Alt er i spil i Danidas omlægning fra oplysning til engagement

pala3_brian_berg-800px
Udenrigsministeriet vil engagere danskerne mere i udenrigs- og udviklingsspørgsmål.
Foto: Brian Berg/Mellemfolkeligt Samvirke
Kirsten Larsen

8. april 2021

2020 var et dårligt år for den traditionelle oplysning om udviklingslande. I foråret suspenderede Udenrigsministeriet i al stilfærdighed den årtier gamle oplysningspulje og rejsestipendierne, og senere på året holdt ministeriets eget Magasinet 360° lige så stille op med at udkomme. Til gengæld kom en ny pulje, Engagementspuljen, til.

Det var coronaen, der officielt fik Udenrigsministeriet til at trykke på pauseknappen for oplysningspuljen, men pausen er blevet brugt til at beslutte en total omlægning af alle de omkring 50 millioner kroner om året, der de seneste år har været afsat af udviklingsbistanden til oplysning. Den omlægning er nu i gang og kan komme til at vare det meste af i år, oplyser Udenrigsministeriet til Globalnyt, for det er hele indsatsen, der skal gentænkes i tæt dialog med civilsamfundsorganisationer, forskningsinstitutioner, medievirksomheder og andre interesserede – herunder meget gerne nye aktører på området. Udenrigsministeriet understreger samtidig, at der ikke er tale om en spareøvelse. Der er og vil fortsat være de samme midler til rådighed, men de skal bruges anderledes.

Hvem skal løfte arven efter 360°?
Den 22. marts annoncerede Udenrigsministeriet et såkaldt ”call for proposals” og opfordrede interesserede til at komme med et bud på et nyt medie til at afløse Magasinet 360°. ”En udlicitering” kaldte vi det på Globalnyt, men blev rettet i et skriftligt svar fra Udenrigsministeriet: ”Der er tale om et uafhængigt medie, der vil modtage finansielt tilskud via Udenrigsministeriet – der er altså ikke tale om et udbud eller en udlicitering,” lød det.

Udenrigsministeriet understreger også, at der bliver lavet rigtig meget god journalistik og oplysning i Danmark allerede om globale forhold af for eksempel DanWatch. Sådan skal det fortsat være. Men ministeriet vil gerne gøre mere for at nå bredere grupper, og det er ambitionen med det nye medie og med hele gentænkningen af puljerne.

Udgiveren skal være ikke-kommerciel
Udenrigsministeriet ser meget gerne, at flere forskellige aktører går sammen om at udgive Magasinet 360°’s efterfølger, og det er et krav, at udgiveren skal være ikke-kommerciel. En kommerciel aktør – som for eksempel et mediehus – må gerne indgå, men højst med 25 procent. Den grænse er sat, så det årlige tilskud fra Udenrigsministeriet på 2 millioner kroner ikke kommer i karambolage med reglerne om statsstøtte. Og tilskuddet er i øvrigt landet på de 2 millioner kroner med udgangspunkt i Magasinet 360°’s årlige budget på cirka 2,7 mio. kr. Det er eksklusiv løn til redaktør og journalist, men inklusiv trykning af oplaget på 30.000 og forsendelse til de 20.000 abonnenter, en udgift, der kan spares, hvis en ny udbyder vælger at droppe et trykt magasin.

Udenrigsministeriet forventer samtidig, at den nye udgiver kan tiltrække finansieringskilder fra anden side og måske ligefrem have en interessentkreds, der bidrager med egne midler eller ressourcer.

Fristen forlænget til efter sommerferien
Det er ikke så lidt, Udenrigsministeriet forventer af den nye udgiver for sit tilskud. Magasinet 360°’s afløser skal blandt andet udvikle nye formater, der skaber aktivt engagement, særligt blandt dele af befolkningen, der endnu ikke interesserer sig for global bæredygtig udvikling og Danmarks rolle i verden.

Udenrigsministeriet har valgt i sit ’call’ at beskrive hele paletten af målgrupper og medieplatforme, men understreger, at det er ikke et krav, at den nye udgiver skal kunne det hele. Der har allerede været stor interesse og mange spørgsmål, og det har fået ministeriet til at forlænge de oprindelige frister. I første omgang skulle interesserede senest 30. april give deres interesse tilkende over for Udenrigsministeriet. Den frist er nu forlænget til 31. maj. Og den frist, de udvalgte får til at indsende en endelig ansøgning, er forlænget fra 26. juni helt frem til 26. august.

Engagementspuljen afløser Oplysningspuljen
Kort før påske meldte Udenrigsministeriet ud, at Engagementspuljen, der blev etableret i 2020, fortsætter i år. Det betyder til gengæld et endeligt farvel til Oplysningspuljen, som vi kendte den frem til 2020.

De midler, der er afsat til oplysning i 2021, går til Engagementspuljen, men i ministeriet kan man sagtens forestille sig, at man fra 2022 forener de bedste ting fra de to puljer i en kombineret Engagements- og Oplysningspulje. Det er noget af det, der skal kigges på i løbet af i år, hvor der også kommer en grundig evaluering af den danske støtte til civilsamfundsorganisationer, der kan kvalificere overvejelserne.

Civilsamfund i Udvikling (CISU), der forvalter Engagementspuljen, offentliggjorde onsdag i denne uge justerede retningslinjer for puljen. I år kan der maksimalt søges op til 1 million kroner ved de to ansøgningsfrister, der er sat til 19. maj og 26. september. Sidste år var loftet 1,5 millioner kroner. Til gengæld er loftet for ansøgninger med løbende ansøgningsfrist sat op fra 100.000 kroner i 2020 til 200.000 kroner i år.

Mere U-landskalender
Også brugen af de oplysningsmidler, Danida selv råder over – i 2021 14,5 millioner kroner – skal gentænkes, og også for dem gælder det, at målet er at nå ud til og engagere endnu flere danskere.

Her vil Udenrigsministeriet gerne hente inspiration i sit mangeårige samarbejde med Danmarks Radio om Børnenes U-landskalender, som vurderes at rumme et stort potentiale for at nå endnu længere ud, og som også kan inspirere til partnerskaber med andre eksterne aktører. Det kan være festivaler eller helt andre aktører, som ministeriet kan gå sammen med i jagten på at nå ud til mange flere danskere.

Udenrigsministeriet har indbudt alle interesserede til at deltage i et online informations- og inspirationsmøde den 16. april om de nuværende og fremtidige ordninger til at fremme engagement i udviklingssamarbejdet.