Amel Fahmys livsvej har været særligt præget af kampen mod kønsbaseret vold, siden hun i løbet af sin uddannelse blev medlem af en græsrodsbevægelse, der kæmpede mod kvindelig omskæring i Egypten. Her mødte hun andre egyptiske feminister, som hun beskriver som ”legender” og har siden da engageret sig i kampen mod patriarkalsk vold, blandt andet gennem sit arbejde i FN.
Jeg har talt med den aktivistiske antropolog om sin personlige rejse som egyptisk feminist, en rejse der har været præget af modgang, men også har været en kilde til inspiration. Desuden beretter hun om den aktuelle sikkerhedssituation i Egypten, hvor er blevet forværret på grund af en økonomisk krise og flygtninge fra Gaza og Sudan.
Fahmy understreger, at den feministiske bevægelse aldrig har haft mere brug for et stærkt sammenhold end nu, især i lyset af de stadigt voksende anti-abortprotester i dele af det amerikanske samfund. En debat, som har været på feministernes dagsorden siden 1960’erne.
”Den aktuelle anti-abort bevægelse er et tydeligt tegn på, at selv de mere udadtil frigjorte kvinders fundamentale rettigheder stadig er under angreb.”
For ni år siden besluttede Fahmy sig for at vende tilbage til Egypten, hvor hun fortsat engagerer sig i aktivisme og har grundlagt to ngo’er. Desuden har hun medvirket i Globalnyts serie, Det digitale forår. Og i år deltog hun i årets Talk Town i Danmark, som er en 3-dages debatfestival om køn, ligestilling og feminisme.
Læs også: Fandenivoldske og uden filter – Arabiske Gen Z’ere spyr feministisk ild ud på sociale medier
Drop gatekeeping og send bolden videre
Normalt bryder Fahmy sig ikke om, at feminister bliver udspurgt om deres alder eller uddannelsesniveau, fordi hun mener vigtige stemmer kan drukne i labels som ’ung’, ’gammel’ eller ’uddannet’. Men den 47-årige kvinde har stor respekt for den yngre generation af feminister, hvis fremgangsmetoder sommetider skiller sig ud fra den forrige generations. Og hun har absolut intet imod at give stafetten videre.
”At skabe en følelse af ægte solidaritet indebærer en accept af, at de nye generationer måske gør ting på en anden måde, som ikke altid er velset i den ældre generations øjne. Men vi må give faklen videre til den næste generation – selv hvis de vil noget andet,” konstaterer hun.
Det er især vigtigt i en tid, hvor Egypten står over for en række udfordringer, der forværrer landets sikkerhedssituation og samtidig øger presset på kønslig uretfærdighed:
“Egypten står over for en økonomisk nedtur, der både er påvirket af globale og indenlandske faktorer. Landet har været præget af høj inflation, som har ramt sårbare grupper hårdt. Kvinder lider ikke bare under kønsdiskriminerende praksisser og love, men også under konsekvenserne af en overvældende økonomisk krise.”
Derfor håber Fahmy at den feministiske bevægelse i Egypten kan omfavne alle de forskellige grupper og bølger – uden at der opstår en generationel splittelse – hvor man kan samle sig om de grundlæggende værdier og principper, som banede vejen for feminismen i landet.
Mere hjælp til flygtninge fra Gaza og Sudan
De humanitære kriser i både Gaza og Sudan har ikke bare haft stor indflydelse på sikkerhedssituationen i Egypten, men den har også bedrøvet de aktivister, som gerne vil hjælpe det store antal af flygtninge – især piger og kvinder – men føler sig utilstrækkelige.
”Der er tale om sårbare piger og kvinder, som har været nødt til at flygte og har været udsat for alle former af psykisk og fysisk vold, som man kan komme i tanke om. Vi føler os magtesløse, fordi vi ikke har ressourcer nok eller adgang til at give dem den hjælp, som de fortjener og desperat har brug for.”
Flere flygtninge bliver voldtaget under deres rejse til Egypten, og det er et tabubelagt emne, fordi mange af de kvindelige flygtninge forbinder voldtægter med noget skamfuldt, som helst ikke må komme for dagens lys, fortæller hun.
”Det er en mørk og trist tid for os som feministiske aktivister – vi ved alle sammen, hvor særligt sårbare kvindelige flygtninge er, og at det kunne have været os, som stod i deres sko. Vi står i en periode med mismod og afmagt, og det er hjerteskærende at være vidne til.”
Jeg har besøgt flere vestlige lande, hvor folk viser solidaritet offentligt, uden at der nødvendigvis er nogen reel handling bag den offentlige støtte.
Amel Fahmy
Fahmy advarer mod en tendens, som hun kalder ’performativ’ aktivisme, og som hun mener har gennemsyret dele af det internationale samfund og vestlige aktivister. Det er form for aktivisme, hvor man udadtil støtter en sag, mens den egentlige motivation handler om at fremstå engageret, frem for at være det.
”Jeg har besøgt flere vestlige lande, hvor folk viser solidaritet offentligt, uden at der nødvendigvis er nogen reel handling bag den offentlige støtte. Forstå mig ret, opmærksomheden er også et vigtigt værktøj i sig selv, men man må ikke glemme at kæmpe for konkret forandring. Regeringerne skal kunne mærke, at det ikke bare er tomme ord.”
”Små skridt kan føles som ubetydelig dråber i havet, men de kan skabe bølger af forandring på længere sigt. Selvom følelsen af afmagt er uundgåelig lige nu, må den ikke handlingslamme os,” siger Fahmy.
