Administrator til Sydsudan – krydderier med i kufferten

Forfatter billede

Der var et par sommerfugle i maven, da Chahlotte Stevnhoved mandag rejste til Sydsudan.

© Christian Nørgaard/MSF

Frem til sommer skal hun være ansvarlig for personaleadministration og økonomistyring på Læger uden Grænsers hospital i Gogrial i Sydsudan.

Hospitalet yder basale sundhedsydelser til områdets indbyggere. Det indebærer bl.a. behandling af underernærede børn og medicinsk hjælp til gravide, mødre og deres spædbørn. Hospitalet har et kirurgisk afsnit, hvor der foretages kejsersnit og andre livreddende operationer.

Opgaven som administrator er i sig selv ikke skræmmende for 45-årige Chahlotte Stevnhoved, der er fra Hobro og uddannet luftfragtsspeditør og i mange år har arbejdet i hotel og restaurationsbranchen.

Hun har tidligere været udsendt som administrator for Læger uden Grænser til en krævende opgave i Malawi i det sydlige Afrika. Men denne gang skal hun til et område, der i årevis har været plaget af uro.

Alene i 2010 blev over 900 mennesker dræbt og 215.000 fordrevet på grund af stammeopgør eller sammenstød med oprørsgrupper som Lords Resistance Army (Herrens Modstandshær) og nye militser. Oveni er der en vis nervøsitet for, om den nylige folkeafstemning om en deling af landet vil føre yderligere uro og vold med sig.

Læger uden Grænser har ydet akut lægehjælp og humanitær bistand i Sudan siden 1979, og sundhedssituationen i Sydsudan er kritisk. Omkring 3/4 af befolkningen i Sydsudan har ikke adgang til lægehjælp.

– Jeg må indrømme, at jeg er lidt nervøs. Men jeg stoler på Læger uden Grænsers sikkerhedsforanstaltninger, og det lyder som om, at forholdene er OK, siger Chahlotte Stevnhoved, der har været i kontakt med en af de to danskere, der allerede arbejder i Gogrial.

På opfordring fra de kommende kolleger har hun krydderier med i kufferten – de mener, at den lokale mad mangler smag.

Hvad de ikke ved er, at Chahlotte Stevnhoved også har indkøbt frø til krydderurter og har planer om at tilså en lille urtehave, så de udsendte kan blive selvforsynende.