Kamille Liv Frederiksen havde under en uge til at pakke tasken, da Læger uden Grænser (MSF) ringede og tilbød hende en stilling som administrator i Maban i Sydsudan.
De stadigt flere flygtninge kræver nemlig flere hænder på projektet.
Siden slutningen af maj er yderligere 35.000 mennesker kommet over grænsen til Maban regionen i Sydsudan.
De to lejre på stedet er allerede fyldte, og der er tryk på de faciliteter, der er i området. Bl.a. er det udfordring at skaffe vand nok til alle flygtninge.
Det er den situation, 43-årige Kamille Liv Frederiksen skal ned til. Hendes opgave den næste måned bliver at holde styr på de administrative tråde i projektet.
Hun blev færdiguddannet som socialpædagog i 1994, men har siden læst til akademiøkonom i turisme, er merkonom i personaleudvikling og tog i 2010 en Master i oplevelsesledelse fra Roskilde Universitet.
Kamille Liv Frederiksen har sideløbende med sin uddannelse arbejdet i rejsebranchen og i en periode været beskæftiget på MSF Danmarks kontor i København.
Det er hendes anden udsendelse. Sidste år var hun på Malta, hvor MSF tog imod de mange flygtninge fra Libyen.
Styr på vand og sanitet i Sydsudan
Endnu en gang tager Varnie Ponder ud med Læger uden Grænser for at hjælpe med vand og sanitet. Denne gang i flygtningelejrene i Maban i Sydsudan.
I november 2011 satte Læger uden Grænser et nødberedskab i gang, der skulle levere sundhedspleje og humanitær hjælp til de mange, der flygtede fra volden i Blue Nile State (Sudan) til Upper Nile State (Sydsudan).
Siden maj i år er der kommet 35.000 mennesker til lejrene i området, og det presser både kapaciteten og muligheden for at hjælpe de mange flygtninge.
Varnie Ponder har tidligere været i Sydsudan; også denne gang er opgaven at sørge for, at der er rent vand og ordentlige sanitetsforhold til dem, der er flygtet fra konflikt og vold.
Varnie Ponder er fra Nykøbing Falster og har en uddannelse som bygningsingeniør fra Liberia i Vestafrika, hvor han er født. Han har bl.a. arbejdet for et amerikansk olieselskab og Liberias Transportministerium.
I en årrække under borgerkrigen i Liberia, som varede fra 1989 til 2003, arbejdede han for MSF, og det var her, han mødte sin nuværende hustru, en dansk sygeplejerske