Amnesty International er dybt bekymret for sikkerheden for de palæstinensiske fanger i Jeriko-fængslet. Fængslet blev tirsdag omringet af israelske styrker, som truede med at dræbe fanger, der nægtede at overgive sig, fremgår det af en pressemeddelelse onsdag fra Amnesty Danmark.
De mest udsatte er lederen af den palæstinensiske befrielsesfront, PFLP, Ahmad Saadat og 4 andre palæstinensere, som har siddet fængslet i Jeriko siden 2002. De er nu tilbageholdt af israelerne.
Jeriko-fængslet er under palæstinensisk kontrol og var indtil for nylig overvåget af vagter fra USA og England. Tirsdag forlod de amerikanske og britiske vagter imidlertid fængslet.
Det udløste den nuværende krise. De israelske styrker rykkede ind, ødelagde fængslets mure med armerede tanks og opfordrede fangerne til at overgive sig. Der er rapporter om, at en palæstinensisk vagt og en palæstinensisk fange blev dræbt under angrebet.
De israelske myndigheder siger, at de greb ind for at forhindre, at Ahmad Saadat og hans medfanger blev løsladt.
Amnesty holder de israelske myndigheder ansvarlige for sikkerheden for fangerne og fængselspersonalet.
Organisationen opfordrer endnu en gang de israelske myndigheder til at standse drab og overdreven brug af væbnet magt.