Afrikas største vindpark klar til møllesving i Kenya

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Morten Søgaard, U-landsnyt.dk

Efter lange forberedelser indledes det storslåede vindprojekt, der bliver etableret med vindmøllegiganten Vestas som leverandør og med dansk udviklingsbistand i ryggen.

Vindmølleparken kommer til at bestå af 365 møller spredt på mere end 160 kvadratkilometer i den nordlige del af Kenya tæt ved Lake Turkana.

Her er vindforholdene ideelle, fordi der blæser en stærk og konstant vind, hvilket giver en meget høj effektivitet.

Vestas leverer vindmøller af typen V52-850 KW, og de vil samlet kunne producere, hvad der svarer til 15 procent af Kenyas samlede el-produktion.

”Det er en god dag for grøn energi og beskæftigelse i Kenya”, siger handels og udviklingsminister Mogens Jensen (S) og uddyber:

“Projektet kommer i stand med finansiering via Klimainvesteringsfonden, og det viser, at vi gennem et tæt privat og offentligt samarbejde kan skabe resultater, der både gavner det globale klima, dansk erhvervsliv og bidrager til vækst og beskæftigelse i Kenya”.

Bump på vejen

Ifølge dagbladet Børsen har Lake Turkana projektet været undervejs siden 2006, og i 2009 blev Vestas nævnt som mulig mølleleverandør.

Oprindeligt skulle det have leveret strøm til kenyanerne i 2011-2012, men en række forsinkelser betød, at Vestas først i 2012 kunne fortælle, at der var indgået en betinget kontrakt om levering af 365 styk V52-møller på 850 kW, som i øvrigt er en lidt ældre vindmøllemodel.

Den afsides placering af vindparken betyder, at der skal etableres en mere end 400 km lang el-transmissionslinje samt 300 km transport- og serviceveje.

Det arbejde er nu sat i gang og skal være færdiggjort, inden vindmøllerne fra Vestas kan opsættes og levere strøm til det kenyanske el-net. Forventningen er, at strømproduktionen kan begynde i 2017.

Ifølge Vestas vil vindmølleparken årligt spare Kenya for udgifter på anslået 150 mio. euro (1,1 millard kr.) i import af brændstof.

Klimainvesteringsfondens største investering

Den samlede finansieringspakke på fem milliarder kr. er netop kommet på plads med såkaldt financial close, hvor en række banker har godkendt de endelige aftaler om lånefinansiering.

Klimainvesteringsfonden, der er etableret med bidrag fra dansk udviklingsbistand, bidrager med 87 mio. kr. i aktiekapital. Eksportkreditfonden (EKF) stiller samtidig garantier for omkring en milliard kr.

Klimainvesteringsfonden blev etableret i januar 2014 i et nyt samarbejde mellem Udenrigsministeriet, Investeringsfonden for udviklingslande (IFU), PensionDanmark, Pensionskassernes Administration A/S (PKA), Pædagogernes Pensionskasse (PBU), Dansk Vækstkapital og Aage V. Jensen Foundation.

Investeringen sker i form af aktiekapital og er Klimainvesteringsfondens største investering til dato.

”Investeringen i Lake Turkana er et godt eksempel på investeringsfondens formål. Det handler om på et forretningsmæssigt grundlag at reducere CO2 udledning i udviklingslande og øge salget af dansk klimateknologi”, siger admin. direktør i IFU, Tommy Thomsen.

Se også telegrammet

http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/17-10-14/iea-massive-investeringer-i-afrikas-energisektor-e

(man må desværre selv kopiere linket)

Yderligere oplysninger hos:

kommunikationschef Rune Nørgaard

Tlf. direkte: 33 63 75 60 og mobil: 22 68 75 60

web: http://www.ifu.dk