Afrika kan miste 20 millioner jobs på coronakrise

gettyimages-1209175434
Den uformelle økonomi beskæftiger over 75 procent af afrikanerne.
Foto: Olukayode Jaiyeola/NurPhoto via Getty Images.
Gerd Kieffer-Døssing

6. april 2020

De afrikanske lande ser frem imod et voldsomt fald i deres bruttonationalprodukt (BNP) som følge af coronavirussen. Det kan potentielt føre til, at kontinentet mister 20 millioner jobs. Det konkluderer en ny rapport fra den Afrikanske Union (AU).

Over 35 sider undersøger rapporten coronapandemiens konsekvenser for kontinentet med udgangspunkt i to mulige scenarier.

Prognosen for 2020 var ellers lovende – 3,4 procents vækst i BNP – men stigningen byttes ud med et fald. I bedste fald på 0,8 procent, mens kontinents økonomi i værste fald kan falde med 1,1 procent.

På samme måde forventer AU, at den direkte udenlandske investering, der i 2019 udgjorde 46 milliarder US dollars, vil falde med mellem 5 og 15 procent, alt efter hvilket scenario, der udspiller sig.

”Næsten 20 millioner jobs på kontinentet, både i den formelle og uformelle sektor, er truet, hvis situationen fortsætter,” står der i rapporten.

Glem ikke den uformelle sektor
En af de sektorer, der rammes hårdt, er turismesektoren. Rejse og turisme udgjorde i 2019 8,5 procent af Afrikas samlede BNP. I enkelte lande er tallet dog meget højere – for østaterne Seychellerne, Kap Verde og Mauritius er tallet over 25 procent, angiver rapporten med tal fra World Tourism and Travel Council og FNs turistorganisation, WTO.

AU forventer, at sektoren kan risikere at miste 50 milliarder US dollars og to millioner jobs fordelt på den formelle såvel som den uformelle sektor.
Netop den uformelle sektor lægger AU særlig vægt på i rapporten.

Økonomiske hjælpepakker tager nemlig ikke højde for denne sektor, der bidrager med mere end en tredjedel af økonomien og beskæftiger over 75 procent af arbejdsstyrken. I nogle lande er tallet helt oppe på 90 procent.

I rapporten opfordrer AU til, at regeringer finder måder at støtte den del af deres befolkning, som afhænger af den uformelle sektor for at overleve.