En delegation på omkring 20 afghanske forretningsfolk vil være blandt deltagerne, når Industriens Hus torsdag den 2. februar lægger lokaler til en konference om genopbygning af Afghanistan, skriver dagbladet Børsen fredag.
Konferencen i København arrangeres i samarbejde mellem Dansk Industri og den tyske industriforening, som i februar er på rundrejse med den afghanske delegation til en stribe europæiske storbyer for at sætte fokus på forretnings- og investeringsmulighederne i det krigshærgede centralasiatiske land.
Erhvervsdelegationen tæller repræsentanter for bl.a. fødevare-, sundheds- og infrastruktursektorerne.
Blandt hovedtalerne den 2. februar er dr. Omar Zakhilwal, som er præsident for et investeringsorgan, regeringen i Kabul har etableret i forbindelse med landets genopbygning.
Danmarks ambassadør i Afghanistan, Jens Hårløv, vil tale om den danske genopbygningsindsats, herunder bistandsbevillingen på 670 mio. kr., som Folketinget for nylig har godkendt.