Et frivilligt kodeks, der skal begrænse danske rederiers transport af våben til konfliktområder, skulle lanceres torsdag. Men rederierne er ikke tilfredes med teksten, så lanceringen blev aflyst. Rederierne mener ikke, at teksten er klar nok.
Torsdag skulle Udenrigsministeriets lokaler i Eigtveds pakhus have været rammen om et arrangement, hvor et nyt kodeks for danske rederiers transport af våben til konfliktområder skulle lanceres. Men det er blev aflyst, skriver Politiken onsdag.
Aflysningen skyldes ifølge avisen, at Danmarks Rederiforening i sidste øjeblik kom med nye krav til indholdet i kodekset.
Lanceringen ville have været kronen på værket for en flere år lang indsats for at få de danske rederier til at underskrive et frivilligt kodeks, der begrænser transporten af våben. Bag kodekset står rederierne, en række danske myndigheder, erhvervsorganisationer og fagforeninger.
Arbejdet med kodekset blev sat i gang af forhenværende udenrigsminister Villy Søvndal (SF), for hvem det var en mærkesag.
Rederiforeningen erkender, at det er den, der har skylden for forsinkelsen af det endelige dokument.
Foreningens vicedirektør Jan Fritz Hansen siger til Politiken, at rederierne er bekymrede over svagheder i den nuværende tekst.
For eksempel er de usikre på, om de må transportere våben til et land, hvor der pludselig opstår uroligheder og hvor det internationale samfund ikke har besluttet, hvem vi skal holde med.