Med udpegningen af Mette Knudsen får Danmark en centralt placeret repræsentant i UNAMA, som blandt andet har til opgave at koordinere den internationale indsats i Afghanistan, skriver Udenrigsministeriet.
Det krigshærgede land er én af de største modtagere af dansk udviklingsbistand og har årligt modtaget gennemsnitlig 425 millioner kroner siden 2017. Dertil kommer Danmarks omfattende militære engagement gennem mange år.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (A) udtaler:
”Udpegelsen er en stor anerkendelse af Mettes mangeårige indsats i dansk diplomati og udviklingssamarbejde – og en vigtig anerkendelse af Danmarks mangeårige og bredspektrede engagement i Afghanistan. Jeg er stolt på Danmarks vegne og ønsker Mette held og lykke i stillingen.”
Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (A) udtaler:
”Med Mette Knudsen får FN’s mission i Afghanistan en strategisk og resultatorienteret leder. Hun har stor international erfaring – ikke mindst med udviklingssamarbejde i skrøbelige stater, hvor særligt arbejdet for at forbedre kvinders vilkår har stået i centrum.”
Mette Knudsen er uddannet i statskundskab fra Aarhus Universitet og har 28 års erfaring inden for bilateralt og multilateralt samarbejde og udvikling og er pt. Danmarks ambassadør i Afghanistan.
Mette Knudsen har desuden en fortid som ambassadør til Kenya, Grækenland, Somalia og Etiopien, Danmarks repræsentant ved FN’s kontor i Nairobi, Den Afrikanske Union og ECOWAS samt som Afrikachef i Udenrigsministeriet fra 2007 til 2012.