Glem ikke Afghanistan
Globalnyt var mediepartner på DACAARS konference Do not forget Afghanistan, som blev afholdt i København 11. september 2020.
Derfor sætter vi i september 2020 fokus på situationen i Afghanistan, som er en af de allerstørste modtagere af dansk udviklingsbistand i de seneste år.
Så vidt vi ved fra historiske optegnelser, var der skove i meget af det nordlige, centrale og østlige Afghanistan i begyndelsen af det 19. århundrede. Især i grænseområdet mod Pakistan var der store sammenhængende skovområder. Små 200 år senere, i begyndelsen af 1980’erne, kunne FAO, FN’s organisation for landbrug og fødevarer, observere, at afskovningen var i fuld gang, og i dag er der ikke meget tilbage. Tabet af skovarealerne er en af årsagerne til de ødelæggelser, som oversvømmelser og jordskred forårsager i dag.
”Der er gode muligheder for at udnytte ege- og nåletræsskovene i den østlige del af landet til tømmer, hvis skovene forvaltes ordenligt,” skrev FN’s miljøprogram UNEP i 2003.
Op gennem 1970’erne var der regler og lovgivning, og folk ansat til at håndhæve dem. Men dét fik et knæk i 1979, da Sovjetunionen invaderede Afghanistan, og faldt helt fra hinanden op gennem 1980’erne og 1990’erne, da mujaheddin kæmpede mod den sovjetiske hær, og hvor der efter den sovjetiske tilbagetrækning udbrød borgerkrig.
I 40 år har skovene altså stået uden beskyttelse, og det har tyndet voldsomt ud i dem. Jorden er generelt tør, og det er ikke nemt at få træer til at slå rødder og vokse. Så når træerne én gang er væk, så kommer der ikke bare lige nogle nye.
Halvdelen af landet var grønt
En repræsentant for FAO vurderer, at i omegnen af 70 procent af landets træer er forsvundet siden 1970’erne, og at der i dag kun er skov på 1,5 procent af landets areal, skriver Thomson Reuters Foundation. Men det tal er mest et slag på tasken, for der er ikke blevet gjort forsøg på at opmåle landets skovområder siden 2010.
I rapporten ‘Post-conflict environmental assessment‘, som UNEP udgav i 2003, anslås det, at mellem 50 og 80 procent af landets skovområder allerede blev fældet i årene mellem 1977 og 2002.
UNEP anslår, at der engang var næsten en million hektar med egeskove og to millioner hektar nåleskov, primært ceder- og pinjetræer. De tætte skove udgjorde 4,5 procent af landets samlede areal. Meget større var områderne med mere spredte træer, for eksempel enebær og pistacie, og tilsammen udgjorde skovene og de åbne skovområder knap halvdelen af landets areal.
Da UNEP i 2003 foretog en større undersøgelse af landets skove og træområder, mødte de udsendte store nøgne eller eroderede landskaber, hvor der mindre end 30 år tidligere var grønt af pistacietræer.
Organisationen sammelignede satellitbilleder fra 1977 og 2002. På billederne fra 1977 kunne man se skovområder i 55 procent af landområderne i Badghisprovinsen og 37 procent i Takharprovinsen. Der var mellem 40 og 100 træer per hektar. I 2002 var skovene helt væk eller i hvert fald så udtyndede, at de ikke kunne ses på satellitbillederne.
Afskovningen fører til tørke og migration
Afskovningen af især pistacietræer har direkte økonomiske konsekvenser for de afghanske bønder. Igennem generationer har nøddehøsten har været en vigtig bestanddel af indtægten, der falder, i takt med at træerne bliver fældet.
Men der er også alvorlige økologiske konsekvenser.
Træerne og deres rodsystemer opsuger en del af det vand, som kommer fra nedbør og smeltet sne. Når der ikke er nogen træer tilbage, løber vandet på jordoverfladen og og er med til at forårsage oversvømmelser, som den der i slutningen af august kostede mindst 116 mennesker livet i Charikar, der er hovedby i provinsen Parwan.
Ifølge en anden FN-institution, kontoret for koordination af humanitær hjælp, forkortet OCHA, er 1,1 millioner mennesker blevet berørt af oversvømmelser siden 2012, mens jord- og mudderskred har ramt 30.000.
En anden af landets store udfordringer er tørke, og her spiller træer og skove – og manglen på samme – også en vigtig rolle.
Træernes rødder er med til at holde på fugten i jorden, og løvet skaber skygge og holder på fugten over jorden. så når træerne forsvinder, stiger fordampningen, og så bliver der hurtigere tørke.
Kombinationen af tørke og overgræsning betyder, at der mange steder ikke er nogen bevoksning tilbage, og at jorden nemt bliver skyllet eller blæst væk af vand og vind.
Langs floder og vandløb har træer blandt andet den funktion, at rødderne holder på jorden og forhindrer, at bredderne eroderes. Men når træerne er væk, kan vandet frit trække jorden med sig og gøre vandløbene bredere og bredere. Det betyder, at landbrugsjord langs vandløbene forsvinder.
Bønder giver op
Tørke, svulvende vandløb og udpining af jorden gør tilværelsen for de i forvejen hårdt prøvede bønder endnu sværere. Flere og flere giver op og søger til andre dele af landet og for manges vedkommende til byerne, hvor de håber at finde arbejde.
På den måde er afskovningen – sammen med klimaforandringer og konflikt – med til at skabe intern fordrivelse og migration, ødelægge landbrugsjord og skabe mere ørken. Knap 1,2 millioner er blevet internt fordrevet at oversvømmelser, tørke og andre naturkatastrofer siden 2012.
Klimaforandringerne betyder, at der i dag kommer stadig flere korte regnskyl, mens der er færre af de lange regnperioder, som er nødvendige for at opretholde forsyningen af grundvand. Stigende temperaturer skaber højere fordampning, og det tærer også på grundvandet.
I forvejen er naturen hård ved afghanerne. Der er bidende kolde vintre og brændvarme somre. Jordskælv er relativt almindelige, og de skaber ofte jord- og mudderskred. Men også uden jordskælv er oversvømmelser, tørke, jord- og mudderskred og laviner almindeligt forekommende.
De mange års konflikt har slidt på alt og alle i landet og gjort befolkningen endnu mere udsat for naturens luner.
Fattigdom tvinger folk til at ødelægge deres indkomstmuligheder
Man kan spørge, hvorfor befolkningen på landet fælder træerne, når konsekvenserne rammer dem selv så hårdt.
Det skyldes ikke mindst fattigdom. Befolkningen i Afghanistans landdistrikter er ludfattig. Det betyder, at mange ikke har andre muligheder for at få brændsel til opvarmning og madlavning end at samle nedfaldne grene og fælde træer – også dem, de ellers skulle høste af. UNEP anslog i 2003, at en familie i provinsen Badghis i gennemsnit brugte 20-40 pistacietræer til brændsel hvert år.
De træer, der ikke ender som brændsel, bruges til byggematerialer og møbelproduktion, og en del af tømmeret bliver smuglet til nabolandet Pakistan. Det er både lokale, der henter, hvad de kan finde, og mere organiserede fældninger, hvor der kommer lastbiler og henter tømmeret. De steder, hvor der er blevet anlagt nye veje, er det blevet nemmere at transportere tømmeret væk, og det har ført til endnu mere afskovning.
Efterspørgslen på træ kommer ikke til at falde, for der er hårdt brug for byggematerialer til at reparere og genopbygge efter de mange ødelæggelser forårsaget af kæden af krig og borgerkrig, der har hærget landet gennem fire årtier.
Den sovjetiske besættelse af Afghanistan havde også store omkostninger for landets træer. Ikke alene havde befolkningen brug for brændsel, det havde de frysende sovjet-soldater også. Derudover ødelagde den sovjetiske militærmaskine skovområder, hvor modstandsbevægelsen havde skjulesteder.
Endnu en faktor i ligningen er den hastigt voksende befolkning.
I 1977 boede der godt 12 millioner mennesker i landet. I dag bor der lige under 39 millioner. Befolkningstilvæksten er på omkring 2,3 procent, og selvom den er faldende, forventer FN først, at ændringen slår igennem i midten af 2080’erne, hvor der vil være omkring 77 millioner indbyggere i landet. Det skaber et større og større pres på landets naturlige ressourcer.
Ikke en simpel plan
Flere organisationer forsøger at rejse skov eller i det mindst få plantet nogle flere træer. For eksempel den tyske udviklingsorganisation GIZ, som kører et treårigt projekt (2019-2022), der har til formål at genrejse skov og rehabilitere udpinte områder, så befolkningen kan skabe sig et livsgrundlag på baggrund af naturressourcerne.
Men det er ikke en simpel plan. Lokale konflikter skal løses først, før det giver mening at plante nye træer og andre planter, som kan genskabe den grønne natur. Der skal også tages hensyn til de tilbagevendende naturkatastrofer: Der skal anlægges terrasser for at holde på jorden på bjergsiderne, der skal bygges diger og dæmninger for at begrænse oversvømmelserne, og der skal findes nye plantesorter, som kan klare sig i de tiltagende tørkeperioder. For at undgå, at de nyplantede træer også ender som brænde, skal husholdningerne have mere moderne ovne, som bruger mindre brændsel.
På det helt konkrete plan sker der også noget. For eksempel har myndighederne i hovedstaden Kabul under coronanedlukningen ansat arbejdsløse til at grave kanaler og grøfter, der skal opsamle regn og smeltevand fra bjergene. Det opsamlede vand skal supplere grundvandet, som synker med en meter om året. Når kanalerne og grøfterne står klar, skal der langs dem plantes 13 millioner træer.
Andre steder i landet har FAO hyret folk til at plante træer. I løbet af corona-pandemien er der indtil videre tilplantet 1.035 hektar med pinje- og valnøddetræer.
