ActionAid-rapport: næsten en milliard sulter

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Ny stor rapport viser, at næsten en milliard mennesker på verdensplan ikke får nok at spise. Samtidig står verden overfor en tredobbelt krise.

Af Sara Schlüter (MS)

Kombinationen af klimaforandringer, svindende naturressourcer og voldsomt stigende fødevarepriser kan stå i vejen for, at kloden kan brødføde sig selv.

Det viser ‘On the Brink: Who’s best prepared for a climate and hunger crisis?’ – en ny rapport fra ActionAid, som Mellemfolkeligt Samvirke er en del af.

Derfor er der brug for en ambitiøs og global politisk handling forud for Rio+20 topmødet næste år.

– Løsningerne for at sikre mad til hele verdens befolkning skal findes nu. Alverdens miljøministre og verdens absolutte erhvervstop mødes i den nærmeste fremtid ved forskellige lejligheder for at diskutere, hvordan vi omstiller til en mere grøn og bæredygtig økonomi, siger generalsekretær i Mellemfolkeligt Samvirke, Frans Mikael Jansen, og fortsætter:

– Og de bliver for alvor sat på prøve ved Rio+20 topmødet næste juni, hvor de har en enestående mulighed for at iværksætte en plan, som kan udrydde sult.

Han peger på, at landbrug ikke kun er den helt centrale, men også den nemmeste måde at gøre noget ved problemet på.

– Omstil til bæredygtige landbrugsmetoder, og invester i verdens fattigste landmænd og kvinder. Reformér verdens fødevaresystem, så det varetager de små landmænds interesser og ikke støtter store selskaber, som opkøber enorme landområder, hvor der i dag dyrkes mad, siger Frans Mikael Jansen.

Rapporten viser blandt andet, at:

– Mindst 10 lande, som tilsammen huser over 1,5 milliarder af verdens befolkning, er yderst sårbare overfor en klima-relateret fødevarekrise. På globalt plan kan klimaforandringer skubbe yderligere en halv milliard mennesker ud i en tilstand af kronisk sult inden 2050. Hvert eneste landbrugssamfund, der blev undersøgt på tværs af Afrika, Asien og Amerika gav udtryk for, at det uforudsigelige og ekstreme vejr underminerer deres evne til at brødføde sig selv.

– Landbrugsmetoder, der ikke er bæredygtige, samt en uhørt tilstrømning af udenlandske investorer, der søger at opnå kontrol med ressourcer såsom mineraler, olie, biobrændstof og vand, kan efterlade millioner af verdens fattigste uden nok dyrkbar landbrugsjord til at producere tilstrækkelig mad. Alene i Afrika må over 6 millioner hektar landbrugsjord gøres dyrkbart, såfremt efterspørgslen efter mad skal dækkes for en befolkning, som vil være fordoblet i 2050.

– Vi står over for en farlig, ny æra, hvor forhøjede fødevarepriser vil skubbe yderligere 44 millioner mennesker ud i fattigdom. Efterspørgslen efter biobrændstof – produceret af hvede, majs, sojabønner og sukkerrør – vil betyde varigt stigende fødevarepriser, medmindre verdens rigeste lande kan finde alternative energikilder.

Læs hele rapporten ‘On the Brink: Who’s best prepared for a climate and hunger crisis?’ her: http://www.ms.dk/graphics/Ms.dk/Dokumenter/hungerfree-scorecard-2011.pdf