Han døde efter nogen tids sygdom.
Blandt karrierens højdepunkter var året 1984, da han sammen med kollegaen Sten Baadsgaard modtog Cavlingprisen for at have afsløret danske skibsrederes våbentransporter til det daværende apartheidregime i Sydafrika.
Det hed i begrundelsen for prisen:
“Steen Bådsgård og Jørgen Pedersen fra Danmarks Radio/TV har i veldokumenterede TV-udsendelser afsløret danske skibsrederes våbentransporter til apartheid-styret i Sydafrika. Gennem journalistisk vedholdenhed er det lykkedes dem at samle afgørende bevismateriale, som politiet ikke har været i stand til at fremskaffe”.
Makkerparret Pedersen og Baadsgaard lavede andre vigtige dokumentarprogrammer for DR i Århus.
Jørgen Pedersen var kendt for sin venlige tilgang til andre mennesker hjalp ham, når han var i den kritiske researchfase, som kunne munde ud i banebrydende afdækninger. Han kunne med bl.a. charme og talegaver grave noget – nærmest alt – frem. Som få andre. Og DR gav ham og den ligeledes afdøde kollega Sten Baadsgaard mulighed for det. Dengang der var tid til at gå til bunds i sagerne, lyder det
Det var under alle omstændigheder opsigtsvækkende, at journalister, der gravede i forhold i relation til Den 3. Verden, belønnes med Danmarks største journalistiske hædersbevisning.
Cavling-prisen er uddelt siden 1945, og kun i meget få tilfælde med direkte eller indirekte tilknytning til en beskrivelse af udviklingskontinenterne og deres problemer.
De gange, det er sket, er (når alt tælles med inklusive selv den svageste 3V-tilknytning):
1966
Herbert Pundik – for artikel-serier fra Afrika og Asien med uafhængig oplysning om u-landsproblemer.
1984
Steen Bådsgård og Jørgen Pedersen, Danmarks Radio/TV
I veldokumenterede TV-udsendelser har de 2 afsløret danske skibsrederes våbentransporter til apartheid-styret i Sydafrika.
1992
Nils Ufer, Weekendavisen (posthumt) – for hans dramatisering af forløbet i Tamil-sagen.
2003
Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen, Information samt Bo Elkjær, Ekstra Bladet – for deres gennemarbejdede, veldokumenterede og kritiske artikler om det demokratiske beslutningsgrundlag for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.
2006
Journalist Olav Hergel, Politiken og fotojournalist Miriam Dalsgaard, Politiken
Prisen gives for deres artikelserie fra asylcentret Kongelunden ved København om de forhold, som flygtninge – og især deres børn – lever under. Med deres registrerende, indtrængende stil og i et tæt samspil mellem tekst og billeder har de bragt børnenes skæbner til offentlighedens kendskab.
Den barnløse Jørgen Pedersen blev i sine sidste år passet af sin veninde Sigga Graunbøl. Han efterlader sig bl.a. en søster på Fanø.
Jørgen Pedersen bisættes fra Frihavnskirken på Østerbro i København mandag 6. august kl. 14.
Mindeord
Journalist Poul Martinsen skriver mindeord om journalisten og dokumentarfilmskaberen Jørgen Pedersen.
DR-Dokumentars lokale i TV-Byen i 80’erne mindede om de redaktionslokaler, man kender fra ældre amerikanske film. Travlhed og telefoner, der kimede, folk, der løb ind og ud. En dynamisk chef, Kjeld Veirup, sendte os mediefolk ud i den virkelige verden og lod os ellers passe os selv. Især to journalister var altid på farten eller sad og lagde strategi sammen.
De mindede om Woodward og Bernstein under Watergate-skandalen, som fældede Nixon. Uden sammenligning i øvrigt. Men alligevel … Sten Baadsgaard, høj og flot og klædt efter tidens smag, og så den lidt mere gråmelerede Jørgen Pedersen i sin godt brugte beigefarvede jakke.
Tilsammen dannede de Danmarks hidtil bedste graverpar. Med snilde og sejhed fik de blotlagt adskillige luskede affærer i fine dokumentarer, som den store befolkning labbede i sig som vand på en udtørret græsplæne. Husk, det var i monopolets tid og før it, så hvad skulle man lave andet end at se DR-TV?
Jørgen P., som han blev kaldt, havde gerne sprængfarlige ting med sig hjem i ærmet på den beigefarvede, når han dukkede op efter en researchtur. Som en kendt advokat dengang udtrykte det:
“Når en af Jørgens udsendelser var gået i luften, var der fast arbejde.”
Ud af Sten og Jørgen P.s samlede anstrengelser kom der en række dokumentarfilm, som førte hæder med sig fra alle sider. Kulminationen var deres afsløring af danske rederiers våbensmugling til det sydafrikanske apartheidstyre i 1984. De fik både Cavlingprisen og en PH-pris for deres indsats. Cavling-statuetten kom hjem på boghylden hos Jørgen, der derefter altid fejrede jul ved at give Cavling nissehue på.
Jørgen var læreruddannet og blev professionel journalist ved lidt af et tilfælde. I starten af 80’erne var han på en rejse til Polen, da præsident Wojciech Jaruzelski erklærede krigsretstilstand i landet.
Som første og eneste journalist fik Jørgen sendt meddelelser ud om tilstanden for befolkningen. Han krydsede grænsen 18 gange, men blev til sidst anholdt og sad fængslet i to dage. Han blev afhørt af en forhørsleder, men fik talt sig ud ved hjælp af sit gode snakketøj.
Jørgen P. var en af de bedste dybdeborende journalister, dette land har fostret. Han kom fra Fyn, og der var stadig en anelse Assens over ham, som folk ikke kunne stå for. Han havde sunget med Syngedrengene i den lokale kirke og kørt rundt på sin trehjulede cykel og snakket med Gud og hvermand. Alle på egnen kendte ham. Og han kendte også dem.
Af sine mange dokumentarer var Jørgen P. selv mest glad for Den menneskelige faktor, som startede den såkaldte blødersag. I starten af 80’erne var 90 blødere med sygdommen hæmofili blevet smittet af præparater, der var lavet af hiv-inficeret blod.
Det er typisk for Jørgen, at han fra sin sygeseng holdt sig ajour med alt, hvad der foregik. Derfor havde han antennerne ude, da en dokumentarfilminstruktør en god snes år efter Jørgen producerede endnu en film om bløderne.
Jørgen blev rasende! Det førte til en debat i aviserne mellem de to instruktører, hvor Jørgen til sidst måtte lade sig nøje med en forklaring om, at der kunne være to forskellige vinkler at se samme sag fra. Jørgen var ikke enig.
For en ildsjæl går ilden først ud til allersidst.
