ADRA Danmark får 9,6 millioner kr. til nødhjælp i Syrien

dsc01695
Laurits Holdt

Europa-Kommissionens afdeling for humanitær bistand og civilbeskyttelse, ECHO, støtter ADRA Danmarks nødhjælpsarbejde i Syrien med ny bevilling på 9,6 millioner kr, skriver organisationen i en pressemeddelelse.

Med bevillingen anslår ADRA, at organisationen kan hjælpe flere end 70.000 mennesker i Syrien med nødhjælp. 

Nødhjælpsarbejdet skal først og fremmest sikre, at befolkningen har adgang til rent vand, et tag over hovedet og at børn i skolealderen kan komme i skole.

ADRA Danmarks fokus er at hjælpe de mest udsatte, blandt andet i nogle af de områder, som længe har været afskåret fra hjælp udefra. Nødhjælpsarbejdet er målrettet enlige mødre, ældre mennesker, mennesker med handicap og børn, der er droppet ud af skolen på grund af krigen. 

”Syriske piger og drenge har lidt voldsomt under konflikten i Syrien, og det estimeres, at to tredjedele af alle børn i landet har mistet en af deres kære, fået ødelagt deres hjem eller selv er blevet såret. Dem skal vi hjælpe tilbage til et værdigt liv, og her er psykosocial hjælp og skolegang i nogenlunde trygge omgivelser et skridt på vejen,” siger ADRA Danmarks generelsekretær Jens Vesterager.

13 millioner har brug for hjælp

Krigen i Syrien er nu gået ind i sit 8. år og har skabt en enorm humanitære krise. Flere end 13 millioner i landet har brug for humanitær hjælp og næsten fem millioner befinder sig i områder, hvor det er vanskeligt at komme ud med nødhjælp på grund af kampe og mangel på sikkerhed.

Civilbefolkningen er de primære ofre for krigen, der indtil videre har kostet mindst en kvart million mennesker livet – mange af dem børn.

ADRA har hjulpet ofre for konflikten i Syrien siden 2013 med både akut livreddende nødhjælp og mere langsigtede humanitære indsatser. 

ADRA – Adventist Development and Relief Agency – er en del af det globale ADRA-netværk. Organisationen tager udgangspunkt i et kristent menneskesyn.