Jørgen Harboe
Jørgen Harboe (født 1943) har over 40 år på bagen som udviklingsjournalist og forfatter med særlig fokus på Sydasien.
Han har også haft fingrene nede i det praktiske udviklingsarbejde som projektkoordinator i Bangladesh, menneskerets-monitor i Rwanda og våbenhvile-observatør i Sri Lanka.
Desuden har han deltaget i solidaritetsarbejde omkring Den Tredje Verden i Danmark og været med til at starte både de danske udviklingsjournalisters forening, Nairobiklubben og Timbuktufonden, der støtter journalistik og oplysningsarbejde om udvikling og globalisering.
Han er desuden blogger på Globalnyt.
De af os, der ikke er født i går, har oplevet det hele før: Da AIDS-epidemien blev global i begyndelsen af 1980’erne, gik masser af mennesker over hele jorden i panik.
Skulle vi alle sammen dø? Eller var det kun bøsserne? Var det Guds straf for menneskers syndefulde liv?
Da kendskabet til smitten bredte sig fra San Franciscos homoseksuelle, og AIDS udslettede hele landsbyer, kvinder, mænd og børn i Afrika, dukkede vandrehistorier op om, at det var de hvides læger, der havde skabt sygdommen og bevidst udbredt smitten for at rydde ud blandt de fattige sorte og genskabe den hvide races overherredømme.
Hvide, sorte, brune, gule, troende, vantro, videnskabsfolk og konspirationsteoretikere: Ingen anede deres levende råd den gang i begyndelsen af 1980’erne.
I dag er det, som om vi begynder forfra og er næsten lige så rådvilde og panikslagne som før.
Vi kender smitten nu. For 40 år siden anede vi ikke, hvorfor så mange sygnede hen og døde. Men hvordan får vi den til at holde op? Er der en kur, eller er mutationerne uden ende? Er vaccinerne verdens frelse eller noget, onde medicinmænd har fundet på for at tjene styrtende summer? Er verden, som vi kender den, gået under og tabt for evigt?
En stærk indsats mod AIDS
I stedet for at kaste os ud i apokalyptiske undergangsvisioner, er det værd at se nøgternt tilbage på de første 40 år med HIV og AIDS. HIV er den virus, der fører til AIDS og død, hvis den får lov til at brede sig.
Vi har ikke udryddet HIV, men lægerne opfandt midt i 1990’erne en effektiv medicin, så de smittede med den rette behandling hverken dør før andre eller bærer smitten videre. Cirka 40 millioner mennesker lever verden over med HIV i kroppen, men fra 2010 til 2021 er antallet af nye HIV-tilfælde sænket med 30 procent.
På verdensplan havde kun 7,8 millioner HIV-smittede adgang til den effektive medicin i 2010. I 2021 var antallet af HIV-smittede mænd, kvinder og børn i livreddende behandling steget til 28,2 millioner.
Mange vil være enige med mig i, at denne udvikling næsten er mirakuløs. For 20 år siden mente de fleste, at det i praksis var umuligt at nå ud til fattige analfabeter i fjerne afrikanske landsbyer med behandling, der krævede løbende testning og livslang, daglig, nøje doseret medicin. Det var der hverken penge, uddannet personale, viden eller vilje til. Nu skønner FN, at halvdelen af Afrikas HIV-smittede rent faktisk får og har gavn af den effektive medicin.
Det umulige viste sig at være muligt, selv om vi stadig er langt fra at nå ud til alle med den livreddende behandling.
En erfaring vi alle kan bruge
Det er FN-organisationen UNAIDS, der har offentliggjort disse tal op til AIDS-dagen 1. december i år. UNAIDS har samtidig set på, om der er erfaringer fra de 40 år med HIV og AIDS, som sundhedsvæsenet og regeringerne kan bruge i indsatsen mod dem globale corona-pandemi.
Og det er der, mener UNAIDS.
En vigtig forklaring på, at det er lykkedes at redde så mange HIV-smittede i Afrika, er, at lokalsamfund i de forløbne 40 år er gået sammen om at hjælpe sig selv. Der er tale om landsbyer eller grupper, der er særligt udsatte for smitte: Bøsser, prostituerede, stofmisbrugere og andre.
Da de første corona-ofre dukkede op, og skrækken for en nye epidemi bredte sig, lukkede mange sygehuse og klinikker for behandling af alle andre end folk med corona. Det gik især ud over de mest sårbare: De fattige og de seksuelle minoriteter, der ikke kunne betale, altså HIV-patienterne. De centrale sundhedsinstitutioner kunne ikke længere nå ud til alle.
Ifølge UNAIDS rejste mange af de lokale samfund sig dog hurtigt igen. De havde lært at stå på egne ben. Mange havde sikret sig HIV-medicin til flere måneders forbrug. De var vant til at rådgive sig selv og andre om at beskytte sig mod HIV. Den autoritet, de havde fået eller tilkæmpet sig i lokalsamfundet, kunne de nu bruge til at fortælle andre om corona-smitte, masker, håndhygiejne og så videre.
Meget af den lokale infrastruktur til at tage hånd om corona er derfor på plads i mange fattige samfund takket være de 40 år med HIV og AIDS, hvis man skal tro UNAIDS. Men det er naturligvis kun en lille del af løsningen på det store nye pandemiproblem!
Fattige får ingen vaccine
I 1990’erne rullede medicinalindustrien den nye effektive medicin mod HIV ud. Den var dyr, over 100.000 kroner pr år pr patient, og først efter mange års kampe lykkedes det civilsamfundet i organisationer verden over at tvinge medicinalselskaberne til at sælge medicinen til en brøkdel af prisen, så fattige mennesker i fattige lande også slap for at dø af AIDS. Bistandsorganisationer, lokale myndigheder eller folk selv betaler regningen. Halvdelen af Afrikas Hiv-smittede dør dog stadig uden adgang til den medicin, der kunne have reddet deres liv og hindret dem i at smitte andre.
Nu gentager historien sig. Medicinalindustrien producerer milliarder af doser effektiv vaccine mod corona. Den går til dem, der kan betale. Kun 5,5 procent af vaccinen havner i verdens lavindkomstlande, skriver FN’s kontor for menneskerettigheder. Jeg har ingen tal for hvilken andel, der når de fattigste i de fattigste lande, men mit gæt er tæt på 0 procent – i alt fald i praksis.
Virus kender ingen grænser
Virus kender ingen grænser, uanset om det er HIV eller corona. Bekæmpelsen af virus er ikke stærkere end det svageste led, og der er ingen udsigt til, at Danmark eller andre rige lande vil bidrage med mere end symbolske donationer som en slags aflad for at styrke de svage led i kæden. Der er heller ingen virkelige tegn på, at Danmark eller andre rige lande vil bryde med den private medicinalindustris ret til at tage patent på livsvigtig medicin.
Derfor er corona blevet en ny permanent svaghed i det internationale sundheds- og velstandssystem.
Om 40 år går det måske lidt bedre, hvis civilsamfundet og frivillige ildsjæle i rige og fattige lande finder sammen og hjælper hinanden på kryds og tværs, sådan som det sker omkring HIV og AIDS.
