Af Stine Leth-Nissen
journalist i Folkekirkens Nødhjælp
Den Afrikanske Unions Kommissionsformand, Alpha Oumar Konaré, gik energisk i clinch med repræsentanter for Afrikas civilsamfund på konference i København. Og Konaré har store forventninger til de folkelige grupper
”I skal være vores vagthunde. I skal være vores samvittighed. I skal lægge pres på regeringerne. I er civilsamfundet, og pas på: I er ikke regeringerne. Danmark kan ikke gøre jeres arbejde. Danmark kan ikke lægge arm med regeringerne, hvis I ikke er der”.
Formanden for den Afrikanske Unions Kommission, Alpha Oumar Konaré lagde ikke fingrene imellem, da han tirsdag mødtes med repræsentanter for folkelige organisationer og foreninger fra Afrika.
Op til regeringens konference den 11. maj havde de valgt at mødes med deres danske samarbejdspartnere for at forberede nogle gode råd til Danida, de afrikanske regeringer og ikke mindst samarbejdsorganisationen Den Afrikanske Union, AU.
Formanden for AU greb ivrigt og temperamentsfuldt chancen for at diskutere oplægget fra civilsamfundet. Også hvor der var spørgsmål til, hvad Danmark kunne gøre:
– Danmark kan hjælpe os og stille ekspertise til rådighed. De kan være vores ledsagere i bestræbelserne på at gøre løfterne og rettighederne kendt i befolkningerne. Men det er afgørende, at civilsamfundet udfylder sin rolle som vagthund, sagde han.
For os selv – ikke for IMF
Et af de store spørgsmål, som civilsamfundet ønskede at få svar på, er opfordringen til at gøre internationale donores støtte til afrikanske lande afhængig af, at landene tilslutter sig den såkaldte ”African Peer Review Mechanism”, APRM, under AU.
Det vil sige, at landene frivilligt lader deres kolleger gennemgå, hvordan de opfylder krav til bl.a. demokrati, god regeringsførelse og bekæmpelse af korruption.
Her advarede Konaré imod, at kravet kunne føre til, at kontrollen blot var noget, man gjorde til ære for donorerne.
– Dette må ikke blot ende som en bureaukratisk øvelse. Det er noget, vi gør for os selv – som afrikanere, ikke blot for IMF. Og civilsamfundet og den private sektor skal involvere sig i denne øvelse, anførte han og lagden til:
– Som det er i dag, er kun halvdelen af landene med. Og der er brug for pres, så flere tilslutter sig. Det skal være et pres, der fastholdes, for vi kender f.eks. til præsidenter, der ønsker at lade landet vurdere i APRM, men så udløber præsidentens periode, og så stopper det.
Organiser jer mod krigen
Organisationerne havde bl.a. opfordret AU til at styrke og støtte reformer i AUs Freds- og Sikkerhedsråd og sikre, at det civile samfunds erfaringer, perspektiver og bekymringer inddrages.
Konaré svarede med en udfordring den modsatte vej – en udfordring til civilsamfundet om at mobilisere sig imod konflikterne. – Der er ikke nok mobilisering i civilsamfundet mod krigen, sagde han.
Konaré blev direkte spurgt om perspektivet for fred i Sudan tegner sig, nu hvor der er sluttet en fredsaftale i Darfur, hvor 2 af de 3 oprørsgrupper ikke deltager.
– Vi har forhandlet i 2 år. Jeg kommer lige fra Abuja, og for mig at se har vi opnået det bedst mulige, selv om alle ikke har skrevet under på aftalen, svarede Konaré.
– Vi har hørt alle, og vi er nået frem til et dokument, der afspejler en konsensus. Det er et kompromis, der kan sikre fremskridt. Darfur er ikke en sejr, men en mulighed. Jeg mener, det er en god aftale, og hvis teksten gennemføres, vil den også føre til fred. Nu gælder det om at få stoppet fjendtlighederne, lød det.
Syge i Syd og medicin i Nord
Konaré delte de folkelige organisationers bekymring for, at aids-epidemien har grebet så voldsomt fat i Afrika.
– Det stiller spørgsmålstegn ved alle vore strategier. Vi har brug for ressourcer til at forebygge og behandle. Vi har brug for flere penge. Mange donorer har lovet store penge, men de har ikke holdt deres løfter, eller også er pengene blevet kædet sammen med en række bureaukratiske krav, som betyder at de ikke kommer til udbetaling. Og den medicinske behandling er overhovedet ikke tilstrækkelig.
– Der er et misforhold mellem, at de syge næsten alle befinder sig i Syd, mens medicinen er i Nord. Hvorfor produceres den ikke i Afrika. Det samme med malaria og moskitonettene. Markedet er hos os – hvorfor er produktionen ikke i Afrika? spurgte han retorisk.
Konaré erkendte, at de afrikanske lande bør bruge flere penge fra budgetterne på at bekæmpe aids, samtidig med at han fastholdt ”realiteterne i Afrika”, som også drejer sig om at bruge pengene bedre. Og så pegede han på, hvordan aids-epidemien truer nogle af de lande, der i både økonomisk og demokratisk sammenhæng kan fremhæves som modeller, f.eks. Botswana.
Hvor er Nordafrika?
Som tidligere præsident for Mali med grænser mod de nordafrikanske, arabiske lande spurgte Konaré også kritisk til dem, der manglede ved konferencen for civilsamfundet:
– Jeg genkender Afrika i sin mangfoldighed, når jeg ser på jer. I er mænd og kvinder, fra øst, vest, syd og det centrale Afrika. Men jeg ser ikke Nordafrika.
– Hvorfor tage Nordafrika væk fra Afrika? Har nordafrikanerne ikke bidraget til Afrikas udvikling og kæmpet for vores selvstændighed? Afrika er ikke blot sort! 70 procent af verdens arabere bor i Afrika. Og AU er for alle, såvel sorte som arabere, konkluderede han
Kilde: www.noedhjaelp.dk
