Aftale om tabs- og skadesfond på plads: ”Det er en sejr for verdens mest klimaudsatte samfund”

Åbningen på COP28 blev en succes, efter det hurtigt lykkedes at få aftalen om tabs- og skadesfonden vedtaget.
Foto: Sean Gallup/Getty Images
Anna Regine Irgens Bromann

30. november 2023

Det blev en begivenhedsrig første dag på COP28. Kun få timer efter den officielle åbning blev den første vigtige beslutning taget, da rammeaftalen om tabs- og skadesfonden blev godkendt af en enig forsamling. Fonden skal yde økonomisk hjælp til de sårbare og fattige lande, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringerne.

Dermed er et af de vigtigste punkter på årets klimadagsorden allerede fuldført. Selvom landene allerede sidste år var blevet enige om at oprette fonden, kom de endelige detaljer om fondens opbygning og administration først på plads i en foreløbig rammeaftale i starten af denne november efter svære forhandlinger. Dagens godkendelse betyder, at fonden kommer op at køre allerede fra næste år.

”Det er en sejr for verdens mest klimaudsatte samfund, der nu får en form for global forsikringsordning, når først ulykken er sket og de har mistet alt, hvad de ejede,” siger Mattias Söderberg, klimachef i Folkekirkens Nødhjælp, og tilføjer:

”Enigheden om tabs- og skadefonden er et politisk vigtigt resultat, der kan åbne op for bedre samarbejde og dialog i den internationale klimadebat og i de videre forhandlinger på COP28.”

Ros til værtskabet

Vedtagelsen af fonden var det første punkt på dagens agenda efter COP28-præsident Sultan Ahmed al-Jabers åbningstale. Han og De Forenede Arabiske Emirater modtager ros for hurtigt at få fondsaftalen helt på plads, blandt andet fra minister for udviklingssamarbejde og global klimapolitik Dan Jørgensen (S).

”Det er er flot begyndelse på COP28. Det betyder, at én af de vigtige beslutninger, som COP28 skal levere allerede er landet. Og det hjælper forhandlingerne om verdens klima et vigtigt skridt på vej, at vi leverer denne fond tidligt,” siger Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Også Simon Stiell, direktionssekretær for FN’s klimasekretariat, roste på dagens afsluttende pressemøde i Dubai værtskabet for den gode start på COP28 og kaldte oprettelsen af fonden for kulminationen på 30 års diskussioner om klimaerstatning.

Vi har stadig en masse arbejde foran os, for tabs- og skadesfonden er blot ét forhandlingsspor. Men vi oplever en villighed til at forhandle konstruktivt og åbent.

Simon Stiell, direktionssekretær for FN’s klimasekretariat

”Vi har stadig en masse arbejde foran os, for tabs- og skadesfonden er blot ét forhandlingsspor. Men vi oplever en villighed til at forhandle konstruktivt og åbent,” lød det fra Stiell, der udtrykte et ønske om, at de videre COP-forhandlingerne kan bygge videre på den første dags gode resultater.

Store donationer fra værterne og Tyskland

Sådan fungerer tabs- og skadesfonden:

Ifølge den netop vedtagne aftale skal Verdensbanken i de næste fire år bestyre fonden, der dog får sin egen, selvstændige administration med repræsentanter fra både donor- og modtagerlandene.

Alle donationer er frivillige, og alle lande kan donere, selvom særligt rige lande opfordres til at bidrage. Målet er, at fonden skal tilføres 100 milliarder dollars årligt inden 2030.

Alle udviklingslande får mulighed for at få del i puljen, men der sættes særlige midler af til de fattigste lande og til små østater, der bliver særligt hårdt ramt af klimaforandringerne.

Selvom fondens organisering er kommet på plads, skal der stadig penge i kassen, hvis den skal gøre en forskel. EU og USA havde på forhånd annonceret, at de ville være klar til at støtte med signifikante beløb, mens det stadig er usikkert, om lande som Kina og Saudi-Arabien vil være villige til at deltage.

De første konkrete tilsagn om donationer kom prompte efter fondens vedtagelse. COP-præsidenten annoncerede på vegne af Emiraterne et bidrag på 100 millioner amerikanske dollars – godt 683 millioner danske kroner – og Tyskland fulgte trop, ligeledes med en donation på 100 millioner dollars. Danmarks bidrag til fonden bliver på 171 millioner kroner, offentliggjorde regeringen sent torsdag aften.

”Det er en afgørende prioritet for Danmark at støtte sårbare lande, som oplever tab på grund af oversvømmelser, tørke og andre klimaforandringer,” siger Dan Jørgensen.

Sidste år gav Danmark som et af de første lande tilsagn om et bidrag på 100 millioner kroner til klimatilpasning samt klimaskabte tab og skader til verdens fattigste lande. Sammen med pengene til tabs- og skadesfonden og andre bidrag, kommer Danmark til at give i alt 350 millioner kroner, skriver Information.

De mange penge er dog blot en dråbe i havet i forhold til de enorme skader, klimaforandringerne allerede i dag er skyld i. Ifølge en rapport lavet på vegne af de klimasårebare lande i V20, har de 20 mest klimasårbare lande allerede mistet omtrent 3.600 milliarder kroner på grund at klimaforandringerne.

USA skuffer med lille donation

Efter Tyskland og Emiraternes tilsagn om trecifrede millionbeløb, fremstod USA’s annoncering om et bidrag på 17,5 millioner dollars, svarende til cirka 120 millioner danske kroner, som en skuffelse. Det var USA’s særlige klimaudsending, John Kerry, der annoncerede beløbet, for Joe Biden deltager ikke til årets COP.

Den amerikanske donation bliver åbent kritiseret af Ani Dasgupta, chef for NGO’en World Resources Institute, der heller ikke anser Japans tilsagn om 86,5 millioner kroner for at være tilstrækkeligt.

”Størrelsen på deres økonomier taget i betragtning er der ingen undskyldning for, at deres donationer langt bliver overgået af andre,” siger hun ifølge CNN.

En af årsagerne til USA’s relativt beskedne bidrag kan være, at Biden-administrationen ikke kan handle på egen hånd: Donationerne skal også godkendes af kongressen, vis ene halvdel, Repræsentanternes Hus, i øjeblikket har republikansk flertal. Kerry understregede da også, at den amerikanske regering ”er forpligtet til at samarbejde med kongressen.”

Det var også vigtigt den amerikanske udsending at slå fast, at etableringen af fonden og USA’s donation ikke betyder, at landet påtager sig nogen form for skyld i klimakatastrofen. Fonden ”baserer sig på samarbejde og er hverken en forpligtelse eller en erstatning,” sagde John Kerry.

COP-præsident kalder aftalen ”historisk”

Ahmed al-Jabar kalder selv resultaterne fra sin første dag som COP-præsident for ”historiske”, ”uden fortilfælde” og ”en milesten.” Klimapræsidenten, der også er CEO for Emiraternes nationale olieselskab, ADNOC, fastslog på dagens afsluttende pressemøde, at han går ydmygt til opgaven med de kommende forhandlinger.

”Nu begynder arbejdet for alvor,” sagde al-Jabar, der også gentog værtskabets løfte om at fokusere skarpt på arbejdet med at begrænse verdens temperaturstigning til 1,5 grader. Det bliver to uger med hårde forhandlinger, understregede han.

Mens tabs- og skadesfonden i det store og hele var faldet på plads på forhånd, er der langt større usikkerhed om udfaldet af de andre centrale forhandlinger, særligt dem der handler om udfasningen af fossile brændsler. Særligt fordi COP-præsidenten selv er involveret i en alvorlig interessekonflikt gennem sit stilling som chef for et olieselskab.

Selvom Mattias Söderberg glæder sig over dagens resultat, frygter han også, at beslutningen om tabs- og skadesfonden risikerer at hindre snarere end at fremme de kommende forhandlinger.

”Vores bekymring er, at beslutningen måske kan bruges taktisk til at blokere for vigtige beslutninger om reduktion af fossile brændstoffer og finansiering af klimatilpasning, som jo også er kæmpe udfordring,” afslutter han.


Tak fordi du læste min artikel. Hvis du kunne tænke dig at høre mere om COP28 fra Globalnyt, så kan du skrive dig op til vores nyhedsbrev.