Kommentar af Erik Toft
Mange politikere og meningsdanner i Afrika mener at den internationale straffedomstol udelukkende går efter afrikanere. Men det er et spil om at sikre sig straffrihed og taberne er voldens ofre, mener debattøren.
Der har de seneste år kørt en afrikansk ledet kampagne for at stække den International straffedomstol (ICC) i Haag. Kampagnen kulminerede for lidt over to uger siden med et møde i den Afrikanske Union (AU), hvor afrikanske ledere forsøgte at opnå enighed om en fælles udmeldelse af ICC.
Dette lykkedes ikke og i stedet sendte de et ultimatum til FNs sikkerhedsråd om at sagerne mod siddende præsidenter, dvs. Kenya og Sudans præsidenter, skal udsættes – i modsat fald vil AU modsætte sig at de deltager i retssagerne.
Kenya’s parlament har allerede truffet beslutning om at melde sig ud – beslutningen er dog endnu ikke effektueret.
”Race hunting”
De afrikanske lande, anført af bl.a. Kenya, Uganda og Etiopien, fremfører at domstolen kun anklager afrikanere – der er sågar introduceret et nyt begreb ‘race hunting’. Argumenter går på at domstolen kun anklager afrikanere, fordi de er afrikanere, og at sagerne i øvrigt har en kolonialistisk afsmag.
Der har indtil videre ganske rigtigt kun har været afrikanere på anklagebænken i Haag. Men for ikke-afrikanske lande har der været etableret særdomstole, bl.a. for eks-Jugoslavien og Cambodja, og ICC har åbnet eller afsluttet foreløbige undersøgelser i ni ikke-afrikanske lande (bl.a. Afghanistan, Irak, Georgien og Palæstina).
Af de otte afrikanske lande der for nuværende har sager ved domstolen er fem (Uganda, Demokratiske Republik Congo, Centralafrikanske Republik, Elfenbenskysten og Mali) henvist af de pågældende afrikanske landes egne regeringer, inkl. domstolens første sag hvor Uganda henviste sagen om oprørsbevægelsen LRA.
To af sagerne (Libyen og Darfur) er henvist af FNs Sikkerhedsråd, hvor der også sad afrikanske medlemmer.
I den sidste af sagerne spillede afrikanere også en stor rolle: En kenyansk ledet kommission nedsat til at efterforske urolighederne efter valget i 2007 i Kenya overdrog en kuvert med mistænkte til tidligere FN General Sekretær Kofi Annan (fra Ghana).
Først efter at det kenyanske parlament gentagne gange havde modstået opfordringen til at etablere en lokal domstol blev kuverten givet til ICC – forøvrigt under sloganet “don’t be vague, let’s go to Hague”.
Domstolen har desuden afrikanske dommere, og den nuværende chefanklager er fra Gambia. I optakten til domstolens etablering var mange afrikanske lande meget aktive og i dag har næsten halvdelen af de afrikanske lande ratificeret Rom Statutten, den formelle basis for domstolen.
Det er derfor svært at finde belæg for at domstolen skulle være drevet udelukkende af ikke-afrikanske interesser.
“License to kill”
ICC er ment som et tillæg til nationale domstole, når disse ikke selv kan eller vil tage sager op.
Kenya fik adskillige muligheder for at selv at etablere en domstol, og har efterfølgende forsøgt flere gange at få sagen tilbage til Kenya, men dommerne i ICC har udtalt at de ikke så noget tegn på at Kenya tog opgaven seriøst.
Til dato er kun en lille snes blevet dømt for større forbrydelser i forbindelse med urolighederne efter valget, og over 4.000 ud af 4.700 sager er blevet henlagt på grund af manglende beviser – dette i en sag der vedrører 1.300 døde og over en halv million fordrevne, hvoraf mange stadig bor i lejre.
Dette kan jo skyldes at kapaciteten hos efterforskerne ikke har været tilstrækkelig, men kan også skyldes manglende vilje.
Derudover har ICC meldt ud at mange af vidnerne i den kenyanske sag er døde, forsvundet eller har trukket deres vidneudsagn tilbage på grund af trusler.
Det kan de ikke bebrejdes, da de er oppe mod både præsidenten og vicepræsidenten i en stat, der har et formidabelt apparat bag sig, inklusiv enorme økonomiske ressourcer og et politi og sikkerhedsvæsen der ikke er uvante med at løbe magthavernes ærinder.
Senest har ICC udstedt arrestordre mod en kenyansk journalist der anklages for at forsøge at bestikke vidner.
Måske var opbakningen til domstolen hos de afrikanske lande større, da de troede den fortrinsvist ville blive brugt mod modstandere af regimet, som i Ugandas tilfælde, men da lederne opdagede at de selv kunne risikere at sidde på anklagebænken svandt opbakningen.
Op til mødet i den Afrikanske Union har fremtrædende personligheder talt imod en udmeldelse af ICC: bl.a. Desmond Tutu, der i New York Times beskrev en udmeldelse som en “… license to kill, maim and oppress their people without consequences”, og Kofi Anan udtalte “… the leaders are protecting themselves. No-one speaks for the victims”.
Ofrene er taberne
Og netop ofrene ser ud til at blive taberne i dette spil, der i bund og grund handler om at sikre de afrikanske ledere frihed for retsforfølgelse.
Hvem skal sikre retfærdigheden for de millioner af ofre for forbrydelser mod menneskeheden, ikke bare i Afrika, men i resten af verden?
Der er for nuværende ikke noget reelt alternativ til ICC. Og bare fordi der også er andre sager der også burde undersøges af domstolen, men som ikke bliver rejst af storpolitiske årsager, betyder det vel ikke at ingen sager skal rejses.
Heldigvis har flere afrikanske lande meldt ud at de ikke vil trække sig ud af ICC.
Danmark, EU og andre bør fortsætte med at lægge størst muligt pres på de lande, der ønsker en udmeldelse – i fuld overensstemmelse med en rettighedsbaseret tilgang.
Det kan ganske vist være svært i nogle tilfælde, f.eks. i Kenya, hvor Danmark og andre har behov for en samarbejdsvillig partner bl.a. på grund af Kenyas indsats mod Al-Shabab i Somalia, senest eksemplificeret ved terroranslaget mod indkøbscentret i Nairobi – som angiveligt måske vil blive anvendt af FNs sikkerhedsråd som begrundelse for en udsættelse.
Men kampen for de mange ofre og retfærdighed skal fortsætte.
Erik Toft er seniorkonsulent i firmaet Consultants for Development (CD)
