Den 46-årige studievært, historiker og anmelder har sammen med det øvrge hold på Deadline holdt fanen højt, når det gælder dækning af u-landene og udviklingsbistanden.
Adam Holm siger ikke helt farvel til DR endnu, men fortsætter på P1 og med arbejdet med en Syriens-dokumentar til DR2.
Men han har sagt sit job op på DR 2's nyhedsflagskib, cheferne på DR Nyheder har accepteret opsigelsen og sidste arbejdsdag er på mandag, oplyser hovedpersonen i et offentligt opslag på Facebook:
“Intet drama, ingen trusler om buksevand og tørre tæsk, blot et behov for at arbejde med journalistik/formidling i andre rammer end de som gælder for en nyhedsudsendelse”.
“Tusinde tak – oprigtigt talt – for mange venlige ord gennem tiden og for drøje hug af den konstruktive slags, hvor man i bedste fald bliver bevidst om egne fejl og husker at rette ind", skriver han og fortsætter:
“Tak også for gode programforslag, sextilbud (OK, sølle to), invitationer til congolesisk cabaret, forsøg på bestikkelse, mærkværdige optrin, hæklede underbukser, hjemmekogt sprit og sågar grinagtige dødstrusler. Alt er noteret i mindernes logbog. Never surrender!”
Adam Holm har flere gange været på kant med sine chefer i DR, i sagerne om hans kronikskriverier i 2009 og 2013 , eller da han sidste år viste Jyllands-Postens omdiskuterede tegninger af profeten Muhammed og blev indkaldt til “en kop kaffe” hos nyhedsdirektør Ulrik Haagerup.
Holm skiftede til DR 2 fra et job som debatredaktør på Politiken i 2006. Efter en årrække som studievært nåede han i en kort periode på et halvt år fra 2012 at være kanalchef for DR 2 sammen med den nu også afgåede Michael Thouber, inden han af egen drift vendte tilbage til studiet i 2013.
Adam Holm har en ph.d. i moderne historie fra Københavns Universitet. Hans ph.d. var om højreradikalismen i Europa og han har som journalist beskæftiget sig med den arabiske verden og Islam.
Deadline redaktionen består efter mandag af Martin Krasnik, Nynne Bjerre Christensen, Niels Krause-Kjær og Jacob Rosenkrands.