The Garifuna Collective: Aban
Label: Stonetree Records
Man kan ikke sige The Garifuna Collective uden at nævne Andy Palacio, leder og talsmand indtil sin alt for tidlige død som 47-årig i 2008.
Garifuna er en overvejende afro-caribisk kultur, som via øgruppen St. Vincent og Grenadinerne i stor tal flygtede til Mellemamerika og USA. Især i Belize er der et meget aktivt mindretal, som arbejder på at gøre opmærksom på sin kultur. Det var herfra, at Andy Palacio kom, og det er her, at hans gamle venner i dag kører det voldsomt fede orkester, The Garifuna Collective.
Inden sin død nåede Andy Palacio sammen med sin producer Ivan Duran at skabe værket Wátina, som for alvor satte orkestret og Garifuna-kulturen på det musikalske verdenskort. Siden er det blevet til en række plader, som nu topper med Aban, der betyder “Nu”. Udviklingen har ført det rimeligt omfangsrige orkester på en verdensturné, hvor de er blevet rost og blandt andet var forbi Danmark.
Lyden har noget af den samme skødesløst vuggende og voldsomt besnærende vibe, som vi husker fra Manu Chao’s to mesterplader fra for cirka 20 år siden, Clandestino og Próxima Estación…Esperanza. Tag bare hittet Hamala, som har klassikerens kvalitet med de lavmælte kor, der lyder som tidlig Bob Marley, mens roots-reggaebeatet og de twangede guitarer tegner månestråler i dit sind. Det er en vidunderlig perle af et nummer.
Når man snakker Garifuna, snakker man også de særegne stilarter Punta og Paranda. Det er musik, hvor den afrikanske oprindelse er særdeles tydelig med helt egne danse, der kan minde om æterbårne vuggeviser, der har kærtegnets værdi og kalder på smilet og en sorgmunter optimisme. Samtidig har kollektivet en dejlig indie-tilgang, hvor de fedt leger med at stoppe op midt i rytmen, bare i et splitsekund, hvorefter du transporteres videre på tæppet af rytme, mens sangerne godt kan finde på at køre en søvngængeragtig dissonans af, der bare gør musikken endnu mere spændende og rødderne tydeligere.
Dertil kommer de cyklende guitarlinjer, der godt kan minde om creolsk-inspirerede bands som Senegals Orchestre Baobab eller den mesterlige jamaicanske nestor, Ernest Ranglin.
Aban er en besættende plade. Lad dig dirigere af de prikkende claves og deres kontrabeat, ovenpå hvilken du trygt transporteres per enkeltbillet til stjernerne.
