Én ting er at stå sammen for at vælte en diktator. Noget ganske andet – og mindst lige så svært – er efterfølgende at blive enige om at forvalte magten på demokratisk vis. Det illustrerer udviklingen i det lille vestafrikanske land Gambia endnu engang.
Jubelen ville ingen ende tage, da det ved præsidentvalget i 2016 meget overraskende lykkedes oppositionens kandidat, den forholdsvis ukendte Adama Barrow, at slå Gambias præsident Yahya Jammeh. Jammeh kom til magten ved et kup i 1994 og havde siden vundet alle valg ved hjælp af vold og trusler. Sensationen fra Gambia gik verden rundt og kom overraskende, ikke mindst for Jammeh selv. Han erklærede valget ugyldigt og nægtede at gå af. Men massive folkelige protester, kombineret med solidt politisk og militært pres fra den vestafrikanske samarbejdsorganisation ECOWAS, tvang Jammeh til at flygte i eksil i Ækvatorialguinea.
Barrow blev valgt på løfter om at gøre op med årtiers undertrykkelse af politiske modstandere og medier og på at demokratisere landets forfatning og valglove. Der blev også nedsat en uafhængig sandheds- og forsoningskommission, der skulle bringe Jammeh-regimets overgreb frem i lyset, sikre, at de skyldige blev retsforfulgt, og at ofrene kunne få erstatning.
Koalition i opløsning
Men den koalition af syv partier, der var gået sammen om at vælte Jammeh, slog hurtigt sprækker. Helt galt gik det i United Democratic Party (UDP), Gambias førende oppositionsparti gennem alle Jammeh-årene. Jammeh havde inden valget i 2016 sørget for at putte partiets leder, Ousainou Darboe, i fængsel, så han for første gang i flere årtier ikke kunne stille op til præsidentvalget. Ironisk nok lagde det grunden til Jammehs fald. For i Darboes fravær lykkedes det for første gang at skabe samling mellem syv oppositionspartier bag en fælles kandidat. Det blev den ukendte og derfor ”ufarlige” Adama Barrow, der også var medlem af Darboes parti, UDP, men som med opbakning fra de seks andre partier vandt valget med tre procentpoint mere end Jammeh.
Aftalen i koalitionen var, at Barrow højst skulle være præsident i tre år, så partierne i god tid inden valget i 2021 kunne aftale en ny fordeling af magten. Men den aftale løb Barrow fra. Ikke blot nægtede han at træde tilbage. Han dannede også sit eget parti med det erklærede formål at genopstille i 2021. Nærmest grotesk blev det, da Barrows nye parti i september i år annoncerede en samarbejdsaftale med den tidligere diktator Jammehs parti. Det satte hurtigt gang i rygter om, at aftalen også skulle bane vejen for, at Jammeh kunne vende tilbage til Gambia uden at blive retsforfulgt. Jammeh har dog siden undsagt aftalen og erklæret, at den er indgået uden hans vidende. Hans gamle parti står imidlertid fast på aftalen, men nu også totalt splittet, efter at Jammeh har reageret fra sit eksil i Ækvatorialguinea med aktiv støtte til en helt tredje præsidentkandidat. Kom ikke og sig, at politik i Gambia er kedelig!
Demokratisk deroute
Selv om magtens greb er løsnet en del om medier og borgerne generelt i Gambia siden Jammeh, har de seneste år mest været præget af brudte løfter. Løftet om en ny og mere demokratisk forfatning, der blandt andet skulle stække præsidentens magt og indføre en grænse på to præsidentperioder, er strandet. Sandheds- og Forsoningskommissionen skulle have offentliggjort sin rapport og anbefalinger for flere måneder siden, men den er ikke kommet. Og en ny rapport fra Amnesty International beskriver, hvordan statsmagtens overgreb på basale rettigheder – som i Jammeh-tiden – igen er blevet hverdagskost.
Meget af den eufori, Gambia var præget af tilbage i 2017, er forduftet.
Et nyt og mere fragmenteret Gambia
Efter et par årtier med en brutal, men også farverig og excentrisk diktator, har den almindelige gambier oplevet en ny regering præget af intern strid og kævl og af ministre, der undergravede fremfor at støtte hinanden. Og de etniske forskelle, som var undertrykt i Jammeh-tiden, bliver der nu spillet åbent på.
Hele 18 politiske partier er registreret i Gambia – et land med 2,5 millioner indbyggere – og ikke færre end 21 kandidater – heraf adskillige uafhængige – søgte opstilling som præsident. Kun seks blev imidlertid godkendt af den uafhængige valgkommission. 15 levede ikke op til de formelle krav, blandt andet om at have underskrifter fra mindst 5.000 registrerede vælgere fra hele landet.
Risiko for svagt folkeligt mandat
Reglerne for præsidentvalget i Gambia adskiller sig fra de fleste andre lande ved kun at have én valgrunde. Det betyder, at den kandidat, der får flest stemmer i første valgrunde, er valgt, uanset om vedkommende får langt under halvdelen af de afgivne stemmer. I langt de fleste andre lande skal der i en sådan situation gennemføres en anden valgrunde mellem de to kandidater, der får fleste stemmer i første runde. Men sådan er det ikke i Gambia, hvor hver femte stemme ved det kommende valg kan være nok til at vinde, fordi der er seks kandidater.
Så galt går det nok ikke. Favoritterne tegner til at være Barrow og Darboe. Men om en af dem får mere and halvdelen af stemmerne, er tvivlsomt.
Gambisk valgaften i Aarhus
Da det i 2016-17 lykkedes at sætte Jammeh fra magten, spillede medierne og civilsamfundsorganisationer, ikke mindst journalisternes fagforening, en meget aktiv rolle, og det sender tråde til Danmark og den lille Aarhus-baserede organisation Gambia Media Support, der siden 2006 har støttet medier og journalister i Gambia og blandt andet har været med til at etablere den første egentlige journalistuddannelse i Gambia.
Gambia Media Support er stadig aktiv i Gambia og følger valget tæt. Det kan man høre mere om ved en gambisk valgaften på Café MellemFolk, Mejlgade 53, Aarhus, den 25. november kl. 19.30.
