Den 40-årige cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet starter sin professionelle NGO-tilværelse efter en diplomatisk karriere i Udenrigsministeriet på mere end 10 år.
Gennem sit arbejde her har Line Brøgger Kjærgaard erfaring med at promovere menneskerettigheder, demokratiudvikling og FN’s Verdensmål, bl.a. igennem administration af tilskudsordninger og som repræsentant for danske interesser i FN-, EU- og OECD-regi.
”Aids er stadig en stor trussel mod folkesundhed og udvikling i mange lande, og jeg ser kampen mod aids og diskrimination af aids-ramte som et meget vigtigt element i at skabe lighed og bæredygtig udvikling,” siger Line Brøgger Kjærgaard og fortsætter:
”Jeg har stor respekt for AIDS-fondets arbejde med at bekæmpe aids og diskrimination”.
Line Brøgger Kjærgaard har bred ledelseserfaring og erfaring med at gennemdrive strategiske CSR-programmer i u-lande via Danida (CSR står for Corporate Social Responsibility = virksomheders samfundssind, red.).
Endelig har den nyslåede internationale chef international erfaring fra en stilling som Good Governance Advisor på den danske ambassade i Hanoi i Vietnam.
Udover at lede afdelingens personale bliver Line Brøgger Kjærgaards primære opgaver at drive AIDS-Fondets programarbejde i Afrika og i Østeuropa og udvikle advocacy-arbejdet med Fondets partnerorganisationer.
Hun afløser konstitueret chef for den internationale afdeling, Malin Dorph Reit, der nu kan koncentrere sig om sit primære hverv som fundraisingchef i organisationen.
Line Brøgger Kjærgaard bor i Holte nord for København, er gift og mor til tre. Hun tiltræder i sin nye stilling den 1. august 2018.