Efter en årrække med forholdsvist frit råderum strammer flere afrikanske regeringer grebet om pressen. Det skyldes bl.a. pres fra oppositionen og utilfredse befolkninger.
Af Henrik Lomholt Rasmussen
informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke i Mozambique
artikel bragt i dagbladet Information den 5. januar 2010
Den frie presse er godt i gang med at blive lagt i lænker i det sydlige Afrika. De seneste år har en række af regionens regeringer, der ellers havde forholdsvis frie medier, diskret, men sikkert indskrænket det journalistiske råderum.
Det råderum er totalt under lås og slå i Zimbabwe, hvor pressen er helt underlagt præsident Robert Mugabes for-godt-befindende.
Mere bekymrende er udviklingen i lande, hvor magthavere hidtil har haft ret høj tolerance over for medierne. Det gælder bl.a. Botswana og Kenya, hvis regeringer har indført love, der tvinger journalister til at registrere sig mod et gebyr.
Mediefolk, der ikke betaler, risikerer fængsling. På den måde kan magthaverne kontrollere pressen, især hvis gebyrerne sættes tilpas højt.
Også i Sydafrika strammer regeringspartiet ANC grebet om medierne, som er blandt Afrikas mest udviklede og uafhængige. Sidste år undersøgte ANC-ledere muligheden for at nedsætte en såkaldt medieappeldomstol, som skulle sætte standarder for journalistisk etik og behandle offentlighedens klager om især trykte medier.
Tiltaget chokerede sydafrikanske journalister, der pegede på landets ombudsmand og medieråd som veletablerede og mangeårige instanser til at holde øje med, om pressen respekterer loven, overholder etiske standarder og optræder ansvarligt.
Kostbare artikler
Love eller ej, går et sydafrikansk medie over ANC’s tolerancetærskel, kan det koste kassen. Det fik Johannesburg-avisen Sunday Times at mærke.
Efter en række regeringskritiske artikler holdt regeringen op med at indrykke stillingsopslag og andre annoncer i avisen, som derved mistede en væsentlig indtægt. Samme metoder har regeringerne i bl.a. Namibia og Mozambique anvendt.
En af hovedårsagerne til de afrikanske magthaveres hårdere kurs over for pressen skal findes i, at lederne er under pres fra deres befolkninger og en spirende opposition.
De mange løfter om fremgang og udryddelse af fattigdommen, som fulgte med overgangen til demokrati og markedsøkonomi i de tidlige 1990ere, er ikke blevet indfriet, og det skaber folkelig utilfredshed – hvorefter magthaverne forfalder til undertrykkelse; også af medierne.
Diskrete metoder
Hvor denne undertrykkelse tidligere foregik med fængslinger samt mord og overgreb på journalister, anvender de afrikanske ledere i dag mere diskrete metoder. Det gælder bl.a. i Mozambique.
Det sydøstafrikanske land tilhører klubben af såkaldte donordarlings, fordi det, i hvert fald på papiret, opfylder donorernes krav om bl.a. ytringsfrihed. Mozambiques presselov fra 1990 er således fuldt på højde med flere europæiske landes.
Kigger man bag facaden, viser der sig et andet billede, hvor det tidligere marxistisk inspirerede regeringsparti, Frelimo, kontrollerer det mozambiquianske medielandskab med et usynligt netværk af stråmænd anbragt i ledende medie-organisationer.
Direktøren for det mozambiquianske journalistforbund er tæt på Frelimo. 80 procent af det statsejede TV-Mozambiques indslag under valgkampen i oktober i år handlede om Frelimos tiltag og løfter.
Den landsdækkende Radio-Mozambiques leder er udpeget af pressechefen for landets premierminister, Luisa Diogo, der var medlem af VK-regeringens Afrika-kommission.
Luisa Diogo har også styr på Mozambiques nyhedsbureau, AIM, da det hører under informationsministeriet , der styres af hendes ministerium. Det uafhængige dagblad Notícias lovpriser stort set dagligt Frelimos bedrifter. Bladet ejes for 58 procents vedkommende af Mozambiques nationalbank.
Ringe indflydelse
Mozambique har et væld af uafhængige aviser og ugeblade, der stort set kan skrive, hvad de vil. Ikke fordi regeringen er vild med at blive kritiseret, men fordi de mozambiquianske ledere ved, at en fri presse er noget, donorerne kan lide.
Aviserne udkommer kun i små oplag i hovedstaden Maputo og med flere dages forsinkelse i enkelte andre større byer, og med en stykpris på 3-4 kr. koster de mere end en dagløn for langt de fleste mozambiquanere, hvoraf halvdelen i øvrigt er analfabeter.
Derfor ved Mozambiques magthavere, at de frie aviser kun læses af en lille elite, og at deres indflydelse er lig nul i den brede befolkning. Det samme gælder internettet; kun et par procent af de 21 millioner mozambiquanere har adgang til nettet.
Et sådant spil mellem donorlandene og en donorafhængig regering med styr på en ‘fri’ presse finder man i mange afrikanske lande.
Her er radioen den primære kilde til information. Eksempelvis i meget populære debatprogrammer, hvor lyttere kan ringe til en studievært og få luft for vreden over deres lederes skalten og valten med finanser, fattige befolkninger og andre frustrationer.
Men i stedet for at mobilisere masserne og skabe grobund for politiske forandringer fungerer debatprogrammerne tit som et bedøvelsesmiddel.
De er en slags ‘øjeblikkeligt demokrati’, fordi de tilbyder lytterne en umiddelbar ‘det er også for galt’-tilfredsstillelse. Imens ignoreres udfaldene af regeringerne i vished om, at programmerne fungerer som ventil for en ophidset befolkning.
Kilde: www.ms.dk
