Til Globalnyts sommerstafet har vi talt med formanden for OECD’s Udviklingskomité (DAC), Carsten Staur, fra hans base i Paris.
Han repræsenterer som DAC-formand donor-samfundet, både udadtil i forhold til den internationale bistandsdebat og indadtil i forhold til at skabe bedre sammenhæng og øget kvalitet i medlemslandenes bistandsindsats.
Carsten Staur har en laaaang fortid i den diplomatiske tjeneste, blandt andet som Danida-chef, dansk FN-ambassadør i New York og OECD-ambassadør i Paris.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
“Planlægning. Vi er i disse uger ved at detailplanlægge DAC’s arbejde frem til næste sommer, hvor FN har sin store Financing for Development-konference i Spanien. Det er 10 år siden, at FN havde den seneste Financing for Development-konference i Addis Ababa, så der skal vedtages et nyt handlingsprogram. Addis Ababa-agendaen blev vedtaget i 2015, og det var en anden tid. Det var samme år som vedtagelsen af verdensmålene og Paris-aftalen, og der var en global forventning om styrket internationalt samarbejde. Sådan er det ikke i dag, så jeg er spændt på, hvad der bliver ambitionen for de næste 10 års udviklingsfinansiering.”
Hvad eller hvem i udviklingsbranchen giver dig mest håb?
“Jeg har det lidt svært med et begreb som ’udviklingsbranchen’. Jeg ser mig selv som diplomat og som politisk brobygger – og DAC som en del af et større internationalt system, der ikke har det helt godt: Verden er ikke et godt sted lige nu, som jeg vist plejer at sige.”
“Det giver mig håb, at det internationale udviklingssamarbejde på en eller anden måde stadig fungerer, trods stigende geopolitiske og geoøkonomiske spændinger. Udviklingsbistanden er steget siden 2019, også hvis du fraregner Covid-19, Ukraine og flygtningeudgifter I OECD-landene. Jeg synes også det er positivt, at bistanden har været en effektiv ramme for mobilisering af internationale indsatser for at kunne håndtere Covid-19, Ukraine og de stigende flygtningeudgifter. Jeg vil meget gerne, at udviklingssamarbejdet kan medvirke til at reducere spændingsniveauet og få gang i et bredere internationalt samarbejde.”
Hvad irriterer dig mest ved dit arbejde med global udvikling?
“Jeg er langt mere bekymret, end jeg er irriteret, for det sidste er ikke en særlig positiv drivkraft. Jeg er bekymret for at den globale udvikling går i den forkerte retning: Konflikt frem for samarbejde. Konfrontation frem for dialog. Nationalisme og meget kort tidshorisont frem for global solidaritet på den lange bane.”
“Jeg er bange for, at vi er ved at ved at øge den globale ulighed og koble de fattigste og svageste lande af på en måde, der skaber ustabilitet og kun øger problemerne på længere sigt.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om?
“Jeg savner en grundlæggende forståelse af, at de næste ti-femten år bliver kritiske for menneskeheden og for kloden som helhed. Det gælder klima, forurening, fattigdom, konflikter, demografi og mange andre ting. Jeg ser helt klart, at den russiske aggression mod Ukraine kræver et svar, og at der er behov for at øge den militære støtte til Ukraine og styrke det militære beredskab, i NATO og i Europa.”
“Men jeg ser også et behov for den samme grad af beslutsomhed og vilje til at sætte os selv i spil – og ofre lidt mere – i forhold til de globale problemer, der truer os om ikke i dag, så i morgen. Jeg forstår ikke kortsynetheden og fokus alene på de helt nære problemer. Vi lever i en verden, der hænger sammen, og hvor vi må klare det hele på en og samme gang.”
Hvad er dit bedste læse-lytte-kigge-tips?
“Jeg er lige gået igang med at læse den tidligere irakiske finansminister Ali Allawi’s bog Rich World, Poor World, der kom for nogle måneder siden. Det handler om at forstå baggrunden for, hvordan internationalt samarbejde fungerer, hvordan det er opstået og hvordan det udvikler sig over tid. Det er meget velskrevet, og han har en meget bred og akademisk pensel.”
