Efter et møde mellem internettjenesten AidOnline og firmaets 12 partnere blandt danske og internationale hjælpeorganisationer har AidOnline meddelt, at samarbejdet standses, skriver flere medier mandag.
Konceptet bag AidOnline er at sælge bannerannoncer, som lægges over danske mediernes egne betalte annoncer. Derefter får hjælpeorganisationerne 80 procent af omsætningen, mens AidOnline snupper resten.
Årsagen til afbrydelsen af partnerskabet ligger ifølge firmaet i, at hjælpeorganisationerne er blevet presset hårdt af deres samarbejdspartnere.
For mediehuse og kommercielle hjemmesider vil AidOnline-konceptet betyde, at deres egne annoncer ikke bliver set, fordi AidOnline har lagt sine annoncer “ovenpå”. Det betyder et fald i annoncefremvisninger, som er lig et fald i reklameindtægter til i forvejen trængte bladhuse.
Adblocker-teknologien har direkte betydet, at bl.a. Berlingske Media har blokeret for alle adblockere – og altså ikke kun AidOnlines adblocker.
AidOnline skriver i sin pressemeddelelse, at man vil fortsætte på samme forretningsvilkår som før, dog med den forskel, at “brugerne fra tirsdag selv kan oprette gode formål, som der løbende vil blive holdt afstemning om”.
Direktør i foretagendet, Johan Plenge, “garanterer, at regnskaberne vil blive eksternt revideret og lagt ud på AidOnlines hjemmeside”. I dag er firmaets økonomiske forhold fuldstændigt uoplyste og der optræder intet herom på websitet trods en erklæring om det modsatte.
Onlinemediernes forening FDIM har siden torsdag truet med en fogedsag mod AidOnline, hvis firmaet ikke frivilligt lukkede ned. Men hos AidOnline har man sin egen advokats ord for, at konceptet er lovligt.
Desuden har firmaet allerede sidste år præsenteret konceptet, og direktøren hæfter sig ved, at FDIM ikke dengang pegede på det kontroversielle i konceptet.
FDIM fastholder, at der er retslige skridt på vej mod AidOnline, hvis ikke virksomheden stopper konceptet med at lægge andre annoncørers reklamer på mediernes hjemmesider.
De 12 hjælpeorganisationer, der har standset samarbejdet, tæller Kræftens Bekæmpelse, Dansk Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet, Amnesty International, CARE Danmark, Plan Danmark, Dansk Flygtningehjælp, WWF – Verdensnaturfonden, U-landsforeningen IBIS, Hjerteforeningen og Operation Dagsværk.
Se også http://www.u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=18732&mode=Nyhed
——-
KOMMENTAR
Af Jesper Søe
journalist med u-landsforhold som speciale
Så kom alle 12 organisationer i hus og AidOnline går forhåbentlig snart til de evige indsamlingsmarker.
Men tilbage står en stribe ubehageligt pinlige spørgsmål:
* Hvordan kunne ellers forstandige folk i store danske NGOer falde for den ide? – undergå noget der betænkeligt ligner et kollektivt kollaps af nøgtern tænkeevne….
* Hvordan kunne man – i samlet flok – finde på at tilsidesætte ethvert hensyn til andres lovlige næring og i den grad lade sig forblænde af udsigten til at kradse penge ind?
* Hvordan kunne man indgå i et umiddelbart så provokerende tiltag med et nyt og helt ubeskrevet privat firma? – et firma, der beviseligt end ikke har overholdt egne krav om åbenhed omkring regnskaber og omsætning.
* Hvorfor har man ikke på forhånd – og nogenlunde systematisk – testet reaktionen hos de normale samarbejdspartnere i medieverdenen? Og hvis man alligevel har gjort det: Hvorfor gik man så meget galt i byen alligevel?
* Hvorfor har man ikke SELV af egen drift henvendt sig til onlinemediernes forening og tilsyneladende ganske forladt sig på firmaets forklaring?
* Hvorfor har man ikke i beslutningsfasen indhentet nagelfaste garantier for, at fremgangsmåden var lovlig? – holdt man sig alene til AidOnlines advokat? Eller lod man (de 12) en specialkyndig jurist udarbejde et fælles responsum? (sådan bare for en sikkerheds skyld).
* Hvorfor har man ikke fra nogen side angivet moralske grunde til nu at trække sig? – er man virkelig så ligeglad med den side af sagen, eller…
* Hvorfor var hele initiativet tys-tys lige til det øjeblik, det gik i luften? Var det et krav fra firmaet eller pålagde man sig selv mundkurv? I sidste tilfælde: Hvorfor?
* Hvem gik foran i NGO-kredsen for at søsætte samarbejdet med AidOnline?
* Hvem var mest skeptiske? Og hvad fik dem alligevel til at gå med? Var det lemminge-effekten…..
* Hvor lang tid var (forhandlings)forløbet fra den første kontakt og frem til søsættelsen og mediestormen?
* Og ja, hvordan kunne det egentlig gå til, at hele 12 forskellige organisationer – som ikke kan finde ud af at samle ind sammen og i øvrigt konkurrerer flittigt indbyrdes – pludselig kunne udvise kommunistisk enighed om at gå ind i et sådant projekt?
Man kunne blive ved. Alt sammen munder det ud i et rungende: Hvordan kunne det i det hele taget være, at man entrede et projekt, som man efter få døgn måtte flygte fra over hals og hoved?
Imens er vi nogle stykker i u-landsmiljøet, der spændt venter på, hvad de 12 organisationer vil rykke ud med af udbyggende forklaringer – for nogen reel åbenhed om årsagen til denne fadæse og tab af goodwill må der vel trods alt være.
Vi venter også spændt på, hvad kommunikationsfolkenes hittepåsomhed i diverse ellers velanskrevne NGOer udsætter os allesammen for næste gang. Eller vil der være nogle generalsekretærer, som vågner op og slår i bordet, FØR skaden er sket?
Vi er trods alt endnu en del, der husker Nødhjælpens sultende barn, som bankede på TV-skærmen ind i stuen og de gule plasticænder, Røde Kors lod udsætte. Alt sammen i en god sags tjeneste. Ak ,ja…..
Kommentaren er stillet til rådighed for u-landsnyt.dk
