Markedet for afrikansk kunst er endnu ikke så stort som markedet for eksempelvis europæisk kunst, men det kan ændre sig. Afrikanske kunstnere bruger nu Instagram til at vise deres kunst frem for hele verden.
De udnytter muligheden for at komme ud til et internationalt publikum samtidig med at de får inspiration til deres egen kunst gennem kommentarer fra deres følgere.
Det gælder for eksempel Michael Soi fra Kenya, som er meget aktiv på Instagram og andre sociale medier. På den måde kan kunstnerne potentielt udvide kendskabet til afrikansk kultur i resten af verden uden at være afhængige af et samarbejde med museer eller gallerier.
Selv om Instagram ikke giver kunstnerne mulighed for at sælge kunsten gennem deres kanal, får de mulighed for at nå et bredt publikum og få fortalt deres historie til resten af verden.
Afrikanere vil selv fortælle deres historie
Fotografer som Andrew Esiebo fra Nigeria tager eksempelvis billeder af hverdagssituationer og følger udviklingen i afrikanske samfund. Han har blandt andet rejst rundt i Vestafrika og lavet en billedserie fra frisørsaloner, hvor han fanger stemninger og folk fra forskellige sociale lag med sit kamera.
Andrew Esiebo har sagt til online-magasinet Roads & Kingdoms, at det afrikanske kontinents historie hidtil er blevet fortalt af ikke-afrikanere og at han føler et ansvar for at udfylde det tomrum, som han mener eksisterer.
Instagram er også en kanal for afrikanske kunstnere til at nå andre afrikanere, for udbredelsen af mobiltelefoni vokser på hele kontinentet, og brugen af de sociale medier vokser også.
Nigeria og Sydafrika er længst fremme, når det gælder brug af sociale netværk via mobilen. Det skyldes formentlig at det kræver smartphones, og udbredelsen af smartphones er størst i de to lande i Afrika syd for Sahara.
Faren ved Instagram
Den sydafrikanske fotograf Pieter Hugo har fortalt til det amerikanske online magasin Cool Hunting, at han fik stor succes med sine billeder på Instagram. Samtidig blev han dog træt af kommentarerne, som han ikke fik meget ud af, siger han. Derfor holdt han op med at bruge de sociale medier.
Pieter Hugo mener, at der er en fare for, at Instagrams filtre kan påvirke den måde, som kunstnerne arbejder på. Når fotografer og kunstnere på kunstskolerne tilpasser deres kunst til platforme som Instagram, begrænser de også sig selv.