10 dage før OL-åbningsceremonien i Beijing gør Amnesty International status: Kineserne har ikke formået at indfri løfterne om at forbedre menneskerettighederne, som blev afgivet, da de fik tildelt værtskabet til OL.
Tværtimod er menneskerettighederne på nogle områder forværret, siden Kina fik tildelt OL-værtskabet for 7 år siden.
Myndighedernes kurs er skærpet over for personer, der truer det billede af et stabilt og harmonisk Kina, som myndighederne gerne vil vise omverdenen. Uønskede borgere sendes i arbejdslejre eller tvangsforflyttes fra bymidten.
Amnesty vurderer, at lokale aktivister og journalister, der arbejder med menneskerets-relaterede emner, er i særlig risiko for at blive chikaneret og tilbageholdt under selve legene.
I Amnestys nye rapport “The Olympics Countdown: Broken Promises”, der er den sjette og sidste af organisationens nedtællings-rapporter frem mod OL, sættes der fokus på, hvordan Kinas brug af fængslinger uden rettergang, censur og dødsstraf betyder, at landet på ingen måde lever op til de olympiske idealer.
– De kinesiske myndigheder skader den olympiske arv. De bør omgående løslade alle fredelige aktivister, tillade udenlandske og lokale journalister at ytre sig frit og tage yderligere skridt hen imod afskaffelsen af dødsstraf, sagde Roseann Rife, der er vicedirektør i Amnesty Internationals Asienafdeling ved et pressemøde i Hong Kong tirsdag i anledning af rapportens offentliggørelse.
Dødsstraf bliver fortsat taget i anvendelse for 68 forbrydelser – også ikke-voldelig kriminalitet som f.eks. økonomisk svindel og narkokriminalitet.
Menneskeretsaktivister som skribenten Hu Jia afsoner fortsat domme for at opildne til omstyrtelse af regimet. Hu Jia var en torn i øjet på myndighederne, fordi han skrev tekster om menneskerettigheder og gav interviews til udenlandske medier.
En anden aktivist, Liu Jie, er sendt 18 måneder i arbejdslejr i Heilongjiang provinsen i det nordøstlige Kina. Her fortæller lokale kilder, at hun er blevet fysisk afstraffet for at have skrevet et brev til de kinesiske leder, hvori hun anmoder dem om at gennemføre politiske og juridiske reformer heriblandt en afvikling af arbejdslejrene.
Præsident for Den Olympiske Komités (IOC), Jacques Rogge, anførte for nylig, at komitéens “stille diplomatiske arbejde har ledt til flere reformer inklusive øgede beføjelser til udenlandske journalister”.
Selv om Amnesty påskønner IOCs vilje til at sætte fokus på menneskerettighederne i Kina, er Amnesty overrasket over IOCs tro på, at internationale journalister vil kunne arbejde frit uden at blive bremset af censur på eksempelvis internettet.
Amnesty opfordrer på det kraftigste både IOC og de udenlandske regeringsledere, der deltager i legene, til offentligt at tale for menneskerettigheder i Kina.
Gør de ikke det, vil det sende et signal om, at det er acceptabelt for en regering at være vært for OL i en atmosfære af krænkelser og undertrykkelse, hedder det.
Amnesty International har dog selv afvist at opfordre til boykot af Legenes officielle åbning i protest mod overtrædelser af menneskerettighederne, herunder undertrykkelsen af det besatte Tibet.
OL i Beijing indledes fredag den 8. august.
Læs rapporten “Broken Promises” på
www.amnesty.dk/default.asp?mode=newsletter&page=1089〈=da
Kilde: Amnesty Danmarks website
Læs også telegrammerne
http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14207&mode=Nyhed
og http://u-landsnyt.dk/indhold.asp?ID=14535&mode=Nyhed