadvokaterne. Cand Jur.
Khalida Popalzai – MA international marketing management, direktør Girl Power Organisation.
Arezoo Shirdil – sygeplejerske
Det tredje fredsmøde i Qatars hovedstad, Doha, om Afghanistan, indkaldt af FN, den 30. juni 2024, repræsenterer et afgørende vendepunkt i håndteringen af Afghanistans fremtid. Siden Talibans magtovertagelse har FN brugt møderne i Doha til at forsøge at skabe dialog mellem nøgleinteressenter i og uden for Afghanistan. Men som mødet nærmer sig, bliver det tydeligt, at der ligger betydelige udfordringer foran os, især med hensyn til marginaliseringen af afghanske kvinder og civilsamfundet.
I modsætning til det andet Doha-møde – i februar i år – hvor Taliban ikke deltog, har dette tredje møde taget en kontroversiel drejning. Taliban stillede som betingelse for sin deltagelse, at bevægelsens krav blev opfyldt, hvilket fik FN til at give efter ved at beslutte ikke at invitere afghanske kvinder og repræsentanter fra civilsamfundet. Denne indrømmelse har resulteret i Talibans accept af invitationen, hvilket kaster en skygge over dialogens inklusivitet og effektivitet.
Hvilke rettigheder overholdes?
Situationen for kvinder og menneskerettigheder i Afghanistan er ikke kun et lokalt problem, men et internationalt, der kræver øjeblikkelig opmærksomhed og handling fra det globale samfund.
Mens diskussionen langt fra er afsluttet, henviser vi til de mest grundlæggende, fundamentale og naturlige menneskerettigheder, når vi taler om menneskerettighedskrænkelser i Afghanistan. Disse er beskrevet i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, der blev vedtaget af De Forenede Nationer i Paris i 1948 og anerkendt i forskellige politiske perioder i Afghanistan.
Nogle grundlæggende og naturlige rettigheder inkluderer:
- Retten til liv
- Frihed
- Frihed fra slaveri
- Retfærdig rettergang
- Ytringsfrihed
- Tankefrihed og trosfrihed
- Religionsfrihed
- Frihed fra tortur
- Retten til at gifte sig af egen vilje
- Rettigheder til seksuel orientering og kønsidentitet
- Retten til at deltage i landets administration
- Retten til social sikkerhed
- Retten til arbejde
- Retten til uddannelse
Alle disse rettigheder skal garanteres ved lov.
Jeg ville ønske, at nogen trådte frem og i det mindste pegede på, hvilke af disse rettigheder der respekteres i Afghanistan. Eller endnu bedre, hvilken der ikke bliver krænket?
Hele nationens menneskerettigheder er blevet trampet på. Ingen i det land er “født fri”. De kan ikke udtrykke deres tanker og tro, de har ikke religionsfrihed, ægteskaber er tvungne, og vi kan slet ikke tale om seksuelle og kønsidentitetsrettigheder. Retten til arbejde, social sikkerhed og uddannelse er sager, som mange er blevet tortureret og fængslet for.
Lyder som en dyster joke
Kvinder og piger har – udover at være udsat for alle de ovennævnte krænkelser – mistet retten til at blive set og hørt, til at gå uden en mandlig værge, til at få en uddannelse, til at arbejde uden for hjemmet, til at rejse, til at nyde rekreative aktiviteter og parker, til at gå i bad og opretholde hygiejne og endda til at trække vejret uden en maske.
Disse restriktioner har markant øget volden mod kvinder og piger. Hvordan kan man forestille sig at leve i et land, hvor kunstformer som maleri, musik, teater, biograf og skulptur er forbudte? (Jeg har hørt, at i Kandahar er fotografering af ethvert levende væsen forbudt.) Eller hvor folk ikke har noget valg i forhold til, hvad de skal have på, eller hvordan de skal pleje deres hår og skæg
Der er utallige andre eksempler, der lyder mere som en dyster joke end virkeligheden i et samfund med over tredive millioner mennesker i det 21. århundrede og den kunstige intelligens’ tidsalder!
Alt det fremhæver den bitre sandhed, at Taliban systematisk har begrænset kvinders og pigers rettigheder og kvalt ethvert aspekt af deres liv. FN-eksperter har foreslået, at disse restriktioner kan blive anerkendt som “kønsapartheid”.
Richard Bennett, FN’s specialrapportør i forhold til menneskerettighedssituationen i Afghanistan, offentliggjorde for nylig en rapport forud for den 56. samling i Menneskerettighedsrådet, der finder sted fra 18. juni til 12. juli 2024, og hvor specialrapportøren vil fremlægge rapportens konklusioner.
Rapporten belyser den eskalerende diskrimination mod afghanske kvinder og piger under Taliban-styret. Konklusionerne fremhæver tilbagerulningen af kvinders og pigers rettigheder, repressalier mod modstandere, angreb på minoriteter og undertrykkelse af medierne.
Den understreger det presserende behov for ansvarlighed og handling for at adressere den systemiske kønsundertrykkelse, som Taliban står bag.
Menneskerettighedssituationen og især de forfærdelige levevilkår for kvinder i Afghanistan er så klare, at kun de blinde ikke kan se, og kun dem med vat i ørerne ikke kan høre. Vi vil brænde disse vatpropper med brændende skrig og fjerne de sorte briller fra de blindes øjne.
Risikerer at normalisere Taliban
Doha-møderne tjener som en platform for dialog, der samler forskellige aktører, herunder Taliban. Men fokus på Talibans deltagelse frem for inddragelsen af afghanske kvinder er et forræderi, og FN ofrer sin integritet og underminerer de bredere mål om retfærdighed og lighed ved at bøje sig for Talibans krav. Denne tilgang risikerer at normalisere Talibans undertrykkende regime, mens den tilsidesætter afgørende menneskerettighedsspørgsmål.
Afghanske kvinder har båret hovedparten af Talibans drakoniske tiltag. Deres rettigheder er systematisk blevet indskrænket, og deres stemmer kvæles. At udelukke dem fra Doha-mødet sender et nedslående budskab: Deres perspektiver er overflødige.
Når jeg tænker på Afghanistans fremtid, må jeg anerkende, at afghanske kvinder ikke blot er ofre; de er forandringsagenter. Det internationale samfunds manglende evne til at forstærke deres stemmer er en alvorlig forsømmelse.
Civilsamfundet – bestående af ngo’er, aktivister og græsrodsorganisationer – spiller en afgørende rolle i at forme Afghanistans fremtid. Disse grupper bygger bro mellem officielle forhandlinger og virkeligheden på jorden.
Deres indsigter, trukket fra levede erfaringer, tilbyder en nuanceret forståelse af de udfordringer, der ligger foran os. Alligevel forbliver civilsamfundet marginaliseret i Doha-processen. Denne marginalisering hindrer skabelsen af en holistisk og inkluderende tilgang til Afghanistans fremtid.
Troværdighedstesten
Doha-mødet er en lakmusprøve for FN’s troværdighed. Det internationale samfunds langsomme normalisering af Taliban, kombineret med et fokus på geopolitiske spørgsmål frem for menneskerettigheder, er foruroligende.
FN skal balancere behovet for at engagere sig i dialog med Taliban, samtidig med at man prioriterer menneskerettigheder. At normalisere Talibans handlinger risikerer at validere det undertrykkende regime.
I stedet mener jeg, at vi bør understrege ansvarlighed og insistere på meningsfuld deltagelse fra afghanske kvinder og civilsamfundet. Dette er ikke blot en diplomatisk udfordring, men en moralsk forpligtelse.
Taliban må ikke definere landets fremtid
Mens Doha-mødet udfolder sig, skal vi holde afghanske kvinder i centrum. De besidder nøglerne til et mere inkluderende og stabilt Afghanistan. Forhandlinger bør ikke blot fokusere på magtdeling; de bør prioritere retfærdighed, lighed og styrkelse af marginaliserede stemmer. Taliban kan være en del af Afghanistans nutid, men de definerer ikke dets fremtid.
Sammenfattende er det tredje Doha-møde en kritisk test af det internationale samfunds forpligtelse til menneskerettigheder og retfærdighed.
