Af Maria Justiniano
Noget at leve af er ikke nødvendigvis en rettighed ældre i udviklingslandene kan se frem til eller kræve fra deres regeringer. Men i takt med at familiemønstrene ændrer sig stiger behovet for offentlig hjælp til de ældre.
Sammensætningen af verdens befolkning ændrer sig i disse år. Stigningen i antallet af ældre over 60 år er markant, globalt set forventes antallet af ældre over 60 år at nå 2 mia i 2050. I dag er tallet 810 millioner, så der er altså tale om en fordobling af væksten. (1)
I udviklingslandene stiger den forventede levealder fra 68 år til 74 år i 2050; og fra 78 år til 83 år i den udviklede del af verden. At folk lever længere skyldes bedre ernæring, bedre adgang til sundhedsklinikker, uddannelse og generelt en bedre levestandard.
Det er derfor en god nyhed, og ældre borgere er i mange samfund en stor resource. Fordelingen af 60-åriges andel af befolkningen i hhv 2012 og 2050 i de forskellige verdensdele ses i denne tabel.
Over 60 åriges andel af befolkningen i procent (2):
| 2012 | 2050 | |
|---|---|---|
| Afrika | 6 % | 10 % |
| Asien | 11 % | 24 % |
| Latinamerika | 10 % | 25 % |
| Europa | 22 % | 34 % |
| Nordamerika | 19 % | 27 % |
Ældre mennesker i udviklingslande (3) er – ligesom i Danmark – optagede af at have en indkomst de kan leve af, adgang til lægehjælp, et meningsfyldt socialt liv med familie og venner, og at blive behandlet som værdige medborgere. De fleste ældre i udviklingslandene er imidlertid ikke sikret en indkomst i form af en arbejdsmarkedspension, og de har ikke sparet op til deres alderdom, da de oftest har arbejdet i den uformelle sektor med landbrug eller småhandel.
Få regeringer i udviklingslandene har sociale pensionsordninger for de ældre medborgere, som derfor er afhængige af deres familier til at forsørge sig. Imidlertid ændrer familiestrukturerne sig dramatisk i takt med den øgede migration mod byerne.
Sønnerne og døtrene efterlader deres børn hos bedsteforældrene, men grundet stor arbejdsløshed er de ikke altid i stand til at sende penge tilbage til forsørgelse. Desuden er der mange dødsfald i forældregenerationen pga. Aids, hvorved ældre ofte overlades til sig at klare sig selv og forsørge deres børnebørn – eller leve på nåde hos fjernere slægtninge eller godgørende organisationer.
Begreberne ”social sikkerhed” eller ”social beskyttelse” (4) er i løbet af de seneste år blevet fremherskende i debatten omkring fattigdomsbekæmpelse. Social sikkerhed blev introduceret i artikel 21 i Erklæringen om Menneskerettighederne fra 1948 og indføjet i Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (5) fra 1976.
Konventionen forpligter landene til at arbejde hen imod at sikre deres borgere (herunder ældre) en rimelig levestandard. I 2012 havde 160 lande ratificeret konventionen.
Endvidere understreger ”FN’s Internationale Madrid Plan om Aldring” fra 2002 (6) vigtigheden af at indføre social beskyttelse (pensioner) for ældre.
Der er altså bred international enighed om, at ældre borgere har ret til forsørgelse. Regeringerne skal træffe beslutninger om at prioritere introduktion af og implementering af pensionsordninger for ældre.
Asien har allerede erfaringer med både målrettede og universelle pensionsordninger, mens foreløbig kun ganske få lande i Afrika introducerer aldersbetingede pensioner. Der er dog udsigt til, at dette ændrer sig i de kommende år.
UNDP’ Human Development Report 2013 (7) kommer med den gode nyhed, at Syd bliver rigere og at der derfor vil være finansielle ressourcer til at dække udgifterne til sociale pensioner i fremtiden.
Men det kræver at, der er politisk vilje i udviklingslandene til en omfordeling af midlerne gennem retfærdige skattereformer, der tilgodeser de ældre. Udbetaling af en universel basispension til alle borgere over en bestemt alder vil give lige adgang for alle og er således mest retfærdig.
Civilsamfundets og statens rolle
Danske civilsamfundsorganisationer kan spille en rolle ved at være opmærksomme på de særlige forhold omkring ældre i programmerne i Syd. I dag er ældres vilkår og rettigheder et overset tema hos næsten alle organisationer og politikere.
Det er på tide vi ser udfordringen i øjnene og handler på den. Organisationerne kunne rette noget af fokus mod ældres særlige problemstilliner: ældre kvinder, ældre arbejdere, ældre bønder, ældre kristne, ældre muslimer, ældre fiskere – og så videre.
Danida kunne oprette en fond til støtte af innovative projekter omkring introduktion af pensioner, eller sætte temaet på dagsordenen, således som f.eks. Dfid eller AFD (Frankrigs Danida) gør i form af studier og konferencer.
Civilsamfundet i Syd spiller en vigtig rolle med at presse deres regeringer til at indføre sociale pensioner og sikre ældres ret til et værdigt liv med et rimeligt forsørgelsesgrundlag.
I forbindelse med de nye udviklingsmål efter 2015 målene stiller den internationale ældreorganisation, HelpAge International (8) krav om, at ældres rettigheder tydeliggøres og at ældre borgere anerkendes som en ressource, der bidrager til samfundet.
Maria Justiniano er næstformand i Globale Seniorer
Noter:
(1) http://www.helpage.org/resources/ageing-in-the-21st-century-a-celebration-and-a-challenge/ageing-in-the-21st-century-infographic/
(2) ”Ageing in the 21 century”, UNFPA and HelpAge International, 2012
(3) Ditto
(4) Social protection
(5) ECESR
(6) Madrid International Plan of Action on Ageing
(7) UNDP, Human Development Report, 2013
(8) http://www.helpage.org/what-we-do/post2015-and-population-ageing/
