Flere afrikanske lande tager i disse år tilløb til et nyt eksporteventyr i Asien. Den stærkt stigende efterspørgsel på æsler kommer hovedsageligt fra Kina, men alt imens æselopdrætter- og slagterier skyder op i flere lande, har andre lande set sig nødsaget til at nedlægge forbud mod den lukrative eksport fordi det traditionelle arbejdsdyr allerede er ved at blive en mangelvare for landmænd og handelsfolk på hjemmefronten.
Alene i år eksporterede Niger flere end 80.000 æsler til det sultne land i øst, en markant stigning i forhold til de 27.000 æsler der tog samme tur i 2015. I Burkina Faso solgte æselhandlere 18.000 æsler til internationale opkøbere i årets første kvartal. Sidste år var tallet 1000 æsler for samme periode.
Det er både æslets kød og dets skind, som har kinesernes interesse. Særligt skindet er i høj kurs og bruges i Kina til at producere en gelatine, der indgår i et udbredt medicinsk hjælpemiddel, i Kina kaldet ejiao.
Ejiao er et såkaldt “blood tonic” og bruges til alt fra søvnløshed, menstruationsproblemer, blodomløb, ansigtcreme – og ikke mindst som elskovsmiddel.
Samtidig med at kinesernes købekraft kun bliver ved med at vokse, er Kinas egen bestand af æsler faldet til cirka 6 millioner æsler mod flere end 11 millioner i 1990´erne. Kinas æsler er gradvist blevet erstattet med maskiner i landbrugssamfundene – og bestanden falder med 300.000 æsler om året, ifølge den kinesiske regerings egne tal.
Det er derfor ikke så mærkeligt, at interessen for de afrikanske æsler er hastigt voksende og dermed også har skabt et lukrativt marked for mere lyssky æsletransaktioner, herunder illegal fangst og salg af vilde æsler.
Tidligere i år blev fire mennesker anholdt i Botswana for involvering i et smuglernetværk med illegale aktiviteter i Zimbabwe, Botswana og Kina.
I mellemtiden åbner æselslagterier nu dørene op i blandt andet Kenya, Nigeria og Namibia – alle rettede mod det kinesiske marked.
I Kenya har slagterier problemer med at nå deres produktionsmål af mangel på nok æsler.
Ifølge BBC, er flere og flere husdyravlere i Niger nu begyndt at gå over til æsler. Et æsel kan i dag sælges for op mod 145 amerikanske dollar i forhold til de godt 30 dollar det kunne inkassere inden interessen fra Asien for alvor tog fart.
Men nu følger Niger altså i Burkina Fasos fodspor og sætter en foreløbig stopper for festen med et total forbud mod slagtning og eksport af æsler. For som regeringen har udtalt, risikerer landet ellers en fuldkommen decimering af sin æselbestand, som vil ramme landets bønder og småhandlende på deres allerede skrøbelige livsgrundlag. Og det er ingen jo tjent med.