“For første gang nogensinde er der blevet udpeget meget relevante forskningsprioriteter indenfor henholdsvis det videnskabelige og praktiske arbejde med at udrydde tortur. Disse forskningsprioriteter vil kunne være med til at forme rygraden til en forskningsagenda, der er enighed om på internationalt plan.”
Ordene kommer fra Dr. Jens Modvig, som er formand for FN’s Torturkomité, i en pressemeddelelse fra IRCT. Sammen med andre forskere fra henholdsvis Zimbabwe, USA, Tyrkiet, Peru, Palæstina og Rusland har han ud fra et større studie, som blev publiceret i sidste udgave af Torture Journal, sat fokus på, at der kommer mere og bedre forskning for og om torturoverlevere.
Komplekst miljø
Det ambitiøse studie ”Rehabilitation of torture survivors and prevention of torture: Priorities for research through a Modified Delphi Study” kortlægger det komplekse miljø, som toturoverlevere skal navigere i.
Nogle torturoverlevere har kroniske smerter og/eller psykologiske problemer, mens andre kæmper med at finde et arbejde eller med at have socialt samvær.
Torturoverleveres helbredelse kan ligeledes blive påvirket af, at bødlerne i mange tilfælde ikke er blevet stillet til ansvar for deres gerninger.
Eksperterne mener også selv, at der er huller i vores viden om dette felt. Eksisterende psykologiske diagnoser såsom PSTD kan ikke fuldt ud dække kompleksiteten i at have overlevet tortur.
Undersøgelsen identificerer prioriteter for yderligere undersøgelser af torturoverlevere med henblik på at kunne give de bedst mulige betingelser for at denne udsatte befolkning kan blive rehabiliteret.
Forskningsprioriteterne blev udpeget under konsensus ved at bruge Delphi-metoden, hvor både praktiserende læger, advokater og socialrådgivere såvel som medlemmer af organisationer for torturoverlever fra lande i hele verden blev konsulteret.
Fremskridt i Libanon
I en artikel skrevet af DIGNITY – Dansk Institut Mod Tortur foreslås der, at traumabehandlingen ikke først går i gang efter, at flygtninge eller asylansøgere er blevet genbosat og lever et stabilt og permanent liv.
Forskningen, der præsenteres i artiklen ”Impact of Narrative Exposure Therapy on torture survivors in the MENA region” viser, at man sagtens kan opnå fremskridt i behandlingen af torturoverlevere under mere urolige omstændigheder, som f.eks. blandt syriske flygtninge i Libanon.
Torture Journal blev udgivet første gang i 1991 og er et interdisciplinært videnskabeligt tidsskrift om rehabilitering af torturofre og forebyggelse af tortur. Hele indholdet i den seneste udgave er tilgængeligt i en gratis online version her: http://irct.org/publications/torture-journal/128.