Adam Moe Fejerskov
Adam Moe Fejerskov (født 1987) er Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), hvor han beskæftiger sig med globale uligheders manifestationer og konsekvenser rundt om i verden.
Han arbejder konkret med hvordan uligheder flyder fra og formes af forhold som ny radikal teknologi, videnskab, og ambitioner om at skabe global udvikling.
Adam Moe Fejerskov har tidligere været rådgiver i Udenrigsministeriet og arbejdet for civilsamfundets netværksorganisation (i dag Globalt Fokus).
Alle afrikanske valg i 2019, fra Senegal til Sydafrika, har indtil videre været udsat for massive forsøg på disinformationskampagner. Tusindvis af historier og falske nyhedsartikler har oversvømmet sociale medier som Facebook, Twitter og Whatsapp i forsøget på at underminere politiske modstandere, ofte for at styrke de siddende regeringer.
Teknologi og teknologisk innovation bidrager til fremskridt og udvikling. Det viser menneskehedens historie med al sin tydelighed. Men teknologier, og ikke mindst besiddelsen af og kontrollen over dem, er også lig med magt og indflydelse, og oftere for de udvalgte få end for den brede befolkning.
De sidste årtiers digitale revolution har skabt en hidtil uset forbundethed mellem mennesker, en eksplosion i hastigheden med hvilken information rejser og kan deles, og muliggjort nye former for demokratisk indflydelse. Men forandringerne har også bragt med sig nye muligheder for at kontrollere, undertrykke og influere netop information, interaktion og demokratiske udfoldelsesmuligheder.
Digitale rum er en central politisk slagmark
I et nyt DIIS Policy Brief udarbejdet sammen med min kollega Flemming Splidsboel, viser vi spredningen af specielt politiske teknologier til det globale syd, der er med til at facilitere disinformation og muliggøre en lang række antidemokratiske tiltag.
I maj måned offentliggjorde Facebook, at de havde bandlyst et israelsk firma, Archimedes, fra deres platforme, med beviser på at de havde nået millioner af mennesker med falske nyheder og politisk manipulation i flere afrikanske lande. Millioner af kroner var blevet brugt på at nå vælgere i lande som Nigeria, i betalte forsøg på at påvirke demokratiske valg. Alt tyder på, at siddende regeringer havde finansieret de alvorlige former for politisk manipulation.
Det digitale rum viser sig i stigende grad som en central politisk slagmark for afrikanske politikere og regeringer. Kigger vi på de negative og antidemokratiske tendenser, kan vi specielt iagttage to forskellige former for, hvad vi kan kalde digital totalitarisme.
Den første er autoritære staters udnyttelse af digitale infrastrukturer, konstrueret og designet for at understøtte deres antidemokratiske magtudøvelse. Evnen til at kunne kontrollere, slukke og tænde for internettet, og dermed den måske mest centrale kilde til information i vore samfund i dag, udnyttes i stigende grad i en række afrikanske lande.
Den anden udvikling er anderledes, men grænser også til det totalitære, om end den ikke er styret af specifikke politiske ideologier. Vi ser i dag en voldsom dominans fra et fåtal af sociale medier i verdens udviklingslande (ligesom vi gør det i vores del af verden), igennem hvilke milliarder af mennesker får stort set alle deres nyheder og information. I mange lande kan man stort set sætte lighedstegn mellem ”internettet” og det sociale medie Facebook, når det kommer til digitalt forbrug.
Sammen med en eksplosion i antallet af nye brugere og mennesker koblet til internettet for første gang, giver det en farlig cocktail af mulighed for styring og manipulation af information.
Fælles for disse to er at de er udtryk for markante demokratiske sårbarheder, dog på hver sin måde. I den første skal den demokratiske sårbarhed findes i at den digitale infrastruktur er designet til politisk styring og understøttelse af den siddende regering. I den anden finder vi den demokratiske sårbarhed i monopolet på digital information og interaktion. Lad os kigge nærmere på dem begge, for at forstå deres form og konsekvenser.
Autoritære styrer og digital totalitarisme
Internettets frihed og sociale medier er farlige for autoritære styrer. De kan mobilisere, sprede information som styret ikke vil have, dokumentere overgreb og meget andet. Det så vi starten af 2010’erne, hvor specielt Twitter og Facebook var medvirkende til, at massive protester i Nordafrika og Mellemøsten kunne udfordre de siddende regeringer.
Men internettet og sociale medier er også kanaler til markant indflydelse på befolkninger. På trods af det arabiske forårs manglende evne til at skabe reelle forandringer, så har en lang række afrikanske stater i stigende søgt at styre og influere de kritiske og digital infrastrukturer i deres lande. Da chefen for den etiopiske hær blev dræbt i juni, reagerede regeringen ved at slukke for internettet for at hindre kommunikation og slå ethvert forsøg på opstand ned.
Vi har i løbet af 2019 set lignende handlinger en lang række andre steder. I den Demokratiske Republik Congo blev internettet slukket efter valget i starten af året. Det samme er sket i Benin, Gabon, og i Zimbabwe over de seneste måneder. Tchad har haft sociale medier blokeret i et år, befalet af Idriss Déby, og den sudanesiske diktator Omar al-Bashir gjorde alt, hvad han kunne, for at slukke internettet inden sit fald. Men også lande som Indien har haft mindre men hyppigere internetlukninger. I 2018 blev internettet lukket forskellige steder i landet mere end 100 gange.
Bag langt de fleste af disse landes kritiske infrastrukturer, lurer en aktør som det afrikanske kontinents politikere kun kender alt for godt – Kina.
Etiopien er et af de mest markante eksempler på, hvad en lukket og kontrollerbar digital infrastruktur muliggør, faciliteret af dragen fra øst. En stor del af Etiopiens nuværende kritiske infrastruktur, både for internettet og brugen af telefoni, er bygget af kinesiske ZTE, siden de første store aftaler kom på plads med den etiopiske regering tilbage i 2006. Fra 2009 og frem blev ZTE valgt til at være hovedleverandør af al teknisk materiel. Siden dengang er antallet af etiopiske mobilbrugere eksploderet fra 500.000 til langt over 50 millioner i dag.
Gennem den teknologiske infrastruktur bygget af kineserne, har Ethio Telecom, landets eneste teleudbyder, adgang til alle opkald og sms’er der sendes i landet ligesom det kan slukke og tænde for alle kommunikationskanaler, som det ønsker det. Det er tidligere kommet frem at næsten alle medarbejdere i Ethio Telecom, og derfor også alle der følger med i relevante ministerier, gennem systemet ZSmart har adgang til at søge i og hente beskeder eller telefonsamtaler, ned på en USB nøgle. Uden behov for nogen som helst form for retskendelse.
På trods af den nye premierminister Ahmeds reformfokus, så bruges kontrollen over den kritiske infrastruktur stadig hyppigt. Inden for den sidste måned alene er der gentagende gange blevet slukket for internettet i dagevis, både på grund af den nationale eksamensuge (der både giver frygt for eksamenssnyd og opstandelse) og voldelige angreb på og trusler mod regeringens autoritet.
Informationsmonopolet
Fra 2005 til 2018 er procentdelen af afrikanere med adgang til internettet steget fra lige over to til femogtyve. Fra starten af dette årti til i år er antallet af mobilbrugere firdoblet til langt over 800 millioner i dag. Langt de fleste af disse har simple smartphones, med adgang til internettet.
Sammen med denne udvikling er brugen af sociale medier eksploderet, centreret om få sociale medier der sidder på langt størstedelen af internetbrugen. Facebook alene står for op mod 80 procent af al brug af sociale medier i Afrika. I mange lande er internettet ofte lig med Facebook, og omvendt, med flere undersøgelser, der viser at mange de facto regner det sociale medie for at repræsentere internettet.
Vi behøver ikke grave særlig dybt for at finde ud af Facebook repræsenterer en redigeret virkelighed, styret af algoritmer, der nogen gange kontrolleres af Facebook selv for at fremme eller begrænse forskellige former for kommunikation, information og interaktion, og andre gange har en form der gør, at de selv i Facebooks hovedkvarter ikke helt ved, hvad der kommer igennem og hvad der ikke gør.
Konsekvenserne af uhensigtsmæssigt dominans af sociale medier viser sig i stigende grad i disse år. Ifølge FN var Facebook en central platform til at facilitere rohingya-massakren i Myanmar, hvor hæren havde hundredvis af soldater til at oprette falske historier om rohingyaernes overgreb på lokale buddhister. Burmesiske soldater som viste sig at være trænet i Rusland, epicentret for disinformation i dag.
I 2018, da Cambridge Analytica skandalen væltede ind over os, blev der ligeså afsløret optagelser af chefer fra firmaet, der pralede med at have influeret Kenyas valg i 2017 og 2013. Endelig, i starten af 2019, førte falske nyheder og disinformation på sociale medier til vold under Nigerias valg, og førte siden til, at det tidligere nævnte israelske firma blev bandlyst fra Facebook for deres indblanding i det og flere andre afrikanske valg.
Fremskridtets forbandelse
Teknologiens muligheder for overvågning er naturligvis ikke anderledes i Danmark, end de er i Etiopien eller andre afrikanske lande. Selv i lande som USA kender vi til massiv overvågning af befolkningens brug af internettet og telefoni.
Alligevel kan vi se, at politiske teknologier som disinformation og manipulation af digitale infrastrukturer som internettet i stigende grad bruges af afrikanske styrer. Fra 2017 til 2018 er antallet af internetlukninger mere end fordoblet.
Internettet og digitale teknologiers udbredelse repræsenterer fantastiske fremskridt. Men i selvsamme fremskridt findes en række muligheder for bruge disse modsat deres hensigt. Til at indskrænke, kontrollere og influere information. Indskrænkninger af demokratiet, som i høj grad repræsenterer de teknologiske fremskridts forbandelse. Og som desværre ser ud til at vokse i brug og omfang i verdens udviklingslande.
