I disse dage hvor coronakrisen skaber kaos over hele verden, risikerer Afghanistan at forsvinde fra de internationale overskrifter.
Der er gået næsten 20 år, siden det internationale samfund begyndte sin massive indsats i Afghanistan. Nogle ønsker måske først og fremmest at fokusere på fejlslagene, når det gælder dette land, og statistikkerne er ganske rigtigt rystende. Sidste år blev over 10.000 mennesker såret eller dræbt, Afghanistan har verdens største produktion af heroin, og mange afghanere flygter fortsat fra deres land.
Mere end 30.000 irregulære afghanske migranter ankom til Europa i 2019, hvilket gjorde dem til den største gruppe af migranter, der kom til Europa.
Afghanistans problemer stopper ikke ved grænsen
Det kan være fristende at konkludere, at vores bestræbelser er dømt til at mislykkes, og at vi med kriser tættere på os selv hellere må stoppe nu og begrænse vores tab. Det ville være en fejl. For det ville betyde, at vi måtte gøre en større indsats senere hen.
Ingen er forpligtet til at gøre det umulige, men vi har en stor interesse i Afghanistans fremtid, og vi må forblive mobiliserede.
Hvorfor? Fordi der i verden af i dag, hvilket Covid-19 minder os om, ikke er noget ”her” og noget ”der”. Afghanistans problemer vil fortsat sprede sig. Fordi Afghanistans fred er vores fred, og fordi der ud over Taleban findes ISIS og andre terrorgrupper, krigsherrer, narkotikahandlere og alle mulige slags opportunister, der kan destabilisere landet yderligere og eksportere trusler.
Selv om Afghanistan til tider kan synes som en moderne version af Sisyfosmyten, vil en tilbagetrækning med en dominoeffekt skabe større problemer, der vil nå Europa og endnu videre.
Et rigt land med et fattigt folk
Afghanistan er et mikrokosmos, der samler mange af verdens udfordringer på ét sted: global magtpolitik, terrorisme, narkotika, etniske skel, migration, fattigdom og krænkelser af menneskerettighederne. Afghanistan er et land, hvor europæerne har spildt meget blod og investeret mange penge og politisk kapital med tilbageslag på vejen; men det er samtidig et mulighedernes land. Et sted, hvor den nye globale geopolitiske orden er ved at blive formet, i takt med at USA tilrettelægger sin militære tilbagetrækning.
Det er et forsøg på at opbygge et demokrati i et ustabilt regionalt miljø. Det er et rigt land med et fattigt folk: Det har enorme naturressourcer og naturlige aktiver, der er uudnyttede på grund af krig og dårlig forvaltning. Der er en spæd dialog mellem hovedaktørerne og en spirende fredsproces.
Siden 2001 har Den Europæiske Union og dens medlemsstater arbejdet sammen og rettet alle deres politiske, militære, diplomatiske og finansielle bestræbelser mod at opbygge den afghanske stat og beskytte dens suverænitet, dens forfatning og dens forhåbninger. Det har været en sej kamp. Men i forhold til, hvor Afghanistan befandt sig for 20 år siden, er der solide resultater med hensyn til pigers uddannelse, styrkelse af kvinders indflydelse og status, sundhedspleje, pressefrihed og civilsamfundet. Disse landvindinger må og skal beskyttes.
Hvis der indledes et nyt kapitel i Afghanistans historie, kan europæerne ikke bare se til fra sidelinjen.
Fire skridt i den rigtige retning
Så hvad er næste skridt?
For det første må vi have en reel våbenhvile. Det er der hver dag flere, der opfordrer til i FN, NATO og Den Islamiske Samarbejdsorganisation. Coronaviruspandemien gør denne opfordring mere presserende.
For det andet blev der med den nylige resolution fra FN’s Sikkerhedsråd sendt et signal om et realitetstjek: Verden skal ikke acceptere et ”islamisk emirat”. Principperne i FN-pagten skal respekteres, og landvindingerne med hensyn til sociale og politiske frihedsrettigheder skal fastholdes.
For det tredje skal de politiske ledere og grupper finde en inkluderende måde at samarbejde om fred på, hvor de ser hinanden som politiske modstandere og ikke fjender. Taleban må for sit vedkommende ikke optræde som militær sejrsherre. Der er ikke tale om sejr eller nederlag her, men snarere en uafgjort kamp. Det at ændre status fra at være udstødt til at være signatar på en aftale med USA, giver ikke i sig selv politisk legitimitet, men i fremtiden vil Taleban måske indgå i Afghanistans regering. Afghanerne vil skulle lære at samarbejde med tidligere fjender i et demokratisk rum, og det internationale samfund vil skulle træffe nogle valg.
For det fjerde bør den militære nedtrapning ikke føre til tilbagetrækning af international bistand. Europa kan som verdens største bistandsyder mobilisere store summer og kombinere det med handel. Men opretholdelsen af en sådan bistand vil blive kædet sammen med yderligere skridt i den politiske forsoningsproces. Inden den donorkonference, som Finland og FN skal afholde i slutningen af 2020, er der ikke meget tid til at vise fremskridt og tilskynde donorer i vanskelige finansielle tider.
Det man ser, er det, man får
EU kan hjælpe med alt dette på tre grundlæggende betingelser.
For det første vil EU ikke betale for, hvad andre har besluttet. Tidlig inddragelse af EU i fredsprocessen vil bidrage til at få unionen med ombord i gennemførelsen af resultaterne heraf. EU kan ikke længere bare tages for givet. For det andet skal de seneste 19 års landvindinger fastholdes, det være sig med hensyn til republikken som med hensyn til kvinders, unges og minoriteters rettigheder. For det tredje skal genopbygning og stabilisering af Afghanistan ske ved en fælles international indsats. Der er ingen, der ønsker at overtage andres problemer.
EU har ikke nogen skjult dagsorden i Afghanistan: Det, man ser, er det, man får. Vi kan fungere som en ærlig mægler og støtte den nationale forsoningsproces sammen med andre partnere. Og jeg appellerer til alle samarbejdsvillige partnere om, at de tilslutter sig denne indsats og fastholder deres engagement.
Efter mange års konflikt er der mulighed for en ny start. Selv om ansvaret for dette i sidste ende ligger hos afghanerne selv, har vi en forpligtelse til at støtte dem og forhindre, at der sker en tilbagevenden til vold og undertrykkelse af grundlæggende rettigheder og friheder.
Josep Borell er EU’s kommissær for udenrigsanliggender.
