Bestyrelsen i Amnesty International Danmark har valgt at ansætte Vibe Klarup som ny generalsekretær i Amnesty International Danmark. Hun er nuværende forperson for Rådet for socialt udsatte og har en fortid som direktør for Danner, Psykiatrifonden og formand for Frivillighedrådet.
“Der var et stærkt kandidatfelt til stillingen som generalsekretær, men Vibe Klarup skilte sig ud, fordi hun har en bred vifte af netop de kvalifikationer, som vi søgte. Hun er stærk på strategi og ledelse, fortalervirksomhed, og så forstår hun også værdien af at arbejde med frivillige, som brænder for at hjælpe andre,” siger Sara Abawi, bestyrelsesleder for Amnesty International Danmark.
Den 52-årige Vibe Klarup er uddannet cand.scient.adm. – det vil sige en kandidatgrad i forvaltningsvidenskab – fra Roskilde universitet. Hun er en profileret velfærds- og civilsamfundsdebattør, og hun er medlem af regeringens ytringsfrihedskommission. Vibe Klarup forlader stillingen som direktør for organisationen Hjem til Alle, som arbejder for at afskaffe hjemløshed blandt unge.
“Jeg glæder mig utroligt meget til at stå i spidsen for Amnesty i Danmark og bidrage til, at respekten for menneskerettigheder igen bliver et positivt omdrejningspunkt i den politiske debat både herhjemme og ude i verden. Vi står overfor mange alvorlige menneskerettighedskriser i en verden præget af mindre frihed og mere ulighed, og der er derfor mere end nogensinde brug for Amnesty International,” siger Vibe Klarup.
Vibe Klarup tiltræder stillingen som generalsekretær den 1. december 2021, hvor hun afløser konstitueret generalsekretær Dan Hindsgaul.
“Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Kommunikations- og policychef Dan Hindsgaul, som har varetaget stillingen som generalsekretær siden april måned,” siger Amnestys bestyrelsesleder, Sara Abawi.