Endnu engang er Afghanistans kvinder og piger blevet slået tilbage, da deres håb om at vende tilbage i skole fra 6. klasse blev knust. Syv måneder efter tilbagetrækningen af de udenlandske styrker, regeringens kollaps, Talibans magtovertagelse og det økonomiske kollaps er deres eneste tilbageværende håb blevet ødelagt.
Mere end halvdelen af de 23 millioner mennesker i Afghanistan, der lider af akut fødevareusikkerhed, er kvinder og piger. De lider under den umådelige og umenneskelige fysiske og mentale byrde af sult og diskrimination. Unge kvinder er holdt ude af skole, kvinder er ude af stand til at arbejde.
Efter donorkonferencen for Afghanistan opfordrer jeg indtrængende det internationale samfund til at forsikre kvinderne og pigerne i Afghanistan om, at de ikke er blevet overladt til at skulle kæmpe for sig selv.
Støt os i at lindre den frygtelige lidelse, som sult er, med ressourcer, der står mål med behovene.
Støt os i at holde kvinder og pigers drømme og stemmer i live.
Støt os ved at støtte programmer, der styrker levevilkår og modstandsdygtighed, ernæring, uddannelse og skolemåltider; programmer, der er formet i og ejet af lokalsamfundene for lokalsamfundene.
Dette er programmer, der bringer håb og potentiale og kan bane vej for stabilitet og fremgang, et fredsudbytte for Afghanistan og hele dets folk.
400.000 underernærede børn
Siden august 2021 har vi været vidne til en krise af hidtil uset omfang og dybde, der opsluger Afghanistan og afghanerne. Udbredt sult har ramt landet lige hårdt i land- og byområder. Mødre over hele landet er vidner til, at deres små børn bliver syge på grund af fejlernæring.
Jeg har mødt mange af disse mødre, siddende på kanten af en overfyldt seng på en overfyldt hospitalsgang, bedende til, at deres børn vil klare sig; mødre, der kæmper for at forstå, hvordan fred efter så mange årtiers krig kan se sådan ud. I februar blev næsten 400.000 børn under fem år behandlet for underernæring, en stigning fra 150.000 i januar.
Afghanistan er desværre hjemsted for den højeste andel af enker i verden – over 700.000, lyder estimatet. Kvinder i alle aldre kæmper for at opfostre en familie alene. Det er prisen for krig, for menneskets umenneskelighed. Mange unge, uddannede kvinder er de eneste forsørgere i deres husstande. Kombinationen af økonomiske chok, tørke og ideologisk barbari rammer disse kvinder, mødre, døtre, familieoverhoveder, eneforsørgere hårdest.
FN’s fødevareprogram, WFP’s, seneste vurdering af fødevaresikkerheden viste, at husholdninger, der ledes af kvinder, kæmper hårdest, og mange flere af disse husholdninger må ty til dramatiske midler for at brødføde deres familier (85 procent), sammenlignet med 62 procent for husholdninger, der ledes af mænd. For hver måned, krisen varer, fortsætter indkomster med at falde, kvaliteten af kosten bliver dårligere, og mængden af mad, som konsumeres, bliver reduceret.
Høsten bringer håb – hvis den ikke allerede er pantsat
Nuwroz markerer det nye solår, den første forårsdag, og blev fejret 21 marts. Med foråret kommer nyt liv, og afgrøder spirer, gror og modnes før høsten, der forventes i juni og juli. Høsten er stadig tre måneder væk. Den vil bringe nogen lettelse, men meget af den er allerede belånt, fordi familier har været tvunget til at pantsætte den for at kunne brødføde deres familier her og nu.
Den humanitære krise er ikke ovre. Den økonomiske krise er ikke sat på pause, og høsten for de, som har været heldige nok til at have adgang til at kunne så, er måneder væk.
Ja, diskussionerne og debatterne om Afghanistan er komplekse og udfordrende, ikke mindst efter de sidste ugers hændelser; vi må og vil fortsætte med at forsvare og udfordre på vegne af kvinders og pigers rettigheder. De unge piger, som blev sendt væk fra skole, børnene i Afghanistan, må have ret til at blomstre og gro for landets skyld. Det internationale samfund kan og må ikke ikke svække dets støtte til befolkningen i Afghanistan.
Mary Ellen McGroarty er WFP’s landedirektør i Afghanistan.
