Ægtepar udsendes til Tanzania

Redaktionen

Solveig og Morten Bech Jensen rejser til Nkwenda Bibelskole i Tanzania for de næste 4 år at være missionærer i ord og handling, skriver Danmission på sin hjemmeside.

Solveig, 32 år, er teolog og skal undervise på bibelskolen og Morten, 34 år, er murer og skal arbejde og undervise i kirkens byggeafdeling. Deres mål er gensidig forståelse, dialog og udvikling.

Med erfaringer fra frivilligt arbejde med alt fra flygtninge, prostituerede og misbrugere til mini-konfirmander har Solveig som nyuddannet teolog allerede mange personlige og faglige resourcer at trække på i hendes kommende job på Nkwenda Bibelskole i Karagwe stift i den lutherske kirke i Tanzania.

Morten er uddannet murer, men arbejder på nuværende tidspunkt som portør på Skejby Sygehus. I Tanzania skal han arbejde i kirkens byggeafdeling, hvor han håber at kunne give sine erfaringer, som selvstændig murer videre til hans kommende kollegaer.

– Jeg ser frem til igen at beskæftige mig med murerfaget og på en anderledes måde. Som naturelsker glæder jeg mig til mødet med et land og en kultur, som kan give os udfordringer sammen og hver især, fortæller Morten Bech Jensen til Danmissions hjemmeside og fortsætter:

– Jeg har igennem Solveig fået sat spørgsmålstegn ved mine værdier og livsgrundlag og fået udvidet mit kendskab til kristendommen, som vi taler meget om i vores hjem. Solveig ser frem til at arbejde med teologi i praksis, og vi håber, at vi sammen kan bidrage med gensidig forståelse, dialog og udvikling i fællesskab med vore nye naboer.