Amnesty Internationals danske afdeling har indgået et samarbejde med Angel Film i forbindelse med onsdagens danske premiere på filmen “Hotel Rwanda”, skriver organisationen i en pressemelding tirsdag.
Samarbejdet går primært ud på at benytte filmpremieren til at oplyse om, hvad der skete i Rwanda og samtidig fortælle om de aktuelle kriser, som viser, at verdenssamfundet ikke har lært noget (Darfur og Nepal).
Der er således en fælles interesse i at promovere filmens budskab. Derudover har der været et par specielle filmforevisninger for Amnesty medlemmer.
Hotel Rwanda beskriver folkemordet i Rwanda i 1994, hvor over 800.000 mennesker blev dræbt på kort tid, mens verdenssamfundet apatisk så til. Ikke just hverdagskost for indholdet i en Hollywood film.
– I Amnesty International hilser vi det velkommen, når begivenhederne i Rwanda bliver behandlet i et kommercielt filmsprog, og på en så talentfuld måde, som det er tilfældet med Hotel Rwanda. Formen betyder, at et sort kapitel i verdenshistorien ikke så let går i glemmebogen, siger pressechef i Amnesty International Danmark, Stig Nielsen.
Desværre har filmen aktualitet på det politiske plan. I Sudans Darfur-region anslås det således, at op imod 200.000 er dræbt og 1,6 millioner mennesker fordrevet i løbet af de seneste år.
Og i Nepal vokser krisen efter flere års borgerkrig og kongens statskup i februar. I begge tilfælde har verdenssamfundet igen haft svært ved at reagere hurtigt og effektivt.
Amnesty International håber, at samarbejdet med Angel Film kan være med til at få endnu flere mennesker til at gå ind og se filmen.
– Hvem ved. Måske ville medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd reagere hurtigere og mere konsekvent, hvis de så Hotel Rwanda lige inden de næste gang skal diskutere kriserne i Darfur og Nepal, siger Stig Nielsen.
Yderligere oplysninger hos pressechef Stig Nielsen, Amnesty International, tlf. 33 45 65 65